Liberal Alliance blev den heldige vinder, da Pernille Vermund besluttede at nedlægge Nye Borgerlige for at frelse fædrelandet andetstedsfra.
Partistifteren har allerede en gang forladt formandsposten i Nye Borgerlige, men anden gang er lykkens gang, og Vermund er nu endegyldigt overgået til Alex Vanopslagh.
Helt kønt er forløbet ikke. I 2015 var Pernille Vermund så bekymret for Danmarks fremtid, at hun mente at måtte danne et helt nyt parti for at få løst udlændingesagerne fra bunden. I dag har Vermund end ikke tålmodigheden til at søge Nye Borgerlige behørigt nedlagt, så hun efterlader en diffus politisk restmængde, som i disse dage afsøger muligheden for at fortsætte uden kaptajnen. Man mødes herom på Skævinge Kro lørdag.
Men er partiflugten ikke køn, er den dog en gave først og fremmest til Alex Vanopslagh, som stadig tydeligere fremstår som blå bloks uproklamerede leder, i hvert fald indtil nogle af de rømmede partier måtte vende hjem. Også for blå blok som sådan er den vermundske beslutning gavnlig, der er næppe folkelig efterspørgsel til alle nuancer af blå i Folketinget. Her skæmmes gaven dog af, at Vermund ikke orkede at lukke og slukke, før hun gik. Projektet i Skævinge kan udløse betydeligt stemmespild.
Men Nye Borgerliges stifter afleverer også en mere fornem gave til det borgerlige Danmark. Vermunds politiske karriere har spektakulært personificeret tålmodighedens nødvendighed. Forsøg på at skyde sig igennem til magten ender galt, og de koster den politiske blok, man med et svendetag søger at få til at makke ret, langvarig skade.
Glistrups telefonsvarer
Det seneste halve århundrede opviser tre storslåede eksempler på disciplinen, og det første er det mest spektakulære. Det gælder naturligvis Mogens Glistrups forsøg på at aflive velfærdsstaten. Fremskridtspartiets program blev båret frem med udsøgt fornemmelse for tv som kommunikationskanal og afsatte for en tid fornemmelsen af cirkus, muntre køkkener og anarki som grundtonen i dansk politik.
Partiets første program havde »overvældende træk af politisk taskenspilleri«, som Henning Fonsmark formulerer sin kritik i Historien om den danske utopi (1990). Glistrup regnede baglæns fra sit slogan om at afskaffe indkomstskatten, og så måtte man se, hvad man for de tilbageværende småmønter i statskassen fortsat kunne finansiere. Resten skulle erstattes med mere muntre tiltag. Telefonsvareren, som på russisk bekendtgør Danmarks overgivelse, er det eksemplariske udtryk for tænkningen.
Umiddelbart var metoden en vældig succes, Glistrup væltede gammelpartierne over ende, da han i 1973 erobrede 15,9 procent og 28 mandater. Men velfærdsstaten, som felttoget gjaldt, kunne ingen herefter røre, fremskridtspolitik blev et politisk skældsord hele kompasset rundt, og Anker Jørgensen blev efter et kort mellemspil med Poul Hartling 70ernes statsminister. Da Glistrup siden slog ind på flygtningesagen, fik det samme kontraproduktive effekt. Udlændingespørgsmålet blev ikke politiseret, men fastholdt som ren moral.
Liberal Alliance blev det andet seriøse forsøg på at skyde sig igennem til magten. Anders Samuelsens appetit var mindre end Glistrups, velfærdsstaten kunne da godt bestå, til gengæld krævede han topskatten afskaffet. Ultimativt. Og hvorfor ikke, hans mandater var vel lige så meget værd som resten af blå bloks, råbte han til dem dernede på jorden.
Også denne energiske tilgang var mandatmæssigt frugtbar, indtil afstanden mellem proklamation og realitet blev for voldsom. Affæren var ved at tage livet af partiet, men igen var selvskaden det mindst opsigtsvækkende. Magtkampen mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti under Løkkes regering har nok inspireret Lars Løkke til at se sig om efter andre politiske værktøjer end dem, der lå ødelagt tilbage på gulvet på blå stue. Tvivlere kan læse Simon-Emil Ammitzbøll Billes afsløringer af artighederne betragtet fra første parket og afleveret i bogen Insider (2023).
Hvad Samuelsen ikke formåede at færdiggøre på egen hånd, fuldførte Pernille Vermund. Hun og hendes parti spiller en betydelig rolle for ræsonnementet i Løkkes bog Befrielsens øjeblik (2019). Bogens budskab sendte Venstre ud i en endnu uovervunden krise, lagde programmatisk bund under nyskabelsen Moderaterne og blev tre et halvt år senere drejebog for den nuværende regering.
Vermunds program var en krigserklæring mod Løkke – hvis ikke han makkede ret og løste udlændingesagen fra bunden, ville hun vælte ham. Kort efter at være kommet i Folketinget i 2019 nedtonede hun det ultimative og lagde mere vægt på en klar blå profil end på udlændinge. Det blotlagde en dyb kløft i partiet mellem uforsonlige systemkritikere og borgerlige pragmatikere, som ville hjælpe blå blok tilbage som systemets forvaltere.
Selvskadens rækkevidde er imponerende, når man betragter utålmodighedens halve århundrede under ét: velfærdsstaten fredet. Udlændingepolitik umuliggjort. En hel regeringsperiode druknet i løjer, kiv og nag. Efter behag kan man anskue de to rigsretssager gennem samme utålmodighedens optik.
Vermunds politiske eftermæle er foreløbig, at hun gav en dygtig hånd med ved fuldførelsen af det borgerlige Danmarks sammenbrud. Den førhen konservative Vermund er dog en effen politiker, som nok skal nå at sætte politiske aftryk også som liberal.
Denne artikel blev udsendt på Weekendavisens hjemmeside i mandags i en tidligere version. Den er blevet opdateret torsdag morgen efter onsdagens nyhed om, at Pernille Vermund meldte sig ind i Liberal Alliance.
