Indiskretionerne i denne bog om blå bloks forvaltning af magten fra 2015 til 2019 er demokratiske i den forstand, at ingen skånes. Alle, næsten alle, er idioter, hævngerrige, småtskårne og ude af stand til at se de ødelæggelser, der gror op i deres fodspor.
Dag for dag, skridt for skridt, forvandlede hovedaktørerne et blåt folketingsflertal til en politisk tragedie og ødelagde forudsætningen for en regeringsduelig blå blok, så langt øjet kan skue.
Heller ikke forfatteren selv skånes, Insider er ikke et forsvarsskrift. Simon Emil Ammitzbøll-Bille har benyttet sin placering som deltager i toppen af dansk politik til en serie indiskretioner, som også stiller skarpt på Anders Samuelsens alt eller intet-tilgang til politik – af og til tilsyneladende hjælpsomt kursjusteret af pengemanden Lars Seier Christensen.
Ammitzbøll-Bille fulgte som nummer to loyalt Samuelsens kurs, heppede og tilskyndede, for det meste begejstret, først til allersidst kommer det til et brud mellem dem.
Stilen er journalistisk, holdt i en konsekvent dramatisk nutid, sjældent specielt analytisk, men alligevel svært fascinerende, fordi Ammitzbøll-Billes beretninger jo er tappet fra dansk politiks ellers nogenlunde lukkede allerinderste rum.
Først er forfatteren »blot« nummer to i Liberal Alliance, som efter valgsejren i 2015 bliver et nøgleparti i rammesætningen af Lars Løkke Rasmussens muligheder og begrænsninger for at forvalte magten som leder af den smalle Venstre-regering. Alt det med topskat og trætoppe, De ved.
Fra det sene efterår 2016 får han også adgang til regeringens økonomi- og koordinationsudvalg, da regeringen udvides med Liberal Alliance og Konservative. Ammitzbøll-Bille har samvittighedsfuldt noteret undervejs.
Nu deler han sine erindringer om det passerede som en forpustet whistleblower, der kommer løbende fra den nære fortid, men for sent til at afværge katastrofen: Hallo, vi var skingrende uansvarlige, nogen burde have reddet os fra os selv, vi ødelagde det hele, vi helmede ikke, før hærværket var fuldført og alt slået i stykker.
BEVARES, HELT DEMOKRATISK fordelt er elendighederne naturligvis ikke. Rollen som den mest destruktive idiot tildeles selvsagt Kristian Thulesen Dahl og »de kronisk småtskårne DF’ere«, som Liberal Alliance hele tiden sloges med om regeringens bedste retning.
Men i det større fælder Ammitzbøll-Bille også dom over Lars Løkke Rasmussen i den evindelige diskussion: Ville Løkke bare magten for enhver pris, eller var magtkampen mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance så destruktiv, at den blå statsminister aldrig fik en fair chance for at udfolde sit politiske talent?
Ammitzbøll-Billes dom baserer sig på dramaet, da Løkke truede med valg i starten af 2016 i forbindelse med en større konflikt med De Konservative om Eva Kjer Hansens skæbne som minister. Løkke viste sig at bluffe, og det blev meget betydningsfuldt, mener Ammitzbøll-Bille. En central vurdering i bogen er denne:
»Anders og jeg er rasende. Vores gruppe ligeså. Men vi har lært, at Løkke er villig til at gøre alt for at være statsminister. Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl har set det samme som os. Det øger modet og dumdristigheden hos partierne i resten af valgperioden, og det skal henlægge blå blok i et historisk kaos, at Løkkes bluff blev kaldt, og at vi alle så, at han vil være statsminister for enhver pris.«
Eller mere jævnt formuleret: Det var Løkkes skyld, vi blev så uansvarlige.
På de indre linjer i Liberal Alliance er det duoen Merete Riisager og i særklasse Henrik Dahl, som Ammitzbøll-Bille tæsker løs på med så stor en kæp, at overbalancen truer. Forfatterens indvendinger mod de to er til dels politiske og blotlægger brudflader i Liberal Alliance mellem en tænkning udgået fra Radikale Venstre og en stadig mere konservativ næret af optagethed af problemer i kølvandet på indvandringen fra Mellemøsten.
Men kritikken af Henrik Dahl er også personlig og hævnpræget: Sociologen får sit helt eget kapitel kaldet »Problembarnet«. Dahl er en evindelig brokker, han lærer nok aldrig at blive folketingsmedlem, han føler sig overset, »og ved flere lejligheder agerer han illoyalt i festligt lag med højlydte tilsvininger af ledelsen i overværelse af politikere fra andre partier«.
Hvad festligt lag mon betyder? Mod bogens slutning skriver Ammitzbøll-Bille, at en »hønefuld Henrik Dahl sviner Anders og den øvrige ledelse til foran rullende kameraer« efter Liberal Alliances monumentale valgnederlag i 2019.
BOGEN ER FULD af den slags. Rødvin skænkes og skænkes igen, smålige magtkampe mellem Løkke og hans næstformand, Kristian Jensen, udstilles, trusler, skældsord og mere rødvin leveres side efter side. Fra afdelingen for skældsord: Løkke skal på et koordinationsudvalgsmøde have hvæset, »og så vil tøsen ikke tage afsted«. Tøsen var Inger Støjberg, som nægtede at tage til Marokko for at underskrive en FN-erklæring om migration.
Alt dette gør Insider underholdende og i sig selv læseværdig, idet man som læser selv må afveje sin fryd over at se gardinerne trukket til side og mulig forargelse over, at loyalitet fylder så lidt nu for tiden. Halveringstiden på diskretion er imponerende blandt spøgelsesskikkelserne, der vandrer omkring i de blå ruiner.
Det er let selv at sammenstykke et indlysende budskab efter læsningen af bogens knap 300 sider om »aparterierne«, som Ammitzbøll-Bille benævner de fire samspilsramte år. De fleste af de centrale kamphaner er i dag politisk døde, ude af politik. Thulesen Dahl, Kristian Jensen, Liberal Alliances to lederfigurer.
Løkke er det ikke, han er politisk så levende som nogensinde. I stedet for at trække sig fra politik sprængte han den allerede vakkelvorne og kondemneringsmodne borgerlige bygning i stumper og stykker og proklamerede nødvendigheden af et samarbejde hen over midten.
Læst på den måde er Insider vel ikke et egentligt forsvarsskrift for Løkke, men i det mindste et solidt bidrag til en forklaring på, hvorfor blå blok i dag er en fiktion, et strejf af en sentimental erindring om engang for ikke så længe siden.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille: Insider. 270 sider. 300 kr. People’s.
