Få af årets Oscar-nominerede film rummer en åbningsscene, der sidder så klart i skabet som Kleber Mendonca Filhos The Secret Agent: Vi befinder os i Brasilien i 1977 under militærdiktaturet. En mand triller ind på en afsidesliggende tankstation i sin lille bil, der næsten er løbet tør for benzin. Lidt for sent opdager han et flere dage gammelt lig, der ligger nogle meter fra benzinstanderen, nødtørftigt overdækket med papstykker. Tankpasseren forsikrer ham om, at manden var kriminel. En politibil ankommer med to betjente i civil, der aggressivt begynder at forhøre den nu rædselsslagne mand. Han slipper derfra, men vi efterlades med en følelse af, at det er på lånt tid.

Scenen former sig som en lille thriller i egen ret, og den sætter både tonen for det brasilianske militærdiktaturs logik og for Filhos episke, intelligente og nerveflossede film: I den her verden er paranoia den kollektive grundfølelse, og volden er filtret ind i hele samfundet. Man kan ikke stole på fremmede mennesker, og da slet ikke på myndighederne. Måske kan man ikke engang stole på, hvem man selv er.