LONDON – Tilbage i Victoriatiden ville enhver brite med ambition om at kravle højere op ad den sociale rangstige have gjort alt i sin magt for at skjule sin jævne start på livet. Sådan er det ikke længere. Faktisk ser det ud til, at det modsatte er tilfældet: I dag er næsten halvdelen af alle dem, der selv siger, at de tilhører arbejderklassen, faktisk ansat i middelklassejob. Det viser den seneste British Social Attitudes-rapport fra september 2023.
I rapporten viser forskere fra National Centre for Social Research, at på trods af et markant fald i antallet af traditionelle arbejdere (en kategori, der tæller alt fra håndværkere og rengøringsmedarbejdere til kontorassistenter og hjemmehjælpere), så er antallet af briter, der identificerer sig som arbejderklasse, forblevet bemærkelsesværdigt stabilt over de seneste 40 år. Der er altså tilsyneladende opstået et misforhold mellem folks egen klasseidentitet og den klasse, de officielt tilhører i kraft af deres job.
Meget tyder på, at der også i det øvrige Europa er en tendens til at underspille egne privilegier. For selvom der er stor forskel på, hvor mange der beskriver sig selv om arbejderklasse i forskellige europæiske lande – i Danmark, Sverige og Luxembourg er det færre end 20 procent, mens det er hele 60 procent i Portugal og Spanien – så ser misforholdet mellem selvopfattelse og virkelighed ud til at gå igen. Som sociologen Aaron Reeves fra University of Oxford skriver i en sammenlignende analyse af 30 europæiske lande og regioner fra 2019, så kan det at betegne sig selv som middelklasse opfattes, »som om man symbolsk set hæver sig over andre mennesker«.
I Danmark ser billedet lidt anderledes ud. Danskerne ser i højere grad end briterne ud til at vurdere klasse ud fra de objektive kriterier såsom lønniveau, og her er det i højere grad middelklassen, der anses som »det almindelige«, ikke arbejderklassen. I oktober sidste år skabte det således debat, at statsminister Mette Frederiksen – trods en årsløn på 1,7 millioner kroner – beskrev sig selv som middelklasse.
»Der er nogle grupper, som man hellere vil tilhøre end andre,« fortæller Rune Stubager, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og har forsket i forskelle og ligheder mellem danskernes og briternes klasseopfattelse.
»Det er et generelt mønster, at det ikke er så godt at blive anset for at være alt for rig og for at tilhøre overklassen,« siger han.
Jobtitel eller familierødder
Briternes skæve selvopfattelse bekræftes af Tony Blair Instituttets rapport From Red Walls to Red Bridges: Politics After Class, hvor 62 procent af de adspurgte siger, at de tilhører arbejderklassen, selvom det ifølge det konventionelle klassifikationssystem kun er 43 procent.
I rapporten Deflecting Privilege konkluderer forskere fra London School of Economics, at hele 24 procent af de adspurgte både er ansat i et middelklassejob og er vokset op i en middelklassefamilie – men alligevel mener de selv, at de tilhører arbejderklassen.
Det er nærliggende at tro, at misforståelsen kan hænge sammen med de seneste års markante ændringer af arbejdsmarkedet. Mange af dem, der arbejder med medier, kunst og kultur, arkitektur, revision eller undervisning, er i dag freelancere eller ansat på korte kontrakter. Deres jobsikkerhed er ofte elendig og indkomsten usikker. Samtidig har stigende boligpriser og inflation udhulet folks indkomster, så de føler sig måske ikke specielt privilegerede.
Men ifølge Gillian Prior, vicedirektør for National Centre for Social Research, er klassifikationssystemet, som akademikere og analyseinstitutter bruger, blevet opdateret og tager hensyn til de nye arbejdsforhold. Og hun tilføjer, at tendensen til at opfatte sig selv som arbejderklasse også ses blandt dem, som økonomisk set klarer sig godt:
»Selv blandt dem i den øverste indkomstkvartil – altså folk med en høj indkomst – siger en tredjedel, at de tilhører arbejderklassen,« fortæller Gillian Prior.
