JERUSALEM var kogende, da Jesus kom til byen. Selvom vi ikke kender vejrudsigten eller det nøjagtige år (mange mener år 33), har der været tryk på: Jesus kom til den jødiske påskefejring, hvor der var over to millioner jødiske pilgrimme i byen. De strømmede til det store tempel, der ifølge de jødiske fortællinger rummede den hellige ark, grundstenen for verdens skabelse. Også dengang var Jerusalem en buldrende kedel af religiøse fanatikere og politisk uro. Og romerne holdt truende oprør og dommedagsprædikanter nede med hård magt.
ER Jesus’ ankomst til Jerusalem beskrevet i evangelierne, fortæller de også, hvorfor han valgte byen som sit revolutionære budskabs fikspunkt. En »profet kan ikke dræbes andre steder end i Jerusalem«, sagde han, »den store konges by«. Jerusalem var for længst mytificeret af jøderne, Davids by. En by uden strategisk betydning, en besværlighed af støv og sten. Og alligevel måtte romerne betvinge den. Her fuldbragte Jesus sit budskab om den snarlige apokalypse, der ville begynde i Jerusalem, hvor verden snart ville gå til grunde og genopstå. »Riv dette tempel ned,« sagde Jesus, »og jeg vil rejse det på tre dage.«
HELE verdens længsler har siden rettet sig mod Jerusalem. Her smeltes politik og religion sammen til den magiske ring, byens magthavere vil gøre alt for at beholde, sjældent ud fra helt rationelle overvejelser. 40 år efter den grusomme død på korset fik Jesus ret: Romerne slog det jødiske oprør ned med en voldsomhed, der fik jorden til at skælve, smadrede templet og sendte jøderne på flugt. Og mens jøderne begyndte det 2.000 år lange eksil, hvor de sværgede at vende tilbage, begyndte de første kristne at sprede budskabet om den korsfæstedes martyrium: At dø for denne guddommelige sandhed er det største, et menneske kan opnå. Og denne verdens lidelse er adgangsbilletten til det gudsrige, der opstår, når Jesus vender tilbage – til Jerusalem.
VERDENS hurtigst voksende religion tog magten over Rom, men alle senere kristne imperialister måtte naturligvis også besidde Jerusalem. At afgive magten over byen svarer til at acceptere andre religiøse sandheder om verdens dybeste sammenhænge. »Vi ville aldrig kunne opgive denne by, selvom der ikke var nogen af os tilbage,« skrev Richard Løvehjerte flere hundrede år senere til den muslimske hærfører Saladin. Da korsfarerne indtog byen, skete det i et blodbad af bibelske dimensioner.
LÆNGSEL efter Jerusalem var fra begyndelsen indbygget i islam, som gjorde forestillingen om byen som porten til Gud til muslimernes egen. Herfra steg Muhammed til himmels, og erobringen af al-Quds (Den Hellige) blev set som tegn på den kommende islamiske verdensorden. At rejse Klippemoskéen på netop Tempelpladsen markerede Kalifatets sejr og undertvingelsen af den anden store semitiske religion, der påstod at følge Guds lov. At dø i Jerusalem, sagde muslimerne, er som at dø i himlens første sfære.
EFTER byzantinerne kom perserne, så araberne efterfulgt af korsfarerne, der igen blev jaget bort af mamelukker, som blev nedkæmpet af osmannerne, der igen blev smidt ud af briterne. Som Simon Sebag Montefiore og Karen Armstrong skriver i hver sin strålende biografi om Jerusalem, indkapsler byen det dybe behov for at finde mening med tilværelsens lidelse. Det kræver myter, symboler og konkrete steder, og Jerusalem er det hele: »Som mødested mellem Gud og menneske er Jerusalem det sted, hvor de største spørgsmål besvares,« skriver Montefiore. Jøderne synger om Jerusalems lys, men alle ved, at byens gyldne sten hviler på død og ødelæggelse. Jerusalem er, sagde den arabiske historiker Muqaddasi, »et gyldent bæger fyldt med skorpioner« – et monument over den intolerance, der ligger så dybt i disse tre religioner.
