Mandag eftermiddag blev en bygning i den syriske hovedstad, Damaskus, ramt af bomber fra to B-35-fly. Det er et faktum, at bygningen blev jævnet med jorden, ligesom det er sikkert og vist, at den husede det iranske konsulat lige op ad den iranske ambassade. Målet var brigadegeneral Mohammad Reza Zahedi, en højtstående leder i Irans Revolutionsgarde, der blev dræbt sammen med flere andre, deriblandt hans højre hånd og lederen af revolutionsgarden i Syrien og Libanon.
Det er til gengæld ikke bekræftet, at bomberne blev kastet af israelske fly, og det bliver det heller ikke. Israel kommenterer ikke »forlydender i udenlandske medier«.
Det behøver israelerne heller ikke. Israel er konstant på jagt efter folk som Mohammad Reza Zahedi. Han var afgørende i det iranske arbejde med at organisere landets allierede militser i Mellemøsten, herunder Hizbollah. Og han er den seneste af flere likvideringer af ledende iranere med ansvar for Irans operationer i udlandet. I Teheran har man naturligvis reageret skarpt og sværger at hævne sig.
Angrebet vil hurtigt blive glemt i rækken af forfærdelige nyheder fra Mellemøsten, men det er vigtigt at fæstne sig ved det. Israels hyppige angreb på syriske mål viser, at konflikten mellem Iran og Israel er ved at blive en reel stedfortræderkrig i fuld skala, og det viser, at Israel nu øger indsatsen væsentligt.
Angrebet må have krævet en høj grad af viden om Zahedis færden og er en stor sejr for den israelske efterretningstjeneste, der led et frygteligt nederlag ved Hamas-angrebet 7. oktober. Det kommer tre dage efter et større israelsk angreb på Aleppo mod den iranskstøttede libanesiske Hizbollah-milits, som også er meget aktiv i Syrien. Det er udtryk for israelsk bekymring for, at Iran forsøger at gøre Syrien til base for Hizbollah-angreb mod Israel.
I Israel og blandt eksperter taler man stadig mere intenst om risikoen for krig mod Hizbollah i Libanon. Hizbollah er større, stærkere og langt bedre bevæbnet end Hamas. Og den shiamuslimske milits, der i højere grad end Hamas kontrolleres direkte af Iran, har angiveligt også gravet tunneler under grænsen til Israel. En sådan fuldskalakrig mellem Israel og Hizbollah med Iran i baggrunden kan få Gazakrigen til at blegne og Libanon til at bryde sammen.
Den iranske styrkeposition
Mellemøsten bliver stadig mere defineret af denne konfrontation mellem Iran og Israel. Selvom Hamas ikke er direkte kontrolleret af Iran, og selvom iranerne er tættere på Islamisk Jihad, har iranerne en overvældende interesse i, at Hamas bliver siddende på magten i Gaza. Der er total overensstemmelse mellem Irans og Hamas' politiske mål: at bekrige og i sidste ende eliminere Israel. Iran har udtrykt en vis irritation over ikke at være blevet inddraget i beslutningen om terrorangrebet i oktober, men man skal ikke være i tvivl: Falder Hamas i Gaza, vil det være et slag for mullaherne i Teheran.
Krigen mellem Israel og Hamas har da heller ikke svækket iranerne, tværtimod. Iran har kastet sine allierede, de yemenitiske houthier, ind i krigen mod Israel og den internationale skibstrafik. Og Irans shiamuslimske allierede i Irak destabiliserer konstant den irakiske regerings kontrol over landet, blandt andet ved at angribe amerikanske militære anlæg. Iran har desuden oprustet kraftigt med en række alvorlige cyberangreb på Israel de seneste måneder. Hvis man er fra Ukraine, vil man her lige minde om, at Iran også dér blander sig heftigt ved at udruste Rusland med droner og missiler.
Endnu mere alvorligt er det, at opmærksomheden på det iranske atomprogram er blevet afsporet det seneste halve år. Det blev næsten ikke bemærket, at Ali Akbar Salehi, en af topfolkene i det iranske atomprogram, i februar sagde, at Iran »nu har krydset alle forhindringerne for atomvidenskab og teknologi«.
Salehi sagde også, at iranerne har kontrol over alle delene til at bygge en atombombe, hvilket skal ses i forlængelse af den seneste rapport fra Det Internationale Atomenergiagentur fra februar, der konkluderer, at Iran på blot en uge kan producere nok uran til en atombombe. Iran er efter al sandsynlighed nu en såkaldt nuklear tærskelstat, hvis fjender må forventes at kunne slå igen med atomvåben i en krig.
Det er denne iranske styrkeposition og destabilisering af regionen, der har fået Israel og de sunnimuslimske golfstater til at rykke tættere på hinanden de senere år. Men krigen i Gaza har kastet grus i alliancen og styrket Iran i troen på, at de umage partnere kan splittes. Saudi-Arabien og Iran har genoptaget de diplomatiske forbindelser, og golfstaterne har nu fordømt det israelske angreb på konsulatet i Damaskus. Det ville de ikke have gjort for et halvt år siden. Irans position har gjort det umuligt at ignorere præstestyret: Det kan både udløse og forhindre en regional storkrig.
Det iranske regimes overlevelse, siger landets ledere selv, er afhængig af at kunne dominere Mellemøsten. Den iranske revolution er ikke slut, og den udkæmpes på alle fronter – diplomatisk og militært. Det er en af de afgørende grunde til, at Hamas ikke bør blive siddende på magten i Gaza. En langvarig våbenhvile med Hamas som magtfaktor vil øge risikoen for, at krigen fortsætter ind i Libanon og endda breder sig til Syrien. Sådan er det i dag, og sådan vil det være i de kommende år: Uanset hvor det brænder i Mellemøsten, er der tale om slag i en større krig mellem Iran og Israel.
