Klokken 9.36 bliver den forvaringsdømte ført ind. Let krumrygget med langt, fint lysegråt hår omkring en blank isse, rund mave og barm. Huden er glat uden spor af skægvækst, og et par mørke øjne blinker bag firkantede glas over den spidse næse. Det er svært at aldersbedømme fangen, men det fremgår af sagsakterne, at hun er 62 år. Orange bluse og et bredt sort bælte om livet. Neglene er lakeret røde. »Ja,« svarer hun kort, da dommeren identificerer hende. En mandig røst.
Advokat Julie Stage spørger, om fangen kan få sine stramme håndjern af.
»Det er fra Kriminalforsorgens side vurderet, at der skal være håndjern på,« siger den ene af to betjente, »men det er selvfølgelig op til dommeren«. Håndjernene må gerne komme af. Det brede bælte, der ligner et stykke modepynt, men er en del af retssystemets udstyr til at holde en indsat fast, følger med.
»Sagen her rejser vigtige principielle spørgsmål om, hvordan personer, der har skiftet køn, skal afsone,« siger Julie Stage til de tre dommere. Hun er klædt i sort og bærer perlekæde, hurtig diktion.
Hendes klient, som nu sidder let sammensunket og kigger stift frem for sig, skiftede i 2015 juridisk køn til kvinde og har siden stævnet Herstedvester Fængsel og Direktoratet for Kriminalforsorgen: Den indsatte transkvinde vil slippe for nøgenvisitationer foretaget af fængslets mandlige betjente og ikke længere afgive urinprøver i mændenes påsyn. For disse visitationer, som hun finder ydmygende, kræver hun 80.000 kroner i erstatning. Og endelig vil hun ud af den afdeling, hvor de mandlige fanger afsoner. Især det sidste er en knast i et fængselssystem, der blev skabt, før transkønnedes rettigheder blev et politisk tema.
Kvinden i den orange bluse tabte sidste år i byretten – dog med den indrømmelse, at dommeren »tilpligtede de sagsøgte«, altså fængsel og Kriminalforsorgen, fremover at omtale hende med ordene hun og hende. Sig »hun«, indskærper dommer Mette Lyster Knudsen i landsretten, da Kriminalforsorgens advokat et øjeblik glemmer det.
Retsformanden smiler venligt. Østre Landsret dufter af lyst træ. Selv kunsten på væggene ligner lyst træ; det er en ejendommelig scene for den triste og voldelige historie, som er den indsattes liv.
Dømt som ganske ung for blufærdighedskrænkelse, brandstiftelse, tyveri og hærværk i 1980, senere også for en voldtægt – og i 1990 forvaringsdømt efter en voldtægt af særlig farlig karakter. Dengang levede hun som mand. Hun slog en sovende kvinde med en brosten, kidnappede og forgreb sig på hende. Kriminalforsorgens advokat, Paw Fruerlund fra Kammeradvokaten, minder med mild stemme retten om disse detaljer. Også om slaget med en fyldt sodavandsflaske, som ifølge dommen blev knust mod offerets hoved.
Efter at have været prøveudskrevet i et år begik hun i 2010 væbnet røveri – angiveligt i den tro, at det ville forvandle forvaringsdommen til en almindelig tidsbestemt fængselsstraf. Sådan blev det ikke, i dag er hun fortsat i forvaring i sit 63. år.
Men betyder det også, at hun skal være dømt til at leve blandt biologiske mænd med en mandlig kønsidentitet, der er idømt lange straffe for hård kriminalitet? Ja, mener Herstedvester Fængsel, som efter kønsskiftet på skrift instruerede personalet om, at det ændrede køn »ingen afsoningsmæssige konsekvenser« skulle have. Den forvaringsdømte var fortsat at »betragte som mand«; skulle visiteres som mand, af mænd. Ifølge Julie Stage omkring 400 visitationer siden 2012 på den særligt indgribende måde, hvor personalet tjekker, om den indsatte har skjult genstande i endetarmen. Sådanne visitationer skal ifølge de europæiske fængselsregler, som Danmark har tilkendegivet at ville følge, foretages af fængselspersonale af samme køn – på engelsk: gender – som den indsatte. Ordet »gender« har betydning for sagen, fordi det i engelsk lovgivning bruges om kønsidentitet i modsætning til biologisk køn, der på engelsk hedder »biological sex«. På dansk kan begge dele kaldes køn, men indholdet af ordet kan medføre flere eller færre rettigheder til en indsat, hvilket er afgørende i denne sag.
