Mange vil have opdaget, at litteraturen i de seneste år har givet os en bølge af værker om moderskab. Færre har måske bemærket, at det samme gør sig gældende for filmkunsten. De fleste af de filmiske moderskabsberetninger har da også været en prøvelse at gennemsidde. Deres fokus har mestendels været på de værste, mest utilfredsstillende og mest destruktive aspekter ved det at sætte børn i verden.

Eksempelvis viste hele fortællingen i Jason Reitmans Tully, om en udpint småbørnsmor og hendes forhold til familiens unge barnepige, sig at være én stor psykotisk vrangforestilling. I Marielle Hellers Nightbitch er hovedpersonen blot krediteret som »mother« – en hjemmegående husmor, der transformeres til en hund. Sidste år fik vi Mary Bronsteins If I Had Legs I’d Kick You, hvor den fænomenale Rose Byrne spiller en tyndslidt mor, hvis mand er bortrejst, mens hun er overladt til en syg datter, en psykologpraksis og en oversvømmet lejlighed.