MAGTEN over Jerusalem er aldrig gået uden om Grædemuren, Tempelbjerget eller Gravkirken. Selv de sekulære europæiske jøder, der konkluderede, at der nu måtte skabes et jødisk hjemland, opkaldte deres bevægelse efter Zionbjerget, Jerusalem ligger på. De zionistiske pionerer drømte om en socialistisk mønsterstat og erklærede, at de ikke engang ville tage imod Jerusalem som en gave, men også de måtte bøje sig. Da Israel erobrede Østjerusalem i 1967, var myten for stærk, Grædemurens symbolik for overvældende. Siden har israelerne kaldt Jerusalem for landets »evige, udelelige hovedstad«.
UNDERGANGEN har været den palæstinensiske fortælling om Jerusalem. Palæstinensere verden over drømmer om at vende tilbage til det palæstinensiske Atlantis, og billeder af den gyldne kuppel pryder ofte deres hjem. Men selvom israelerne har forsøgt at presse den arabiske historie og palæstinensiske identitet ud af byen, er det aldrig lykkedes. Uanset israelernes påstande er byen delt, det palæstinensiske Jerusalem findes, og alle ved, hvor det er. I forhandlinger mellem parterne har man derfor prøvet at udskyde spørgsmålet om Jerusalem, som alligevel er endt med at få fredsprocessen til at bryde sammen.
OG ekstremister på begge sider vil forsvare eller generobre Den Hellige By med alle midler. Hamas kaldte terrorangrebet 7. oktober for al-Quds-floden, hvor også al-Aqsa-brigaden deltog. Jødiske ekstremister fantaserer om at bombe Klippemoskeen og genopføre det jødiske tempel. Også sekulære på begge sider bruger enormt meget energi på at benægte modpartens fortællinger: Muslimerne har aldrig passet på byen! Det er kun den tredje islamiske helligdom! Palæstinenserne findes slet ikke! Eller: Kong Davids by har aldrig eksisteret! Jøderne kom som vestlige kolonisatorer! Eller endnu bedre: Jesus var palæstinenser! Altid handler det om, hvem der kom først. Myten er ikke bare større end sandheden, den er sandheden.
EVIG lidenskab for Jerusalem gælder ikke blot jøder og palæstinensere. Som Teddy Kollek, byens tidligere borgmester, sagde, har alle mennesker to byer: deres egen – og Jerusalem. Amerikansk støtte til Israel skyldes ikke mindst evangelikale kristne, der virkelig tror, at Israel i dag er varslet om besejringen af Antikrist på Tempelbjerget og Tusindårsrigets komme. Men selvom kristne i dag ikke længere gør krav på det dennesidige Jerusalem, har 2.000 års mytificering skabt dyb passion for byen. Selv unge mennesker uden en dråbe religiøsitet i sig, folk, der ikke aner, hvor Jerusalem ligger, føler trang til at erklære, hvilke myter der er mest sande, og hvem der derfor har mest ret til byen.
FRED kan aldrig opnås uden et slidsomt opgør med denne tankegang. Nye jerusalemfarere bliver altid overrasket over, hvor virkelig byen er: snavset, rodet, kaotisk, fyldt med kristne, jøder og muslimer, som igen kan opdeles i sekter og alskens etniciteter. Hver sten har været brugt til noget andet, som Montefiore skriver; »en kirke, et tempel, en moské, en triumfbue for et glemt imperium«. Historien viser, at man ikke kan ignorere de religiøse myter og fortællinger, og da slet ikke dem, der hyldes af de mennesker, man håber at kunne undertrykke. Jo mere man har forsøgt at udslette modpartens Jerusalem, desto voldsommere er man til sidst faldet. Tanken om Det Nye Jerusalem har altid handlet om ens egen religiøse fantasi. Det virkelig revolutionære vil derfor være at anerkende, at byen aldrig har været nogens. At Jerusalem aldrig har været udelelig. Fred i Mellemøsten kan kun opnås ved at dele det virkelige Jerusalem og acceptere, at der endda også bor andre slags mennesker i den himmelske by. Det kan kun ske, hvis alle de pragmatikere, der elsker denne skønne, ulyksalige stad, indtager både myterne og byen. Som historien også viser, kræver det stor beslutsomhed. God påske! kras
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
