Der har altid været et skel mellem den lille private verden og den store politiske. Men føles det ikke, som om kløften vokser sig større og større? Den ydre verden har sjældent været uhyggeligere, den nære sjældent hyggeligere. Trump gør vanvittige ting, al udenrigspolitik føles uforudsigelig. 

Samtidig vender man sig mod det hjemlige. Alt er i opløsning, alle går op i indretning. Og i det, der kan forløses inden for privatlivets rammer. Man strikker, hækler, fermenterer, bager med surdej, renoverer sit køkken, lægger sildebensparket og lægger det på Instagram, køber beige legetøj til sine børn og overtænker sit forældreskab. Hvorfor?