Få dage efter premieren i januar 2001 måtte it-afdelingen på Christiansborg lukke ned for tv-programmet Big Brothers hjemmeside. Den heftige trafik havde ganske enkelt overbelastet Christiansborgs servere, og måske var det her, det begyndte.

Politikere har i billedmediernes tid selvfølgelig altid forsøgt at vinde popularitet i befolkningen med andre attributter end blot det politiske arbejde, men i løbet af den sidste halvdel af 90erne havde vi stiftet bekendtskab med det, der blev kaldt for realityfjernsyn, og nu fik vi så det radikale Big Brother-koncept, hvor man spærrede en gruppe mennesker inde i et hus på Sluseholmen for så at filme dem døgnet rundt i tre måneder, og den moralske panik var til at tage og føle på. Men der skete også noget andet.