Da Pernille blev politiker

»Når jeg i dag igen stiller mig til rådighed som formand for Nye Borgerlige, så er det uden slutdato.«

Løftet er mindre end tre måneder gammelt og afgivet af Pernille Vermund på partiets seneste og måske sidste årsmøde. Det er givet i en tale, der sluttede med det manende: »Danmark har brug for Nye Borgerlige!«

Det var i oktober. Nu er det januar, og Danmark har angiveligt ikke længere brug for Nye Borgerlige. I hvert fald ikke ifølge Vermund.

Det rejser selvsagt spørgsmålet, om det egentlig er Danmark, der har haft brug for partiet, eller om det mere var Pernille Vermund, der havde et behov. I hvert fald er konklusionen, at Danmark, og især det borgerlige Danmark, har det bedre med, at partiet ikke findes. Det skal væk, men det skal Vermund ikke.

Hun tog hele sin organisation på det forkerte og uforberedte ben med sin melding om, at de tilbageværende to folketingsmedlemmer – partiet fik seks ved valget for godt et år siden – henstiller til, at Nye Borgerlige nedlægges. Mindre end et døgn senere vrimlede medierne med folk, der fra partiets lavere geledder var parat til at fortsætte. Folk, der stadig tror på den knap tre måneder gamle forsikring om, at landet har brug for Nye Borgerlige.

Dermed kan Vermund med sin manøvre have opnået netop det, hun angiveligt ville forhindre. Nemlig at borgerlige stemmer går til spilde i en vrimmel af alt for mange partier. Trods tider med intern tumult har Nye Borgerlige for det meste holdt sig på den rigtige sider af spærregrænsen i de meningsmålinger, vi har set siden valget i 2022. Et decimeret parti har potentialet til at havne under, men trods alt hente en eller halvanden procent spildte borgerlige stemmer. Derfor giver øvelsen kun mening, hvis partiorganisationen følger opfordringen til at lukke sig selv.

Erfaringen tilsiger, at det gør partiorganisationer sjældent, selv ikke når vælgerne for længst er gået andetsteds. Men var der egentlig brug for Nye Borgerlige i udgangspunktet? Egentlig giver spørgsmålet ikke mening, al den stund at partiet har kunnet samle vælgere nok til at være repræsenteret i Folketinget. Behovet var der.

Alligevel har Nye Borgerlige fra begyndelsen været et politisk kunstprodukt. Grundtanken var, at man kan forene økonomisk liberalisme med en nationalkonservativ udlændinge- og værdipolitik. Modstykket var først og fremmest Dansk Folkeparti, der med Kristian Thulesen Dahl fuldtonet havde bekendt sig til velfærdsstaten. Imidlertid var der bedre logik i Thulesens Dahls position, hvor både udlændingepolitikken og velfærdspolitikken appellerede til vælgere, der ønskede tryghed og uforanderlighed. Nye Borgerliges kombination var sværere at få til at hænge sammen, hvorfor partiet i den daglige kommunikation skruede ned for liberalismen.

Den politiske ukorrekthed

Partiets bedste tid var, da der blev givet fuld gas på den politiske ukorrekthed. Konventioner blev undsagt, der blev både spist negerboller og røget lakridspiber. Alt var tilladt. Men først og fremmest var Pernille Vermund den friske sommervind på højrefløjen, mens Thulesen Dahl falmede trindt om land.

Nu er det blå Danmark et andet sted. Det har Vermund ret i. Først og fremmest lider man stadig under rådvildheden efter Venstres flugt. Flertalsregeringen har skabt en politisk dynamik, som meget få i det eksisterende folketing har erfaring med. Det er langtfra faldet på plads.

Dertil kommer forandringer i de enkelte partier samt etableringen af Inger Støjbergs Danmarksdemokrater. Under Alex Vanopslaghs ledelse har Liberal Alliance skruet ned for ultraliberalismen og tilføjet partiet en nationalkonservativ dimension. Morten Messerschmidt har nedtonet velfærdstilbedelsen og skruet op for konservatismen, mens Det Konservative Folkeparti og Søren Pape Poulsen vel nærmest har slukket for det hele.

I den sammenhæng giver det mening, at Nye Borgerliges rolle er udspillet. Ikke mindst fordi Vermund også i regeringsduelighedens navn har strømlinet partiet. Sådan var det heller ikke ment med de konventioner og slet ikke med de ultimative krav. Selv De Radikale kunne man måske finde en vej med.

Nye Borgerliges berettigelse bestod i, at partiet var såkaldt antipolitik. Altså et alternativ til den klassiske magtpolitik, der havde spist eksempelvis Dansk Folkeparti.

»Jeg har sagt det mange gange før, og jeg gentager det gerne. Nye Borgerlige kommer til at sætte politikerne stolen for døren,« sagde Pernille Vermund på partiets årsmøde i 2018. Underforstået at hun var en fremmed, der var trådt ind i det politiske rum med besked derudefra. Politiker var hun i hvert fald ikke.

Det viste hun onsdag, at hun er blevet.