DANSK politik har med ét forandret sig. En nærliggende metafor er, at en afdød pludselig rejser sig og viser sig at være i live. Eller rettere: at et helt lighus vækkes, og at de genopstandne bevæger sig rundt mellem hinanden – forfjamskede over, at livet så pludseligt er strømmet tilbage til de kolde, stive lemmer. Dansk politik har været nedfrosset, låst i givne og kendte mønstre. Nu er der bevægelse overalt.
POLITIK har på alle afgørende måder været domineret af Mette Frederiksen, siden hun blev statsminister i juni 2019. Hun blev valgt på et snævert flertal og skabte en mindretalsregering, men pandemi, økonomiske krise, Ruslands krig mod Ukraine og en helt ny sikkerhedssituation har gjort hende mere eller mindre urørlig. Hun forstod at gribe fat i Guds kappe og etablere sig som en formidabel kraft, der regerede næsten hinsides politiske og ideologiske skel. Ingen danske og få internationale toppolitikere kan hamle op med hendes politiske tæft. Det er ikke alene sket på grund af krig og corona – Frederiksens gennemslagskraft, omstillingsparathed og evne til at aflæse og dominere enhver politisk situation er umådelig.
REJSER Mette Frederiksens eventuelle exit med ét en række spørgsmål, selvom ingen jo aner, om hun rent faktisk vil blive NATO-chef, skyldes det netop, at hendes tilstedeværelse i dansk politik har været så total. Den blotte antagelse om dette exit åbner sprækker overalt. Først og fremmest i Socialdemokratiet, dette store hus fuldt af ideologiske modsætninger og personlige stridigheder, som Mette Frederiksen, først med hjælp fra Henrik Sass, dernæst Martin Rossen, har styret med jernhård disciplin. Et hus, hvor de andre beboere oftest gør, som de får besked på, og holder deres skepsis for sig selv.
SIG nu ikke, at det er præmaturt med denne spekulation i udsigten til politik uden Frederiksen. Alene muligheden for partiformandens afgang har fået Socialdemokratiet til at åbne sig som en gammel træstamme efter vinterens kulde, og livet myldrer frem: På kryds og tværs løber ideologiske og personlige modsætninger, som både handler om personlig magt, temperament og uenighed om retningen for landet. Det er usandsynligt, at finansminister Nicolai Wammen vil være i stand til at lægge disse modsætninger tilbage i deres dvale. Årene med Mette Frederiksen har for Socialdemokratiet været en stor succes, men også præget af stilstand, når det gælder intern debat, og af stor nervøsitet og håndskyhed i resten af partiorganisationen.
FRA socialdemokrater og resten af det politiske spektrum bør der lyde et lettelsens suk. Forlader Frederiksen sit partis lederskab, vil det frigøre en stor, tilbageholdt energi. Socialdemokratiets størrelse og betydning gør det helt afgørende, at det er i bevægelse og har plads til de modsætninger, der findes. En af grundene til, at det hele står så stille i både regeringen og partiet i disse måneder, er, at alt for få mennesker i Socialdemokratiet har fået lov at bidrage til debatten og taget ansvar for at bringe den videre.
DE andre partier i Frederiksens regering er også straks blevet påvirket af den hypotetiske, men meget tilstedeværende sandsynlighed for regeringschefens afgang. Også her, i arbejdsfællesskabet, blotlægges både personlige og ideologiske modsætninger. Mette Frederiksens faste hånd på styret og den kultur for ensretning, der er omkring hende, har kun akkurat kunnet skjule de hårdt opspændte indre kompromiser i regeringen. Den er bundet af politiske forlig og fastholdt i den spændetrøje, de tre partier har iklædt sig, og den har ingen politisk vision ud over sin evindelige krisefortælling. Lars Løkke Rasmussen har ret: Politik bør handle om noget. Dansk politik uden Mette Frederiksen kan få det til at ske igen.
DØDE gjorde politik altså ikke i årene siden 2019, selvom det er en af Frederiksens spidskompetencer at lade, som om interessemodsætningerne i samfundet er forsvundet og afløst af intelligente og modige hensyn til fællesskabets bedste. I disse dage rejses der krav om, at der bør udskrives folketingsvalg, hvis statsministeren går af. Dette krav kommer naturligvis fra partier, der har fremgang i meningsmålingerne, men kravet er rimeligt. Socialdemokratiet har siden Mette Frederiksens udnævnelse til formand bidraget til en hidtil uset personificering af politik. Hun har sat et markant aftryk, og både hendes parti og hendes regeringsprojekt er i høj grad knyttet til hende. Går hun af mindre end et år inde i valgperioden, bør vælgerne selvfølgelig få mulighed for at forme tiden efter Frederiksen.
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
