»Du har de gule bukser på,« sagde min far, da jeg trådte ind.
Han sad i lænestolen henne ved vinduet i sin lille stue på plejehjemmet.
Jeg havde ganske rigtigt nogle meget gule, bredriflede fløjlsbukser på i behagelig pasform (hængerøv). Det var umuligt for mig at gå forbi dem i butikken. Selvom de er købt for nylig, er de som trådt lige ud af 1970erne. Farven, fløjlet, faconen.
Min far blev en lidt brysk type, da han gik ind i sine 90ere, og sagde sjældent noget godt om noget. Konstaterede bare. Og bemærkede altid de gule bukser. Jeg tror, han godt kunne lide dem, han har selv gået med gule fløjlsbukser. Jeg ser ham for mig i karrygule bukser, ruskindsjakke og med en pibe, der stak ud af fuldskægget. Vi er tilbage i hans storhedstid i 1960erne, -70erne og -80erne.
Om det var derfor, jeg havde købt bukserne, ved jeg ikke. Vi havde tit vores stridigheder og sammenstød. Nogle vil sige, at vi var to alen ud af ét stykke. Af samme grund vil jeg arbejde på at få en mindre konfrontatorisk tilgang til mine nærmeste, når jeg selv bliver gammel.
Han døde sidste sommer. Hans lunger og hjerte kunne ikke mere. I løbet af ganske kort tid satte alting ud. Han kunne ikke synke, ikke høre, ikke længere se normalt. Efter aftale med hospitalet, hvor han gentagne gange var blevet indlagt med lungebetændelse, blev han sendt hjem til en sidste pleje. Han vidste det godt, han var træt.
Han kom hjem en mandag, og allerede tirsdag eftermiddag blev jeg tilkaldt af plejehjemmet.
»Det vil nok være en god idé, hvis han har én hos sig i nat,« lød beskeden fra sygeplejersken. Jeg fik en ekstra seng og noget sengetøj ind på stuen.
KAN MAN SOVE, når ens gamle far måske er ved at dø?
Jeg syntes, han havde fortjent at slippe herfra. Han havde levet et langt liv, var brugt op. Jeg havde nået at hilse på ham, mens han endnu var halvvågen. Nu var han gledet ind i en tung, rolig søvn. Ikke mere noget med at hive efter vejret, og det var beroligende.
Vi, de nærmeste, havde tvivlet på, om plejehjemmet mon magtede opgaven. Det gjorde de. Natholdet var yderst professionelt. Hver anden time natten igennem kom de to, som udgjorde nattevagten, en mand og en kvinde. I den tavse nat kunne jeg høre elevatoren og deres lavmælte snak på gangen, når de nærmede sig. De kendte rutinerne og hinanden, de kendte min far. De fik givet ham morfin, så han forblev rolig og smertefri, og så de kunne vende ham og pleje ham regelmæssigt – helt uden at han våndede sig. Han var landet i en dyb, stabil søvn, og jeg var taknemmelig.
Jeg fandt gamle fotoalbum frem fra reolerne i hans stue og kiggede mig gennem min barndom. Minderne er faktisk gladere end billederne. Jeg så tit mere betuttet ud, end jeg var, især som teenager.
Min mor var den dygtige, klassisk kreativ med klaver og malerpensel, og så var hun den stabile kraft. Min far var humørsvingende, og hvad dertil hørte. Når jeg som lille var med min mor i byen, fik jeg en seddel, hvor hun havde tegnet alt det, vi skulle købe. Spegepølse, toiletruller, havregryn, rugbrød. Min mors rolige rammer betød, at det var lettere at stå imod nogle af min fars mange skøre indfald.
Der var for eksempel hans ubændige trang til at tæmme, klappe og fotografere svaner, hvilket betød, at vi børn i perioder ikke kunne komme ind til huset, når vi kom hjem fra skole. Der stod knopsvaner langs hele havegangen ind til hoveddøren og hvæsede.
Vores forældre var på arbejde, så vi måtte selv finde på råd. Kravle op ad et stendige, op over en skrænt, bag om huset og håbe på, at der var et vindue, som kunne lirkes op. Huset var anlagt på en stejl skråning ned til et dødishul med åkander, ænder og svaner.
Min far havde projekteret haven, omend den ikke så særlig projekteret ud. Det var i bund og grund en skrænt med langhåret græs, lupiner og frugttræer, afbrudt af en lille græsplæne. En lang trappe førte ned til et smalt stykke søbred med bålplads og hule. Huset var også håndtegnet og stod delvist på pæle.
Som skolebarn ønskede jeg mig bare et almindeligt hus med have – ligesom alle de andres.
MEN DEN NAT, jeg tilbragte hos min far på plejehjemmet, søgte jeg i tankerne rundt i min barndoms have. Jeg gik ad de forunderlige stier, han havde lavet, besøgte udkigsposter og huler og fandt både hasselnødder og ananasæbler. Satte jeg mon pris på det dengang?
Jeg fortsatte ind i huset. I stedet for at tage nøglen frem yndede jeg dengang at kravle ind i mælkeboksen (hvor vi fik leveret mælk dagligt) ved siden af hoveddøren. Jeg var lille nok til at være der, og hvis jeg bankede længe nok på inderlågen, faldt håndtaget ned, lågen sprang op, og jeg kunne komme ind i huset ad min helt egen vej.
Lyden af hoveddøren kunne jeg huske. Og indtrykket af entreen med de solgule døre – gult igen. Eftersom huset var bygget på en skråning, lå entreen i kælderen. Jeg gik til højre og kom ind til et gammelt koksfyr og et koksdepot under trappen. Jeg kan huske lyden af min far, der skovlede koks om morgenen. Og synet af mænd, der kom løbende ind ad havegangen med tunge sække med koks på ryggen. De var lidt skræmmende.
Til venstre lå et koldt rum, som var til forråd. Min far ville have været en storartet prepper. Det var hans domæne. Især var han bange for at løbe tør for fiskekonserves med blæksprutte og for poser med kokosmel og korender – han bagte kokosmakroner.
Jeg fortsatte op ad trappen, op i huset, og gik omkring og nød at åbne og lukke alle skabe. I dag ville man betragte det som et lillebitte hus. Siden mine forældre solgte det, er det udvidet flere gange, men endnu ikke revet ned og erstattet af et CO₂-forslugent monstrum med sortglaseret tegl.
MIN FAR sov fortsat trygt næste morgen, og jeg så mit snit til at tage et smut hjem for at få mig et bad. Jeg gav hans hånd et klem, før jeg gik. En halv time senere døde han.
Siden har der bredt sig en lettelse hos mig. Han fik en ordentlig død. Det kan lade sig gøre. Og vi kunne slippe det konstante alarmberedskab, man befinder sig i med en gammel syg forælder. Men det er især en lettelse over, at der nu er blevet plads til nogle af de sjovere minder fra dengang, han var fuld af livslyst og skøre indfald.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
