PARIS – Overalt i den vestlige verden taler økonomer og politologer med bekymring om fænomenet soft eller quiet quitting. Udtrykket dækker grundlæggende over, at lønmodtagerne ikke længere kerer sig om at yde deres ypperste, men nøjes med et absolut minimum af anstrengelser. Bare lige nok til, at de passerer under chefernes radar og ikke bliver fyret.
Ifølge en Gallup-undersøgelse fra september gælder det i USA hen ved halvdelen af arbejdsstyrken.
Men som så ofte før, når det drejer sig om globale tendenser og strømninger, viser Frankrig sig at tilhøre den absolutte avantgarde.
Og det kan undre, at begrebet ikke for længst har fået sin egen franske betegnelse, for her har man ikke blot kendt til det længe, nej, en fransk økonom affattede såmænd allerede i 2004 en guide til, hvordan man kunne slippe afsted med at lave mindst muligt på arbejdet – uden at blive opdaget.
Bogen havde den profane titel Bonjour paresse – Goddag til dovenskaben – en elegant allusion til Françoise Sagans berømte roman Bonjour tristesse fra 1954. Og dens undertitel, der nok kunne få enhver erhvervsboss til at se skarlagensrødt, lød: Om kunsten og nødvendigheden af at lave mindst muligt på sin arbejdsplads.
Bogens forfatter – en økonom fra den halvoffentlige energimastodont EDF – opfordrede i grove træk læserne til præcis det samme, som dagens repræsentanter for quiet quitting: at undgå at komme med gode ideer, der eksponerer og gør opmærksom på en selv og dermed skruer ledelsens forventningsniveau i vejret. At vige uden om poster med ansvar, som vil medføre ekstraarbejde, og i stedet gå målrettet efter underordnede stillinger, gerne som konsulent eller rådgiver, hvor det er vanskeligt at sætte medarbejderens arbejdsindsats i relation til virksomhedens omsætning.
Og endelig – denne skribents personlige favorit: aldrig at forlade kontoret uden en stak papirer under armen. Det giver indtryk af, at man enten tager arbejdet med hjem eller er på vej til et vigtigt møde (som i øvrigt også er et af de steder, hvor man har mulighed for at lave mindst muligt). Tomme hænder signalerer, at man er på vej til kantinen, og en avis under armen, at man er på vej på toilettet.
Bag bogen stod Corinne Maier. Og hun er mildt sagt en smule overrasket over, at hendes bog i dag synes som en nærmest profetisk drejebog for fænomenet quiet quitting, fortæller hun, da jeg møder hende på en travl café på avenue des Gobelins i det folkelige 13. arrondissement i den sydlige del af den franske hovedstad.
»Bogen var faktisk ment som en vittig og anarkistisk parodi på handelsakademiernes og businessskolernes håbløse 'sådan bliver du …-bøger'; disse mellemlederbibler om virksomhedsledelse, kvalitetsmaksimering og personlig udvikling«, siger hun, da vi har taget plads i et roligt hjørne af cafeen. Derfor optrådte hun også dengang i de franske medier i en T-shirt, hvorpå der på brystet uhørt flabet stod »arbejde dræber!« med store bogstaver.
Originalt? Det syntes hun faktisk ikke engang, det var dengang.
»Jeg lod mig bare inspirere af dét, jeg hørte omkring mig, og som var oppe i tiden,« siger hun beskedent.
Men beskeden er der nu ingen grund til at være. Hendes lille bog strøg til tops på bestsellerlisterne med over 250.000 solgte eksemplarer og blev en lige så stor succes i Spanien, Italien og sågar det protestantisk arbejdsomme Tyskland. Den blev også oversat til dansk. The New York Times kaldte hende »et moderne ikon for modkulturen«, mens BBC i 2016 kårede Corinne Maier til »en af klodens 100 mest indflydelsesrige og inspirerende kvinder«.
Og man forstår den megen virak, for hendes lille værk var ikke blot banebrydende, men udkom også, 14 år før antropologen David Graeber opfandt glosen »bullshit jobs«, og antropolog Dennis Nørmark og filosof Anders Fogh Jensen begyndte at tale om »pseudoarbejde«.
Travail: slid og slæb
Maier indleder dog med at insistere på en begrebsafklaring, før vi går dybere ind i materien. Hvad mener man egentlig med begrebet quiet quitting, spørger hun og skynder sig at svare, før jeg når at fange spørgsmålets retoriske karakter:
»Det er jo et meget flydende og æterisk udtryk. Men hvad dækker det over? Er der tale om folk, der yder en minimal indsats, eller om folk, der virkelig slæber på fødderne, absolut intet laver og dermed nærmest saboterer arbejdspladsen?« siger hun og slår spørgende ud med armen. For mens den sidste form for arbejdsvægring er ødelæggende, er den første med til at holde hjulene i gang, mener hun. »De første typer udfylder stadig en temmelig vigtig plads i samfundet og kan ikke siges at udgøre et egentligt problem,« vurderer hun og tilføjer, at det dog er klart, at der i begge tilfælde er tale om det, man kunne kalde »uengagerede medarbejdere«.