Hun mener i stedet, at »der er sket en gradvis nedbrydning af forbindelsen mellem job og klasse« i det britiske. I stedet er det nu andre ting, der er vigtige. Uddannelse spiller for eksempel en stor rolle – omend 28 procent af dem, der har en videregående uddannelse, alligevel mener, at de tilhører arbejderklassen.
Der ser også ud til at være en forbindelse mellem, hvor i landet folk er vokset op og deres klasseidentitet.
»Flere fra det nordlige England siger, at de tilhører arbejderklassen, sammenlignet med folk fra London og det sydøstlige England. Så det handler om folks kulturelle identitet, som er knyttet lige så meget til vilkårene i deres barndom, hvor i landet de er opvokset og deres forældres situation, som til deres jobsituation,« siger hun.
Ifølge Peter Kellners research for Tony Blair Instituttet siger 84 procent af de adspurgte da også, at de tilhører den samme klasse som deres forældre.
»Det er tydeligt, at de omstændigheder, der normalt associeres med klasse – job, indkomst, kvalifikationer og boligejerskab – spiller en meget mindre rolle for, hvilken klasse folk identificerer sig med, end deres familierødder,« skriver han i rapporten.
Den ærlige arbejder
Peter Kellners undersøgelse peger også på en anden mulig forklaring: Folk fra arbejderklassen anses nemlig for at være venligere, ærligere, mere patriotiske, mere velgørende og sågar mere trofaste over for deres partnere. Kun otte procent af de adspurgte mener, at folk fra arbejderklassen er grådige, mens hele 47 procent mener, at folk fra middelklassen er det.
»Selv dem fra middelklassen har en tendens til at anse arbejderklassen som venligere og ærligere end folk fra deres egen klasse,« forklarer Kellner.
Ifølge Chris Clarke – en Labour-aktivist og forfatter – fortæller Kellners rapport noget vigtigt om det britiske samfund i dag.
»Den illustrerer, at vores politiske etos priser den jævne start på livet samt modgang på vejen op og berøring med almindelige menneskers liv. Dette er så allestedsnærværende, at det kun er, når man læser en klassisk victoriansk roman – hvor en victoriansk person skjuler sin ‘lave’ fødsel eller oplever den skam at miste sin formue – at man husker, at det ikke altid har været sådan,« skriver han i en kommentar på netmediet UnHerd:
»Nutidens egalitære normer er utvivlsomt en god ting. Men de øger sandsynligheden for, at folk forsøger at skjule, hvis de har haft en privilegeret opvækst, og i stedet fokuserer på de dele af deres identitet, som ikke er plettet af privilegier.«
Det er præcis samme konklusion, som professor Sam Friedman og hans kolleger Dave O’Brien og Ian McDonald kommer til i deres rapport Deflecting Privilege: Class Identity and Intergenerational Self fra 2021. I forbindelse med de 175 interview, der indgår i rapporten, opdagede de en tendens til, at folk greb langt tilbage i deres familiehistorie på jagt efter arbejderklasserødder. Samtidig forsøgte de at underspille de fordele, som deres middelklasseopvækst havde givet dem.
Skuespilleren Ella forsøgte for eksempel at bagatellisere, at hun var privat uddannet, ved at beskrive sin skole som »en af de mindre privatskoler, ret billig«. Hun var også bevidst om, at hendes accent ikke lød særlig arbejderklasseagtig.
»Jeg kommer fra en arbejderklassebaggrund, selv hvis jeg ikke lyder sådan,« sagde hun i interviewet med sociologerne.
