For tiden kan man nemt sidde tilbage med det indtryk, at hvis NATO skal have en ny kvindelig generalsekretær, så står valget mellem Mette og Frederiksen.
Men sådan er det nu ikke. Hvis NATO beslutter, at det skal være en kvinde – og det står ingen steder skrevet – så er der alligevel mange at vælge imellem.
Særligt balterne synes formelig at vælte sig i egnede kandidater. Der er Kersti Kaljulaid, der var den første kvindelige og yngste præsident for Estland fra 2016-2021. Eller der er Dalia Grybauskaite, som blev den første kvindelige litauiske præsident, 2009-2019, og som også har været EU-kommissær. Eller frisk fra fad de siddende premierministre i Estland og Litauen, Kaja Kallas og Ingrida Simonyte. Og hvis man ikke behøver at have været regeringschef, men »bare« skal have været forsvarsminister eller udenrigsminister, så kommer vi heller ikke uden om den tidligere litauiske forsvarsminister Rasa Jukneviciene.
Tilfælles har alle disse kvinder, at de lever fuldt og helt op til det, der er blevet NATOs nye mission: at holde amerikanerne inde, russerne nede og kineserne ude.
Nu er der dem, der vil hævde, at det går Frankrig og Tyskland aldrig med til, fordi de damer simpelthen er for klare i spyttet over for både Rusland og Kina. Og det er ingen hemmelighed, at det primært er de store lande, der har det afgørende ord – USA, Tyskland, Frankrig og Storbritannien – og så Tyrkiet, der over årene har tiltaget sig en slags vetoret.
I så fald kan det være, at man retter blikket mod kandidater i de østeuropæiske lande, som har været knap så krigeriske verbalt. For der er en bred erkendelse af, at det ville pynte med en østeuropæer som generalsekretær, når nu truslen udgår fra østfronten, og når Østeuropa ikke har haft posten før.
Derfor kunne man vælge Kolinda Grabar-Kitarovic, der var Kroatiens yngste og første kvindelige præsident fra 2015-2020 og desuden fra 2011-2014 arbejdede i NATO som assisterende generalsekretær for public diplomacy (imagepleje) under Fogh Rasmussen og Stoltenberg. Hun har simpelthen været ansat til at sælge NATO til befolkningerne. Alternativt kan man fra Kroatien også vælge tidligere premierminister Jadranka Kosor eller tidligere udenrigsministre Vesna Pusic og Marija Pejcinovic Buric.
Nu kan det selvfølgelig blive et problem, at sidstnævnte kommer fra det eksplosive Balkan, hvor større uroligheder sagtens kan bryde ud i de kommende år og kræve NATOs indsættelse. I så fald er det måske mere oplagt med den slovakiske præsident, Zuzana Caputova, der blev Slovakiets yngste og første kvindelige præsident i 2019. Hun er ganske vist mest kendt for sin kamp mod miljøsvineri, men for nylig advarede hun om den stigende russiske indflydelse i landet.
Den slovakiske regering har ellers stået last og brast med ukrainerne og leveret MIG-29 kampfly til de ukrainske styrker, men meningsmålingerne tyder ikke på, at den har befolkningen bag sig. I en nyere af slagsen svarer et flertal af de adspurgte, at »USA trækker Slovakiet ind i en krig med Rusland og profiterer af det«. Måske kunne det stemme befolkningen mildere, hvis en slovak blev NATOs nye generalsekretær.
MEN LAD OS så sige, at det bliver for bøvlet med en generalsekretær fra Østeuropa.
I så fald vil det være oplagt at vende blikket mod NATOs sydflanke, hvor de også klager over mangel på opmærksomhed. Her kunne Federica Mogherini fra Italien være et bud: Hun var fra 2014-2019 EUs »udenrigsminister« – eller »Høje repræsentant for unionens udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik«, som det hedder på EU-lingo. Desuden har hun kortvarigt været italiensk udenrigsminister. Italienerne sad tidligere i en lang årrække tungt på posten som vicegeneralsekretær i NATO, men det er efterhånden over 20 år siden, og de føler sig garanteret overset. Ved at udnævne hende kunne man samtidig sige tak til den siddende regeringschef, Meloni, for fuldtonet modstand mod Putin, hvilket ikke er helt nemt i en koalitionsregering, der både tæller Berlusconis og Salvinis partier.
Dog er det ikke sikkert, at Meloni ville opfatte det som en cadeau. Hendes forhold til den progressive Mogherini er anstrengt. Det har det været siden 2016, hvor Mogherini græd på en pressekonference i Jordan, da hun som EUs udenrigsminister skulle udtale sig om de dødelige terrorangreb i Bruxelles. Det fik Meloni, der på det tidspunkt kandiderede til borgmesterposten i Rom, til at sige, at hun skammede sig på Italiens vegne, og at Mogherini var »et symbol på det blødsødne Europa«. På den baggrund er det måske lidt svært at se for sig, at regeringen skulle markedsføre Mogherini som kandidat.
Men så kunne man jo også tage en fra Spanien. Landet har ikke haft posten siden 1999, hvor Javier Solana gik af. Om den spanske regering vil foreslå sin forsvarsminister, Margarita Robles, er dog usikkert: Hun er helt sikkert egnet, men sandsynligheden er ikke stor, eftersom en anden spanier, Josep Borrell, for tiden er EUs »udenrigsminister«. Der bliver for meget conquistador over det.
MEN HVAD SÅ med en kandidat fra de fire lande, som afgør sagen? Ja, Frankrig og Tyskland vil næppe vække begejstring i Østeuropa og i USA og Storbritannien, dertil er der drukket for meget dialogkaffe med Putin i årene forud for invasionen. Muligvis er de heller ikke selv interesserede, fordi de håber at kunne spille en rolle ved en fremtidig fredsslutning.
En brite er på grund af Brexit no-go for Frankrig, og en amerikaner bliver det helt sikkert ikke: USA har altid overladt posten til europæerne, fordi den øverstkommanderende SACEUR – Supreme Allied Commander Europe – alle dage har været en amerikansk general.
Har jeg mon glemt nogle kandidater? Ja, da. Mange. Den tidligere hollandske forsvarsminister og nuværende chef for FN-missionen i Irak, Jeanine Antoinette Hennis-Plasschaert. For eksempel.
Og så selvfølgelig Mette Frederiksen. Hun har stadig en chance. Og hvis hun får posten, er det helt sikkert ikke, fordi hun er kvinde. Dertil er der trods alt for mange at vælge mellem.
