Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.

Mens de borgerlige partier, omend med betydelige modkrav, bejler til Radikale Venstre om at hoppe over gærdet fra rød til blå side, kæmper det attråede parti internt med at få styr på en strid, der under overfladen er eskaleret siden partiets landsmøde i september.

Sagen, der er en udløber af et kampvalg om næstformandsposten i partiet, skal forsøges løst på et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde på søndag. Et møde, hvortil der endnu ikke er udsendt dagsorden, men hvor der ifølge flere kilder kun er ét punkt på dagsordenen.

Det drejer sig om en klage, som taberen af næstformandsvalget, Rune Christiansen, har indgivet over partiets landsformand, Mikkel Sarbo.

Collage: Liv Ajse. Originalfoto: Tim Kildeborg Jensen, Scanpix
Collage: Liv Ajse. Originalfoto: Tim Kildeborg Jensen, Scanpix

Kort fortalt mener Rune Christiansen, at Sarbo for at undgå ham som næstformand har spredt usande rygter om, at han blandt andet skulle have et dårligt forhold til partiets personale, samt at han uretmæssigt har optaget lyd fra et forretningsudvalgsmøde.

Derfor har Christiansen klaget til det organ i partiet, der hedder »den uafhængige kontaktinstans«.

Det blev oprettet i kølvandet på MeToo-sagen, der endte med at fælde den tidligere politiske leder Morten Østergaard. Formålet med kontaktinstansen var at sikre, at partimedlemmer og ansatte i fremtiden havde et sted at gå hen, hvis de blev udsat for krænkelser.

Der er dog ifølge flere kilder ikke noget MeToo-aspekt i den aktuelle sag. Når den alligevel er havnet der, skyldes det, at formålet er ret bredt formuleret; nemlig at kontaktinstansen skal »håndtere brud på samværspolitikken«.

Udvalgets rapportering om sagen er endnu på meget få hænder i partiet, men kilder oplyser, at den blandt andet siger, at der ikke var belæg for de beskyldninger om dårligt forhold til personalet, som landsformand Mikkel Sarbo internt skulle have fremsat mod Rune Christiansen. Der er også kritik af Sarbos ageren i forhold til selve næstformandsvalget og af både tone og arbejdsform i partiets forretningsudvalg samt en henstilling om, at Sarbo som formand får besked om, at han har ansvaret for at sikre en bedre kultur.

Det er blandt andet derfor, at hovedbestyrelsen er indkaldt for at behandle sagen. I mellemtiden skal partiets forretningsudvalg mødes – formentlig onsdag – for at beslutte, hvordan sagen skal fremlægges.

Der er nemlig flere uafklarede spørgsmål. Blandt andet har det været en noget amputeret kontaktinstans, der har behandlet sagen. Instansen består af fire personer, hvoraf de to er medlemmer af partiet, mens to er eksperter hentet udefra. I denne sag har de interne begge erklæret sig inhabile, fordi de begge har været engageret i næstformandsvalget. Så sagen er alene behandlet af de to eksterne.

Dertil kommer, at partiets ledelse ikke mener, at stridigheder om et politisk/organisatorisk valg overhovedet hører hjemme hos kontaktinstansen. Derfor er det angiveligt ledelsens opfattelse, at sagen kun skal behandles som en mundtlig orientering af hovedbestyrelsen, når den samles på søndag.

Om det bliver tilfældet, skal altså afgøres af forretningsudvalget. Det sidste bliver uden Rune Christiansen, der trak sig som konsekvens af næstformandsvalget i september, hvor det tidligere folketingsmedlem Kathrine Olldag fik posten.

Til gengæld er Rune Christiansen stadig medlem af den hovedbestyrelse, der samles på søndag.

Internt i partiet har det længe før næstformandsvalget været kendt, at forholdet mellem Mikkel Sarbo og Rune Christiansen har været anstrengt. Det handler om organisatoriske forhold, hvor Christiansen kritiserer formanden for at ville strømline partiet så meget, at de lokale foreninger taber indflydelse. Og det handler om politik, hvor Sarbo regnes til den pragmatiske, indflydelsessøgende del, mens Christiansen er på den mere aktivistiske linje.

Hverken Mikkel Sarbo eller Rune Christiansen har ønsket at kommentere sagen, som de kalder et internt partianliggende.

Modtag Weekendavisens politiske nyhedsbrev

Hver mandag skriver politisk journalist Hans Mortensen om konflikter, anekdoter, politiske brudlinjer og detaljer, de fleste andre har overset.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.