Stockholm dækket af pailletter og tyl

Første gang jeg græder over Taylor Swift-koncerten, er fem dage inden den overhovedet finder sted. Jeg går i en park med min kæreste. Vi taler om beslutningen om at tage til Stockholm, det økonomiske og planlægningen, og pludselig går det op for mig, at jeg kommer til at stå der i publikum, mens hun løber ud på scenen, som jeg ved, hun gør, skippende som en bekymringsløs skolepige, mens hun spiller på sin guitar. Og dér bliver mine øjne våde, ja, bare ved tanken om, hvor smukt et øjeblik det kommer til at blive.

Jeg har været i Stockholm flere gange, men da vi ankommer denne gang, ser jeg, at byen er fuldkommen forvandlet. De kunne lige så godt have kaldt den Swiftholm. Alle butiksvinduer har kække Swift-skilte, alle hotellerne byder »Swifties« velkommen og spiller hendes største hits i lobbyen, og jeg har aldrig set så meget tyl og så mange pailletter i et gadebillede. Vi har billetter til første aften og kan således sammen med byen glæde os til for første gang at være vidner til en verdensbegivenhed: The Eras Tour.

Vi tager direkte ud til Friends Arena, hvor det skal ske. Jeg har om morgenen købt nogle meget eksklusive VIP-billetter af en amerikansk fan, hvis VISA ikke gik igennem. Jeg blev meget rørt over, hvor billigt hun solgte mig sine billetter, vores korrespondance var fyldt med hjerte emojis, og af den årsag forærede jeg selv mine egne billetter gratis til en anden fan fra samme onlineforum. Jeg er fyldt af en følelse af kærlighed og samhørighed, og den fortsætter kun, da jeg sætter mig i VIP-køen sammen med de andre fans, som er mødt tidligt op for at komme så tæt på idolet som muligt.

Stemningen i køen er hyggelig, rolig og venskabelig. Nogle gange begynder folk at synge hendes sange, og enkelte synger spredt med. Pludselig hopper min kæreste i chok, da hele flokken råber med på sætningen »Fuck the patriarchy!« og derefter fortsætter, hvor de slap, som om det var det mest normale i verden. Ved siden af os sidder en større gruppe og laver de famøse venskabsarmbånd med perler og bogstaver, som det er blevet til en fantradition at udveksle til Taylor Swifts koncerter, efter hun på den forrige plade sang: »Make the friendship bracelets/ Take the moment and taste it.«

Når Taylor siger »lav armbånd«, så laver vi armbånd.

Er vi en del af en kapitalistisk scene? Ja. Selvfølgelig er vi det. Og vi ved det godt.

Foran mig sidder to fans, der lige har mødt hinanden, og hyggesnakker. En amerikaner og en finne. De opdager til deres fælles begejstring, at de begge er i færd med ingeniøruddannelser, og pludselig fyldes deres samtale med fagtermer. Det overrasker mig, og derved opdager jeg, at jeg nok stadig har en lille rest af den nedladende opfattelse af den normale Taylor Swift-fan fra dengang, jeg ikke selv var det. Jeg når kun kort at overveje, om de, ligesom jeg, nyder at være i et space, hvor de kan hengive sig til at modtage og ikke skal præstere, inden vi skal rejse os for at blive eskorteret ind til den gigantiske scene, som strækker sig hen over halvdelen af Arenaen.

Det er her, jeg græder igen. Det er lykkedes os at stå på første række (lige bag ved diamanten, som andre Swifties vil vide, hvad betyder), og jeg er godt klar over, at jeg med den placering kommer til at kunne se det hele. Og fordi Taylor Swift performer, som hun gør, kommer jeg måske endda til at have bittesmå øjeblikke med øjenkontakt med hende.

Hvordan er det sket? tænker jeg. Hvordan er jeg pludselig blevet så stor fan, at jeg vil ligge i kø i mange timer, en hel dag, og nu står og hikster til min kæreste: »Se lige, hvor tæt vi er på!« Det er ikke lang tid siden, jeg slet ikke vidste noget om hende. Jeg stod sammen med alle de andre fine kulturforbrugere og rynkede lidt på næsen ad den kedelige »girl next door«-æstetik, af alt det populistiske og de poppede melodier.

Hvordan startede det? Først en livevideo af den famøse ballade »All Too Well«, hvor Taylor kaster med hovedet og synger, som om hendes liv afhang af det. Så de to lidt mere hipsterspiselige folkalbum, som jeg begyndte at lytte til om morgenen i en periode, hvor jeg var nyforelsket. Pludselig en dag med tømmermænd faldt jeg over en youtuber, som analyserede teksterne på nogle af de sange, jeg bedst kunne lide.

Det var nok ved nærmere eftertanke dér, at det hele begyndte at eskalere for mig.

For jeg blev opslugt af Taylor Swifts online fanunivers. Det aktiverer det samme i mig, som liverollespil gjorde, da jeg var barn.

Derfor ved jeg også, at der i dette øjeblik, hvor et ur på storskærmen begynder at tælle ned, er tusindvis af fans fra hele verden, som følger med via grynede livestreams. De skriver nok allerede beskeder til hinanden inde på den faste chat, som jeg til tider har skimmet bare for at mærke det lille sus af, hvor meget denne koncert betyder for så mange.

Denne gang læser jeg dog ikke med. Jeg har efterladt min telefon i lommen, for jeg vil ikke gå glip af et eneste sekund. Det er befriende, berusende at tillade sig selv at blive revet helt og aldeles med. Så sjældent, jeg tør underkaste mig. Uret tæller ned, de sidste ti sekunder. Mine øjne flyder over.

De næste 3,5 timer er jeg lykkelig. Intens diamantklar lykke. Jeg har ikke lyst til at referere, hvad der sker. Enten kender De til Eras-tourens grandiose forløb, eller også er De ligeglad.

I en dansk anmeldelse kan jeg dagen efter læse, at dét, der skete i Stockholm, var hysteri. Én ting er, at ordet hysteri i det hele taget er et uhyggeligt og forældet ord, som får mig til at tænke på folk, der gerne vil give kvinder det hvide snit. En anden ting er, at hvad der normalt sker på sådan et stadion; fodboldkampe, hvor fans raserer en hel by og mødes for at slås, ikke får samme ord med på vejen.

Det mest ironiske er dog, at det, som denne anmelder kalder hysteri, er det mest trygge rum, jeg nogensinde har befundet mig i. Fuld plade på safe space-skalaen. Alle hjælper hinanden, der bliver hele koncerten igennem sørget for vand til svedende fans bag os, ingen skubber eller maser, men alle virker til gengæld interesserede i hinanden, glade på hinandens vegne over at kunne være til stede til sådan en begivenhed.

Misogyne anmeldere eller ej, jeg kan egentlig godt forstå, at det kan se lidt sindssygt ud udefra. Al den skrigen og gråd. Alle de indforståede historier og teorier. Al den samhørighed. Alle de kvinder, som klæder sig ud, hopper og danser. Smiler til hinanden over de tekster om kærlighed, som de allesammen har følt sig set af. Hvinende i fryd, når deres yndlingssang kommer på. Stockholm dækket af pailletter og tyl.

Jeg får bare lyst til at citere mit idol:

»Every time you call me crazy, I get more crazy, what about that?«

Jenny Rossander optræder som kunstner under navnet Lydmor. I denne uge udkommer hendes debutroman »Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen« på Politikens Forlag.