Jim Jarmusch er amerikansk films zenmester. Hans udtryk er langsomt, dvælende og tålmodigt – mindst lige så inspireret af den store japanske filmskaber Yasujiro Ozu som af hans eget hjemlands instruktører. De vægter tøven, pauser og en fundamental følelse af ro lige så højt som den fremadskridende handling.

Alligevel har Jarmusch oparbejdet en stor fanskare over hele verden. Eller måske snarere af samme årsag. For hans filmsprog føles velkendt, men samtidig fascinerende aparte, og lige meget hvor statiske hans billeder er, udstråler de en uangribelig coolness. Han får motiver og scener, der burde fremstå kedelige, til at tage sig varme og indbydende ud. Hans film kan som få andre lære en at finde nydelse i det langsommelige og det ukonventionelle.