Jurnalister billede

Aske Munck

(født 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har tidligere været korrespondent i London for Information, assisterende udlandsredaktør på Politiken og har siden 2003 arbejdet i Frankrig for blandt andre, Politiken, P1 Orientering og Weekendavisen. Og har været kommentator på de franske tv-stationer France24 og iTélé. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001) og guidebogen Turen går til Paris (2009), som han løbende opdaterer ved siden af sit arbejde for Weekendavisen.
Interview. »Det er fuldstændig vanvittigt, at vi som samfund intet gør for at begrænse børns brug af skærme. Folk er langsomt ved at vågne op, men skaderne på børnenes hjerner kan allerede være uoprettelige,« advarer neurobiolog Michel Desmurget.

Dommedags­skærmen

Dommedags­skærmen Af Aske Munck

LYON – Lavere intelligens, ringere sprogkundskaber, begrænset ordforråd, koncentrations­besvær, dårligere impulskontrol, mindre empati, søvnforstyrrelser, overvægt og en række andre sundhedsproblemer.

»Hvis de symptomer kunne sættes i forbindelse med en hvilken som helst virus, ville folk blive skrækslagne og sporenstregs kaste millioner i at finde en effektiv kur,« siger neurobiologen Michel Desmurget, da han har opsummeret den foruroligende salve af negative bivirkninger af børn og unges overdrevne brug af skærme – iPads, computere, tv og mobiltelefoner.

Han tilføjer som et lakonisk punktum:

»Men fordi det handler om skærmbrug, trækker folk på skuldrene og siger bare, at vi forskere ’nok overdriver voldsomt’, og at ’man ikke skal være så bange for fremskridtet’, selv om det betyder, at vores børn bliver fede, syge og dumme.«

Desmurget ryster opgivende på hovedet og leder mig gennem indkørslen hen til Center for kognitiv videnskab ved Lyons neurobiologiske hospital i forstaden Bron, der er tilknyttet det nationale medicinske og sundhedsvidenskabelige forskningsinstitut INSERM, hvor han er forskningschef. Han er en tætbygget mand med daggamle skægskygger, kronraget isse, mørk fleece-jakke og lædervandrestøvler og ligner umiddelbart mere en stifinder fra de nærliggende Jurabjerge end en neurobiologisk forsker, hvis speciale er postoperativ heling hos små børn efter neurokirurgiske indgreb ved hospitalets neuro­pædiatriske afdeling.

Desmurget har i en årrække arbejdet i USA ved Massachusetts Institute of Technology og University of California, San Francisco og har netop udgivet bogen La fabrique du crétin digital – les dangers des écrans pour nos enfants (Den digitale idiotfabrik – skærmene udgør en fare for vore børn), og hans erklærede mål er at råbe folk op og få dem til at overveje, hvad det er, de udsætter deres børn for.

»Ingen ville jo give deres børn vodka, kokain eller sende dem i biografen og se pornofilm, vel? Nej, men det, vi gør ved vore børn i dag, er i realiteten lige så slemt,« siger han.

Han taler hurtigt og overraskende metaforisk for en forsker og bruger ord som »hjernestøv­sugning«, »decerebralisering« og »intelligens­forvitring«, når han beskriver de allesteds­­nærværende skærmes effekt på den digitale tidsalders børn og unge. Han mener, at tiden er kommet til at være direkte og kontant og registrerer ikke uden en vis tilfredshed min bestyrtelse over hans udsagn, idet jeg allerede har fortalt, at jeg har to døtre på seks og otte år.

»Det er altså kun dovne journalister og en række politikere, der stadig ikke vil erkende, at skærme er skidt for børns udvikling. Vi fag­forskere og videnskabsfolk har været enige længe. På den måde minder det lidt om klimaspørgsmålet – bortset fra at kampen mod skærmene endnu ikke har fået hjælp fra nogen Greta Thunberg,« siger Desmurget.