Mike, der er partner i et revisionsfirma, lagde vægt på, at hans bedstemor som barn havde arbejdet på en fabrik, mens han bagatelliserede, at hans far var arkitekt: »Han var mere en opgraderet tekniker.«
Ifølge professor Friedman har ens bedsteforældres beskæftigelse imidlertid meget lidt at gøre med, hvordan man klarer sig i livet. Når folk alligevel griber tilbage i deres slægtshistorie, er det i et forsøg på at passe ind i et samfund, der hylder den meritokratiske idé om, at hårdt arbejde og talent, ikke fødsel og opvækst, er nøglen til succes.
»Hvad enten det er bevidst eller ubevidst, så er formålet med disse slægtshistorier – og med at identificere sig med en lavere social klasse – at retfærdiggøre den position, som man har opnået i livet,« siger Friedman.
Samtidig ønsker folk ikke at blive opfattet som prætentiøse, siger sociologen.
»Det at være middelklasse kommer med konnotationer af elite, snobberi, selvtilfredshed, så ved at sige, at man tilhører arbejderklassen, signalerer man, at man er almindelig.«
Marked for normalitet
Ifølge Rune Stubager er denne stræben efter normalitet noget, som man også ser i Danmark. Her er det dog ikke arbejderklassen, men middelklassen, man stræber imod:
»I Danmark er middelklassen midten – referencekategorien, som 40-45 procent selv mener, at de tilhører,« siger Stubager.
Tendensen til at underspille sin privilegerede opvækst er dog den samme.
»Et eksempel er det tidligere konservative folketingsmedlem Charlotte Dyremose, der er datter af Henning Dyremose, som var direktør i Tele Danmark, før han blev minister. Hun sagde engang i et interview, at hun ikke kom fra en særlig privilegeret baggrund, og det forklarede hun med, at de for eksempel havde plasticmøbler derhjemme,« siger professoren. Tilsvarende var der forretningsmanden Christian Kjær, som de fleste nok vil sige ligger lidt over middelklassen, men han har også afvist at være overklasse i et interview, og det begrundede han med, at han var dus med de fleste,« opremser professoren.
»Det er lidt den samme idé om, at man gerne vil undgå at tilhøre eliten, fordi man ikke vil rammes af nogle negative stereotyper om den gruppe. Og omvendt vil man gerne fremstille sig selv som lidt mere gennemsnitlig. Når politikere forsøger at skjule en privilegeret baggrund, er det også, fordi de gerne vil appellere bredere.«
Sam Friedmans seneste research, som endnu ikke er offentliggjort, viser netop, at der er et »marked for denne type normalitet blandt eliten i landet, fordi offentligheden har tendens til at synes bedre om folk, der kommer fra en mere ydmyg baggrund«.
Ifølge Friedman er det imidlertid problematisk, når så mange i dag fremstiller sig selv som værende fra en mindre privilegeret klasse end den, de rent faktisk er fra. Blandt andet mener han, at det kan forvrænge vores forståelse af, hvem der faktisk ender med at sidde på magten i landet.
»Det er med til at blænde for det faktum, at vi har et system, hvor det kun er folk med en meget specifik baggrund, som kommer fra de samme eliteskoler og universiteter, der når helt til tops,« siger Friedman.
Stubager supplerer: »Det kan være med til at skjule, hvordan strukturerne faktisk virker, og hvordan de faktiske forhold er. For der er jo langt færre fra arbejdsklassen, der bliver opstillet til forskellige politiske embeder og klarer sig godt.«
Ifølge Sam Friedman bliver det ikke mindre problematisk af, at så mange fra middelklassen tilsyneladende selv er overbevist om, at de er fra arbejderklassen, for det betyder, at de reelt mener, at de har fortjent deres privilegerede position i livet, og at dem, der ikke har opnået lignende succes, bare ikke har arbejdet hårdt nok eller været talentfulde nok. Dermed kan de være med til at fastholde et uretfærdigt system, siger han.
»Problemet er, at vores forståelse af ulighed bliver forplumret. For hvis folk selv mener, at de kommer fra arbejderklassen, så anerkender de ikke nødvendigvis de barrierer, som dem, der rent faktisk kommer fra arbejderklassen, møder i livet.«
