Kritikken af Qatar i forbindelse med det afholdte fodbold-VM satte ufrihed og slaveri på dagsordenen. En moderne form for slaveri, der let opstår dér, hvor migranter eller flygtninge strømmer til.
FIFA-præsident Gianni Infantino, der har bosat sig i Qatar, åbnede imidlertid en historisk ladeport i et forsøg på at forsvare landet. Det skete med schweizerens tale dagen før VM-åbningen om, at europæerne bør skamme sig over det, de har forvoldt ude i verden gennem 3.000 år.
Det blev ikke helt klart, hvad Infantino sigtede til, men et eventuelt moralsk-historisk eftersyn må i så fald også omfatte den arabiske verden. Her begyndte man nemlig først i anden halvdel af 1900-tallet og efter internationalt pres at afvikle det traditionelle slaveri.
Historikere lader almindeligvis tingene tale for sig selv og er forsigtige med at fælde moralske og politiske domme. Det gælder dog ikke den fransk-senegalesiske antropolog og økonom Tidiane N'Diaye, der spørger, hvorfor den vestlige (transatlantiske) slavehandel med sine 12 millioner ofre trækkes frem igen og igen, mens den østlige, der sendte 17 millioner sorte til det, han kalder den arabisk-muslimske verden, forties.
Han opfordrer de arabiske lande til selvkritisk erkendelse, selvom de afviste netop det på FNs antiracismekonference i Durban i 2001. Mange har formentlig afvist hans bog Det tilslørede folkemord – den arabiske slavehandel i Afrika (2015) som tendentiøs.
Alene N'Diayes valg af titel kan virke afskrækkende og henviser til, at araberne har forhindret sorte efterkommere. Bortset fra en nedtoning af de afrikanske kongers og høvdinges meddelagtighed i slavehandelen er han faktuelt på linje med et andet grundigt værk, svenske Dick Harrisons Slaveriets historie (2017).
Den østlige slavehandels begyndelse kan dateres til arabernes erobring af Egypten i 632, det første led i den arabiske ekspansion. Hvad det drejede sig om, fulgte på skrift i 652 i en traktat med naboerne mod syd, som opnåede fred mod en årlig leverance af 360 slaver af blandet køn og god kvalitet. I takt med den arabiske ekspansion mod vest steg de årlige slavetransporter til flere tusinde. Dette er veldokumenteret i forskningen, men hvad med formidlingen?
I både grundskolen og på ungdomsuddannelserne har den vestlige slavehandel længe været et populært emne i historietimerne, typisk under overskriften Trekantshandelen, den oversøiske handel mellem Europa, Afrika og den amerikansk-caribiske verden, oftest eksemplificeret med USA og slaveriet i Sydstaterne.
Sådan er de gængse lærebøger skrevet. Ganske misvisende kommer slavehandelen dermed til at fremstå som et europæisk-vestligt fænomen, til trods for at den havde været praktiseret af araberne i otte århundreder, før den vestlige begyndte i 1400-tallet.
Formidlingens begrænsede fokus er også på andre måder problematisk. Dels kommer det fejlagtigt til at se ud, som om slavehandelen og slaveriet ophørte med den vestlige abolitionisme i 1800-tallet, skønt der så sent som i anden halvdel af 1900-tallet fandtes traditionelle afrikanske slavemarkeder i den østlige handel.
Problematisk er det også at fremstille slaveriet som et resultat af økonomiske kræfter. Slaveri handler, som Harrison understreger, også altid om magt og foragt for svaghed, om tradition, status, sex og bekvemmelighed. Derfor har slaveriet vist sig så tilpasningsdygtigt.
Historieformidlingen på dette område har været uændret i årtier, men det er på tide, vi tilpasser den til den viden, der foreligger, samt en forandret verden. Diskussionen om migrantarbejdernes usle vilkår i Qatar viser hvorfor.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