Julie Stage, der uden betaling fører retssagen mod fængselsvæsenet, siger, at hendes klient er placeret i en umulig situation. Systemet har afvist – i et notat fra indsattes psykolog – at hun kan få udgangstilladelse for at få et kirurgisk kønsskifte: Den mandlige del af hendes fysiognomi holder hende fast i mændenes del af fængslet, men undersøgelserne før et kønsskifte anses i notatet ikke som en gyldig grund til udgang fra fængslet, et catch-22.
Fængselsvæsnet bestrider dette. Advokat Paw Fruerlund siger, at den dømte har fået mulighed for at komme til konsultation om et kirurgisk kønsskifte, men hun er bakket ud af processen selv.
I retten fortæller den dømte med nordjysk dialekt om at isolere sig fra de øvrige indsatte, som mobber hende. Når dagens arbejde er slut om eftermiddagen, lader hun sig låse inde i sin celle. »De driller, laver chikane på mig, tager deres tøj af … 'Skal vi ikke ha’ sex sammen?' siger de. De mandlige indsatte kører på mig hele tiden.« Hun fortæller, at hun ikke har mulighed for at leve som kvinde, at hun har fået at vide, at hun ikke må tage nederdel eller kjole på, fordi »de andre indsatte kunne lave overgreb over for mig«.
»Hvornår begyndte du at identificere dig som pige?« spørger advokat Julie Stage.
»Da jeg var barn. Da jeg var cirka syv år gammel. Jeg legede med dukker,« svarer hun. »Min mor ville have, jeg skulle være en dreng.«
»Hvordan var det?«
»Et helvede uden lige.«
Fangen er født med Klinefelters syndrom, der giver kromosomfordelingen XXY, altså et ekstra kvindeligt kromosom ved siden af den maskuline kombination XY. Det giver en begrænset udvikling af testiklerne, og niveauet af det mandlige kønshormon, testosteron, bliver lavt. Hun fortæller, at forældrene fik bortopereret hendes brystvæv, da hun voksede op, senere kom det igen.
»Ville du være lige så glad for at komme på en afdeling for andre transkønnede som på en afdeling for kvinder?« spørger Julie Stage. »Ja, det ville jeg,« siger hun.
En sådan afdeling findes ikke i Danmark. Men ifølge en rapport fra sidste år fra Institut for Menneskerettigheder kan det i særlige tilfælde være en løsning »at anbringe den indsatte på en af Kriminalforsorgens pensioner, navnlig hvor det hverken vil være hensigtsmæssigt at placere den indsatte i en mande- eller kvindeafdeling.«
»Kønsminoriteter er en særligt sårbar gruppe, der oftere mistrives og er udsat for diskrimination og overgreb i fængsler, og beskyttelsen af kønsminoriteter sikres blandt andet ved, at de har mulighed for at afsone deres straf i afdelinger, hvor de føler sig trygge,« uddyber Morten Wøldike, leder af Institut for Menneskerettigheders arbejde med køn og lgbt+, da Weekendavisen ringer til ham onsdag eftermiddag. Han fortsætter:
»Det er vigtigt, at kønsminoritetsindsatte ikke nægtes mulighed for at blive placeret på en kvindeafdeling ud fra helt generelle sikkerhedsovervejelser, men kun i tilfælde, hvor der er en konkret og aktuel sikkerhedsrisiko for den indsatte selv og de andre indsatte på afdelingen.«
Norge, Sverige, Finland og Storbritannien har, modsat Danmark, retningslinjer, der skal sikre, at kønsminoriteter »er trygge under varetægtsfængsling og afsoning og har mulighed for at leve som dem, de er – også imens de er indsatte«, som der står i førnævnte rapport. Kriminalforsorgen arbejder nu også på en sådan vejledning, men Weekendavisen har kun fået aktindsigt i en lille del af forarbejdet. Det fremgår dog, at Kriminalforsorgen afventer dommen i denne uges retssag i landsretten, før man skriver den færdig, og at man er i dialog med Institut for Menneskerettigheder om emnet.
