Man rykker da lidt frem i sædet og spidser ører over starten: Den smukke filosofilærer Alma Imhoff står op en morgen i sin boheme-intellektuelle kæmpelejlighed, tager et bad, får tøj på, går ud ad døren og hjemmevant ind på campus på Yale University. Det er en standard karakter- og miljøintroduktion, hvis ikke det var for lydsiden: På en baggrund af total, nærmest uhyggelig stilhed høres et voldsomt højt tikkende vækkeur. Tik tak, tik tak, helt ind i kraniet. Hist og her iblandet forvrængede lyde af vandet fra bruseren, af tøj, der trækkes over kroppen.

Lever Alma i en forvrænget virkelighed? Har hun en eller anden sanseforstyrrende sygdom? Hvilken »bombe« skal mon springe i denne film? Er det filmnørden Luca Guadagninos hilsen til det perverse geni Alfred Hitchcock og hans simple suspenseeffekter?