En far til et spædbarn står og vugger ømt, et ældre par venter ved barnevognen, om lidt skal barnet lægges, forhåbentlig indtræffer søvnen, inden koncerten med Mew begynder. I køen taler to kvinder bag mig om at besøge Hvidovres børneafdeling fredag aften; at det er utroligt, hvor lang tid man skal vente på at få det febersyge barn tilset. Da jeg kommer tilbage til min plads og min cola og min mand, er faren ude at syne, og bedsteforældrene har begge deres hoveder nede i kalechen, de pusler om det lille barn, synger for det. De skal våge, så han kan lytte.
Da jeg var 14 år, var jeg forelsket i Jonas Bjerre, forsangeren i Mew.
De album, der fortryllede mig, som jeg hørte igen og igen på mit værelse, hedder Frengers og And the Glass Handed Kites. Jonas Bjerre var indadvendt på en overjordisk måde. Som om han hang i med neglene i sine øjne og sin stemme, det drev ham frem med stor kraft: at synge.
Egentlig havde jeg troet, at jeg ville støde på nogen, jeg kendte til koncerten, mange af mine venner deler min ungdoms besættelse af Mew, min generation, os fra 30 til 40 år, mine frengers (not quite friends, but not quite strangers) burde være her, men den eneste, jeg genkendte, var ikke en ven, men Astrid Krag, 41 år, forventningsfuld med en lysende øl i hånden.
Det er særligt, når man får lov til at møde sig selv, som man var engang, når en tidsportal åbenbarer sig, og man tager imod en udstrakt hånd, sin egen purunge, kom her, kom tilbage, et øjeblik. I DRs koncerthus 8. april oplevede jeg den magi og det vemod, det er at genbesøge noget, der besatte mig fuldt og helt, da jeg var en pige med en klar og stædig idé om, at jeg var alene i verden, og at ingen forstod mig, men så var der noget, der talte så dybt til mig, til alle de vilde længsler, en pige på 14 kan have, at jeg forstod, at det er jeg ikke. Jeg er ikke alene om at føle mig fortabt og overvældet. Musikken gav mig håb og formodning om, at der er andre derude, som mig. Piger og drenge på værelser, der ligger på senge og lytter til trøsten, »Comforting Sounds«.
Det var et rørende møde. Jeg havde frygtet, at det ville føles som helligbrøde, at det ikke ville være muligt at træde ind, det ømme sted, der var engang, men stedet fandtes, var måske let forandret, men dog intakt, genkendeligt, forførende, det mærkede jeg, den forårsaften Jonas Bjerre stod foran mig og lignede sig selv, og lignede en, der, som mig, var mærket af tiden. Træt, stærk og levende, med store øjne og øjenvipper, der er muskler. Det blå mærke, Mew er for mig, er for Jonas Bjerre og Silas Graae og Johan Wohlert en bestilling, fortiden og skrøbeligheden et day job.
Den blidhed, styrke, sitrende energi, de mødte deres publikum med, var en gave. Som når foråret ikke længere er den nyhed, det var, da man havde gennemlevet det beskedne 14 gange, men nu møder det for 32. gang, for 47. gang.
Koncerten var smuk og ømskindet, og publikum var lidt trætte og opmærksomme, lyttende intenst, mens de indimellem skævede til telefonerne for at se, om dem, der passede deres børn, havde skrevet, at nu sov børnene trygt.
Jeg stejlede kun, da der blev opfordret til at klappe i takt, vugge med lysende telefoner, det var, som om det indadvendte skulle sejre, og Jonas Bjerres indadvendte, Twin Peaks-agtige dans sejrede.