Tilbage i retten i en kort pause har de fleste forladt lokalet. De eneste tilbageværende er to betjente ved dørene og så Weekendavisens udsendte og fangen, som nu rejser sig op og kommer hen. »De lyver,« siger hun. Hun fastholder øjenkontakt og nævner årstal og et væld af detaljer uden at stoppe op og sikre sig, at hun bliver forstået, hvilket er vanskeligt.
– Er du farlig?
»Nej, jeg opfører mig stille og roligt.«
– Men du var farlig engang.
»Nej,« siger hun.
Senere procederer advokaterne.
»Den her sag handler om, at min klient mere end noget andet ønsker at komme væk fra mandeafdelingen og være et sted, hvor hun kan være den, hun er, og hvor hun kan leve som kvinde. Hvor hun ikke er isoleret og ensom,« siger Julie Stage, der minder om, at andre grupper får særhensyn i danske fængsler. »Vi hører hver dag om Satudarah-rockere, der skal afsone i en del af fængslet for sig; det samme for pædofile, men transkønnede tager man overhovedet ikke hensyn til.«
Institut for Menneskerettigheder mener, at man skal anbringe en fange der, hvor det juridiske køn tilsiger, medmindre der er konkrete grunde til at lade være. Paw Fruerlund forklarer fængselsvæsnets syn på, hvordan forskellige køn skal behandles. Sagen kan koges ned til, om man i alle henseender skal behandles som det køn, man føler sig som, siger han. »Min påstand er, at svaret er nej.«
»Spørgsmålet er, hvordan vi skal definere køn i lovens forstand,« siger han. Loven er, fra før »hele køns- og identitetsdebatten for alvor begyndte at florere«.
Da man vedtog cpr-loven i 2014, tog man ikke stilling til placering af fanger, siger han.
»Der er ikke noget juridisk grundlag for at antage, at formålet med loven skulle være at lade personer foretage et juridisk kønsskifte med den virkning, at de skulle behandles anderledes i danske fængsler,« siger statens advokat. »Det er både lovligt og sagligt,« at fængslet placerede den indsatte på en afdeling for mænd.
Fruerlund griber om sin kappes revers og krydser armene foran brystet, mens han taler. Det er ikke i strid med de europæiske fængselsregler at fortolke ordet »gender« som »biologisk køn«, sådan som man fortolker det i Danmark.
»Der er ingen præcedens fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i forhold til den her sag.«
Paw Fruerlund siger, at »helt basalt har [den indsatte] stadig de mandlige kønsorganer«.
Der er et hensyn til de kvindelige fanger. »Den her tese om, at man kan placere hende på en afdeling, der ikke findes, kan jo ikke lade sig gøre. Alternativet [til mandeafdelingen] er kvindernes afdeling.«
Selvom den indsattes syndrom medfører et lavt testosteronniveau, forhindrede det jo ikke to voldtægter i fortiden. »Så vi skal ikke bare chance den,« siger han. »Hun har vist sig villig til at udøve en helt utrolig hård vold mod også helt forsvarsløse kvinder.«
Da retsforhandlingen er slut, har Weekendavisen et spørgsmål til advokat Julie Stage:
– Hvorfor har du valgt denne sag, hvor din klient er dømt for forfærdelige ting? Hvis der var en transkønnet kvinde i mandefængslet, der sad fængslet for ubetalte biblioteksbøder, ville det så ikke være en bedre principiel sag at føre?
»Nej, jeg synes, dette er den perfekte sag, for den europæiske menneskerettighedskonvention gælder netop for alle afsonere,« siger Julie Stage.
Dommen bliver afsagt 24. maj.
