Der er noget ekstravagant ved kunstnere, der bruger filmmediet til at grave sig dybt ned i deres egen livshistorie. Den type privat granskning er normalt forbeholdt litteraturen og dens autofiktion. At undersøge ens eget livs mest intime detaljer i spillefilmsformat fremstår forfriskende selvsikkert, særligt når instruktøren, som i spanske Carla Simóns tilfælde, blot er 39 år gammel.

Simóns livshistorie er lige netop tilpas mysterieindhyllet og usædvanlig til, at den kan bære et filmisk værk. Hun blev født i Barcelona af to forældre, der begge var narkomaner. De døde af aids, da hun var seks år gammel, hvorefter hun voksede op hos sin onkel på en gård i Catalonien. Da hun var midt i 20erne, tog hun til London, hvor hun blev uddannet som filminstruktør.