I begge tilfælde handler det nemlig om, at man i højere og højere grad kobler sin person og selvagtelse fra arbejdet.
»For rigtig mange mennesker er arbejdspladsen ikke længere stedet, hvor man udfolder og udvikler sig,« forklarer Maier.
Det er – siger hun – som om franskmændene de seneste år har genopdaget arbejdets etymologiske rødder: »Ordet travail (arbejde) betyder jo oprindeligt 'slid', og slid er lønmodtagerne klart mindre tilbøjelige til at affinde sig med i dag.«
Tallene giver hende ret. En meningsmåling fra opinionsinstituttet Ifop fra november viser således, at 37 procent af den franske arbejdsstyrke allerede praktiserer en form for quiet quitting. Forstået som, at de kun lige præcis opfylder deres kontraktlige forpligtelser. Intet overarbejde, ingen ekstra indsats eller anstrengelse.
Og tallene er i stærk stigning: Halvdelen af arbejdsstyrken mener nu, at arbejdet er et onde, man må døje med for at få sin løn. I 1993 var det tal på blot 25 procent.
Dovne katolikker
Men hvad skyldes det? Er det – som den tyske sociolog Max Weber vurderede i sit navnkundige værk Den protestantiske etik og kapitalismens ånd – et resultat af, at kapitalisme trives bedst i protestantiske lande, hvor individet bedømmes på sin samlede livsførelse og derfor er ansporet til at gå samvittighedsfuldt til sine opgaver, mens individet i katolske lande kan få visket tavlen ren en gang om ugen i skriftestolen, hvorfor det er lidt mere comme ci comme ça med samvittigheden.
Maier mener, at der stikker mere under.
»I 1904, da Weber forfattede værket, var den fordom nok tættere på virkeligheden. At de katolske franskmænd og italienere ikke lavede noget, passede godt ind i Webers matrice. Men den franske produktivitet er i dag fuldt på højde med den amerikanske,« indvender Maier og trækker på skuldrene.
Hun ser det snarere som et bredere fænomen, der ikke er begrænset til Frankrig. Et problem, der især rammer det, man i dag kalder »hvidflipsproletariatet« eller mere malende »kontorslavehæren«: folk i underordnede og usikre kontorjob, der døjer med slidsomme og tidskrævende opgaver. I Frankrig er de ekstremt strenge og rigide hierarkier dog en forstærkende faktor, der får lønmodtagerne til at føle, at de ingen indflydelse har på deres egen hverdag.
»Deres job udgør tidsmæssigt en tredjedel af deres liv eller omtrent halvdelen af deres vågne timer i døgnet. Timer, hvor de føler sig magtesløse. Efter min vurdering er det en af de væsentlige årsager til, at vi i dag ser talrige ubesatte stillinger i mange brancher. For eksempel er der i Frankrig mangel på bankfolk og revisorer – folk gider simpelthen ikke finde sig i det mere,« vurderer Maier.
Forfatteren Jean-Laurent Cassely beskriver i sin bog La révolte des premiers de la classe (De bedste elevers oprør) fra 2017, hvordan udtrykket »idiotarbejde« har spredt sig overalt.
Ingen føler sig i sikkerhed for de kriser, der med jævne mellemrum rammer arbejdsmarkedet – især kontorarbejdet: den økonomiske ustabilitet. Gentagne kriser. Kortsigtede hensyn til aktionærerne. For slet ikke at tale om den konstante »disruption« og digitalisering.
På mange måder en fuldstændig uironisk og nærmest 1:1-gengivelse af Corinne Maiers pointer fra 2004. Allerede dengang konstaterede hun på side 12 i sin bog, at »virksomheden ikke længere er arnested for den personlige succes. Den sociale opstigning er gået i stå, og den sikkerhed, som påskønnelsen fra arbejdspladsen førhen gav, er betydelig mindsket, ligesom pensionerne er i fare og karrieren meget usikker«.
De unge har andet at tage sig til
Hun peger ud mod en gruppe unge, der kommer slentrende ned ad boulevarden: »Det gælder jo i allerhøjeste grad for sådan nogle som dem,« siger hun.
Igen giver tallene hende ret: 43 procent af de franske lønmodtagere under 35 kan ifølge undersøgelsen fra Ifop kaldes quiet quitters.