Da jeg indvender, at det måske i nogles øren kan lyde lidt vel sort-hvidt, vifter han afvisende med hånden:

»Hver gang folk hævder, at ’det ikke er så slemt’, eller at ’forskningen peger i flere retninger’, beder jeg dem præsentere mig for bare én seriøs og solid undersøgelse, der viser, at skærme gavner børnene. Men de findes ikke. Overhovedet.«

Læs også advarslen fra den tyske sociolog Steffen Mau om, at vores liv bliver gjort op i tal og data: »Skæbne på autopilot«

Han trækker to kopper kaffe til os i en lille aula og leder mig hen til et anonymt kontor med en række gamle maskiner og udtjente computere, der mest af alt ligner en slags interimistisk it-kirkegård.

Han minder om, at næsten en fjerdedel af de over 400 sider i hans bog er henvisninger til »holdbare, valide, reliable videnskabelige undersøgelser«, der viser, at overdreven skærmbrug er skadelig. Jeg indvender, at Weekendavisen for nylig har haft held til at prikke huller i en ePIRL-undersøgelse fra 2016, der blev brugt som bevis for, at skærmlæsning ødelagde børns tekstforståelse.

– Vores journalist kunne jo påvise, at ePIRL-undersøgelsen ikke kunne vise noget definitivt om, at skærmlæsning skulle virke hæmmende på børns læsefærdigheder?

Michel Desmurget rynker brynene og ser let irriteret på mig:

»Det er samvittigheden, der gør, at I klynger jer til at kunne afvise én undersøgelse. Der er ingen, ingen undersøgelser, som peger på, at skærme gør noget som helst godt for børn og unges udvikling. Folk kan jo mene noget andet, men jeg er videnskabsmand, så jeg forholder mig udelukkende til fakta. For ’uden fakta er man bare endnu en person med en holdning’,« siger han med et citat fra OECDs uddannelsesdirektør, Andreas Schleicher.

For at underbygge sit postulat henviser Desmurget blandt andet til de tilbagevendende PISA-undersøgelser over børn og unges skolefærdigheder, og her viser tallene for blandt andet Sverige og Finland – to af de lande, der har haft digitalisering af undervisningen som erklæret indsatsområde, at de er styrtdykket i både matematik og læsning i løbet af de seneste år.

Ifølge Desmurget er udviklingen slet ikke overraskende. Et barn i første klasse bruger i gennemsnit 1000 timer foran en skærm om året, og det stiger med alderen: For en gymnasieelev er der tale om 2400 timer.

»Forældrene tænker måske bare: ’Nåja, et par timer om dagen fra eller til.’ Men den kumule­rede effekt er enorm. Tænk, hvis de brugte den tid på at læse, dyrke sport, spille klaver, tale sammen eller simpelthen kede sig. Hvis en forælder bruger blot et kvarter på at læse højt for sit barn hver dag, har barnet hørt mindst en million ord ved årets udgang,« siger Desmurget, der citerer flere undersøgelser, som viser, hvor forenklet og ikke-lærerigt et sprog, der anvendes på de skærme, vore børn stirrer konstant på. For det er nemlig det, de gør, forklarer han: Stirrer, glor og glaner. De sidder ikke og lærer.

»Størsteparten af børn og unges skærmaktivitet er passiv – og fordummende – glanen. Selv om vi forsøger at bilde os ind, at man jo kan lære på en iPad, og at der er alle mulige gode apps. Så er det YouTube-videoer, Netflix og online-tv, de bruger deres tid på,« forklarer Desmurget.

En havsnegls IQ

Vi forblinder os selv med det, han kalder »det ideelle, forestillede forbrug«, og han skoser den »håbløst idylliserende myte« om de såkaldte digital natives. Realiteten er, at vore børn måske nok er vant til computere og digitale gadgets, men deres kundskaber begrænser sig til utrolig simple handlinger som at bestille en pizza, købe en T-shirt eller søge på google. »I realiteten er de blot øvede knappetrykkere og kan kun ting, der ikke kræver en IQ, som er meget højere end en havsnegls,« som han formulerer det.

Ikke just noget at være stolt af, især ikke i Danmark, hvor en uheldig blanding af techgiganternes økonomiske interesser og naiv politisk fremtidsbegejstring har ført til en stort set kritikløs digitalisering, som Weekendavisens journalist Markus Bernsen har beskrevet det i bogen Danmark disrupted. Ikke mindst i skolen, hvor man nu bruger iPads og skærme i undervisningen helt ned i de mindste klasser i folkeskolen.

