Selv en frysende vinterstorm kan ikke kvæle gløden, nerven og energien i de tegninger af den amerikanske kunstner Jean-Michel Basquiat (1960-1988), vi nu og frem til midt i maj kan se på Louisiana i Humlebæk. Det er virkelig stærke sager, som også udstillingstitlen vil fortælle os. Men også følsomme og tankevækkende sager. Hovedet er det gennemgående motiv og udstillingens tematiske omdrejningspunkt. Ikke ansigtet, og som hovedregel heller ikke det, vi ville forstå som portræt, men netop hovedet, det mere eller mindre menneskelige hoved. Caput humanum. Og af og til: Corpus humanum.

Stirrende, gestikulerende og med koloristisk eftertrykkelighed træder de frem på papiret som lyden fra den musik, man skulle til at nyde, men som blæses voldsomt ud af højttaleren, fordi en eller anden har skruet helt op for volumenknappen på ens stereoanlæg, mens man var væk. Der er vrede og grimasser overalt, ikke et eneste smil, siger min datter. Men hun foreslår også, at vi ser hele udstillingen igen, denne gang bagfra, for at finde nye detaljer og lodde en dybde i de billeder, som lader til at være tegnet i hast. Det gør vi. Vi skruer ned for lyd og hastighed. Nu dukker der mere op.