»At gå efter at få succes og være professionelt ambitiøs anses af mange unge i dag for at være håbløst gammeldags,« forklarer hun. »Og man forstår jo egentlig godt deres dalende ambitionsniveau: Der er mindre sikkerhed i ansættelsen, og reallønnen har været faldende i en årrække nu. Uanset hvad er de dårligere stillet end deres forældre. Det er ikke motiverende.«
Corinne Maier mener, det er resultatet af flere ting: »De ældre generationer har pakket deres børn ind i vat, så dem under 30 slet ikke er rustet til de udfordringer, der er på arbejdsmarkedet; lad os bare kalde det 'virkeligheden' … men det er jo ikke kun et fransk, spansk eller italiensk problem, men et problem for hele Europa. Vi har en ekstremt høj ungdomsandel af de såkaldte NEETs (folk, som hverken er i job, under uddannelse eller oplæring, red.) på knap 14 procent af de 15-29-årige. Og det koster mange penge at have dem gående rundt,« forklarer hun.
Ifølge Maier er problemerne blevet forstærket af de langstrakte covidnedlukninger, Ruslands krig mod Ukraine og den stærke bevidsthed om klimakrisen:
»Det har overbevist mange unge om, at det er omsonst at planlægge langt frem i tiden, når verden pludselig fra den ene dag til den anden alligevel kan lukke ned og kvæle deres planer,« siger hun. »Derfor vil mange af dem hellere bruge tiden på ting, der betyder noget for dem, og som giver mening nu. De vil ikke ofre deres ungdom på en usikker fremtid om mange år.«
De føler, at alt mulig andet er mere presserende, ikke mindst at redde planeten. Man kunne kalde det Greta Thunberg-syndromet.
Politologen Luc Rouban fra det samfundsvidenskabelige forskningsinstitut Cévipof peger således på en tendens til, at de unge bevæger sig mere og mere væk fra akademiske studier og stillesiddende kontorarbejde. »Færre og færre gymnasieelever har lyst til at give sig i kast med længerevarende uddannelser og foretrækker kortere praktiske kurser, der giver dem en hurtigere mulighed for at komme i arbejde og få kontrol over deres eget liv,« pointerede han forleden i nyhedsmagasinet L'Obs.
Corinne Maier er enig og citerer et stykke fra en af sine andre bøger Dehors les enfants! (Ud med børnene fra 2020), hvori hun netop skriver om det problematiske i de hjemmeboende NEETs: »De sidder med et tomt blik i øjnene og glaner på jobannoncer, og ikke én af dem passer til noget, de kan lave med den gymnasiale generalisteksamen, som de ellers havde fået at vide kunne føre til hvad som helst.«
Iværksætter eller dovendidrik
Men arbejdstagerne følger ikke længere den klassiske karrieres slagne vej. Arbejdsmarkedet er ganske enkelt i opbrud:
Ifølge en spørgeskemaundersøgelse fra opinionsinstituttet BVA i efteråret 2022 har 25-33 procent af arbejdsstyrken alvorligt overvejet at skifte metier i løbet af de seneste fem år. 58 procent af disse lønmodtagere er gået i gang med at efteruddanne sig, og tre fjerdedele af de individer, som allerede aktivt er gået i gang med et professionelt skift, har rent faktisk droppet deres job og fundet en anden metier.
Man kan således tale om en slags tvedeling af arbejdsstyrken: mellem dem, der bliver en slags selvstændige iværksættere, og dem, der laver ingenting.
De første ønsker at være herre i eget hus og få mere kontrol over karrieren og hurtigt: »De er ikke quiet quitters, de går hen og bliver økolandmænd eller ostehandlere og laver et fysisk stykke arbejde,« siger Maier.
Og den anden store og mere uengagerede gruppe består især af lønmodtagere i kommunikations- og konsulentbranchen eller folk med kontorarbejde, der – med et lån fra forfatteren Romain Guilleaumes bog Le Bûcher des Illusions (Illusionernes bål fra 2004) – mener, at man bør »arbejde for at leve, snarere end leve for at arbejde«.
Det er dem, der – som 74-78 procent af de 18-34-årige ifølge en måling fra Ipsos – plæderer for en decideret »ret til dovenskab«.
Så Corinne Maiers bog fra 2004 var faktisk et kig ind i krystalkuglen.
»Måske skulle jeg tilføje profet som titel på mit visitkort,« ler hun.
Og hendes job i EDF? Hun blev naturligvis afskediget, aldrig så snart mediebevågenheden omkring hende var begyndt at aftage. Årsagen? Hun havde siddet og læst avis til et af afdelingsmøderne.