I stedet for at opfinde slogans som ’én computer til alle børn’ og ’it-styrket undervisning’ er det derfor på høje tid – mener Desmurget – at overveje, om det overhovedet er godt for børnene, på et tidspunkt, hvor over 90 procent af børn under et år har leget med en iPad:

»Vores samfund har forandret sig helt utrolig meget i de seneste årtier. Men den menneskelige hjerne har ikke udviklet sig grundlæggende i de seneste tusindvis af år. Og den er ganske enkelt ikke konstrueret til passivt at håndtere det sensoriske tæppebombardement, som den i dag bliver udsat for fra en helt tidlig alder. De voldsomme visuelle stimuli atrofierer nærmest hjernen på dét tidspunkt, hvor dens plasticitet er størst, og hvor den er bedst gearet til at lære, og når det vindue lukker sig, er det altså for sent,« forklarer en ivrigt gestikulerende Desmurget.

Han medgiver, at det kan være okay at bruge det til undervisningsbrug, hvor det ikke er decideret skadeligt. Men han insisterer alligevel på, at man bør diskutere, hvad computere og iPads erstatter: »Et barns hjerne har brug for fysisk nærvær, direkte verbal kontakt med voksne; at samtale og høre andre tale. Uden underlægningsmusik. Og i virkeligheden – uden for skærmens indsnævrende todimensionale univers.«

Læs også om fire opbyggelige bøger om at genfinde børn og voksnes værdighed, frihed og fred foran de evindelige skærme: »De afhængige«

Desmurget peger på, at flere forsøg allerede har påvist, at når ét hold elever sidder over for læreren, mens et andet følger undervisningen på en skærm, svarer eleverne i den ’rigtige’ klasse 25 procent bedre på spørgsmål til undervisningen. Og undersøgelserne viser også, at »en god skærmassisteret lærer på intet tidspunkt er bedre end blot en god lærer – uden skærm,« insisterer han:

»Det er jo heller ikke det samme at se Picassos Guernica på et postkort eller høre en arie i TV som at stå foran værket i Madrid eller sidde i operaen i Paris. Derfor er det vel heller ikke overraskende, at læring ved skærm bliver mere overfladisk og mindre bundfældet.«

Han understreger flere gange, at der ingen diskussion er i forhold til den videnskabelige litteratur på området: »Jo mere tid børn og unge bruger foran TV, på computerspil, deres smartphone eller på sociale medier med deres ustoppelige strøm af likes, lol og yolo, desto dårligere klarer de sig i skolen.«

Han nævner en passant, at såkaldte first person shooter-spil som Call of Duty og Medal of Honour ved længere tids aktivitet medfører en hypotrofiering af den grå substans omkring hippocampus: et fænomen som flere studier har kædet sammen med udviklingen af depressioner, skizofreni og sågar Alzheimers, »hvilket virkelig burde bekymre forældre til gamere«, som han siger.

En guldfisks koncentration

Han har for alvor talt sig varm, og de mange undersøgelsers resultater fyger nu fra ham i en lind og nærmest ustoppelig strøm. Han nævner blandt andet en række forsøg med rotter, der påviste, at de blev voldsomt stressede, blot man skiftede deres sensoriske duftindtryk hver time. Men med børn med en iPad eller smartphone er bombardementet jo konstant. Og i timevis. Effekten kan man selv tænke sig til, men Desmurget giver alligevel et let skræmmende eksempel:

»Mange børn kan ikke holde koncentrationen længere end en guldfisk. Det er også derfor, reklamer både på nettet og i tv bliver kortere og kortere: hvis de er længere end ti sekunder, står børn og unge af med det samme.«

Desmurgets bog er ikke rar læsning, hvis man – som mange nok gør – en gang imellem lader barnet hænge for længe i sofaen med iPaden i hånden. Ikke desto mindre har den i flere uger ligget på bestsellerlisterne i Frankrig. Og han medgiver da også, at der er en groende klangbund for hans formaninger om skærmes skadelige påvirkning af vore børns udvikling. Men fortrinsvis blandt akademikere og højtuddannede. Og det er for Desmurget et af de allerstørste demokratiske problemer: For digitaliseringen af uddannelsessystemet og børnenes skærmafhængighed har en social slagside.

»Den bedste måde at få den sociale ulighed til at stige er ved at indføre informationsteknologi i skolen. Det er jo ellers altid blevet markedsført som det modsatte: en måde at skabe lighed på. Men de børn, der klarer sig bedst i den digitaliserede virkelighed, er dem, som kommer fra de mest ressourcestærke hjem, hvor man taler mest sammen, og hvor forældrene stadig læser for og bruger tid med deres børn,« forklarer Desmurget.

Hjernedød underholdning

Han frygter, at vi uden egentlig at opdage det er ved at skabe en 1:1-model af det strengt hierar­kisk opdelte rædselssamfund, som Aldous Huxley beskriver i sin dystopiske klassiker Fagre nye verden fra 1932, og som netop handler om menneskelig fremmedgørelse i et fuldstændig teknologibaseret samfund:

»For mig er Huxleys vision langt mere skræmmende end George Orwells i 1984, fordi trælbindingen i Huxleys bog ikke foregår ved undertrykkelse og overvågning, men i fuld tilfredshed. Alle affinder sig passivt med deres plads. Også på bunden.«

Han er ikke et sekund i tvivl om, at en af de stærkeste motivationer for digitaliseringen er økonomisk, og han nævner som eksempel en overraskende samtale, han har haft med en fransk folkevalgt, hvis voldsomme kynisme han først troede var en spøg:

»Jeg påpegede, at alle studier viste, at elevernes kognitive niveau dalede både med hensyn til sprog, opmærksomhed og helt almindelig basisviden, og at digitaliseringen af undervisningen kun gjorde det værre. Hertil svarede han, at det moderne videnssamfund kun berørte en lille minoritet, mens 90 procent af fremtidens job er ufaglærte, og ingen uddannelse vil kræve. ’Men hvorfor sender vi så folk i gymnasiet og på universitetet bagefter,’ spurgte jeg. Han svarede: ’Fordi en studerende er billigere end en ledig og socialt mere acceptabel. Og samtidig er de kortere tid på arbejdsmarkedet, hvilket betyder lavere pensioner.’ Jeg aner ikke, hvor megen lid jeg skal fæste til det, han sagde, men som Marat (læge og videnskabsmand fra den franske revolution i 1789, red.) sagde: ’Hvis man vil lægge folket i lænker, må man først lulle dem i søvn.’ Og hvilken bedre måde at gøre det på end ved at pacificere dem med skærme og hjernedød underholdning?«

Men hvad kan man egentlig gøre for at vende udviklingen?

Som forælder kan man følge to af Michel Desmurgets ganske enkle regler, der dog nok kommer til at kræve tid, kræfter og indædt kamp af forældrene, men som – garanterer han – børnene vil takke én for, når de bliver voksne (og klogere): ingen skærm, før de er fyldt seks år. Og når de er fyldt seks, da ikke mere end maksimalt 60 minutters skærmtid om dagen – 30 minutter, hvis man vil være på den sikre side.

Og som samfund?

Man kunne følge Taiwans eksempel. Her giver det ifølge Desmurget hårde bødestraffe at lade et barn under 24 måneder bruge en smartphone eller en iPad, ligesom forældrene er forpligtet til at sørge for, at børn (over to år) og unge ikke bruger dem længere end 30 minutter ad gangen.

Men selv om så drastisk en lovgivning næppe foreløbig er realistisk i Europa, er der ifølge Desmurget ingen tvivl om, at der må og skal gøres noget, før det er for sent.

»Vi befinder os midt i en fuldstændig løbsk udvikling. Vi er gået fra kun at ville det bedste for vores børn til at være tilfredse med at begrænse ødelæggelserne,« sukker han og slår opgivende ud med armen.

»Folk bruger oceaner af tid og penge på at finde de bedste skoler og fritidsaktiviteter til deres børn, men når det drejer sig om skærmene, som de hurtigt kommer til at bruge langt mere tid på, kaster de fleste håndklædet i ringen og overlader børnene til sig selv. Det er absurd.«

 

Læs også om, at de nyeste studier tyder på, at vi tænker fint, selvom vi konstant er online: »Mobildemens«

Side 8