En aftale om finansloven plejer at være signal om begyndende julefred i dansk politik. Men når regeringen i næste uge efter alt at dømme afslutter forhandlingerne med en række partier, er der hverken udsigt til jul eller fred.
På grund af valget i november ligger forhandlingerne nu, og den finanslov, der efterfølgende bliver vedtaget, gælder derfor kun i omkring otte måneder. Blandt andet af den grund har der været historisk få penge at forhandle om. Alligevel vil der være betydelig symbolværdi for regeringen i den aftale, der bliver indgået.
Efter bededagsballaden er det en selvstændig pointe for regeringen at få flere partier med. Beruselsen over at være flertalsregering, der sådan set bare kan gennemføre sin politik uden at spørge nogen om lov, synes at være fordampet i takt med meningsmålingernes unisone melding om vælgernes flugt over både det højre og venstre plankeværk.
Magt? Jovist, men ikke så fuldkommen endda. Når magten og æren ikke lige følges, kan det være rart at have nogen at dele med.
På den baggrund kan det forekomme skrabet, at finansminister Nicolai Wammen på forhånd meddelte, at han kun havde 200 millioner kroner at forhandle om. Et beløb, der end ikke kunne lokke partier som Konservative, Enhedslisten og Alternativet ind i forhandlingslokalet.
Billige symboler
Andre valgte trods den beskedne ramme at forsøge, og sandelig om ikke finansministeren undervejs fandt lidt flere penge.
Om det så er nok til at stille de øvrige partier tilfreds, er uvist. Men SF, Radikale, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti har i hvert fald til det sidste forsøgt at få plads ved det beskedne grødfad. I mangel af store penge har intentionen både fra regeringen og de øvrige partier været at finde indrømmelser med betydelig symbolværdi.
Danmarksdemokraterne, der af gode grunde er til finanslovsforhandlinger for første gang, forhandler således om at skaffe forbedringer i den såkaldte udkant. Det drejer sig dels om penge til udbygning af bredbåndsnettet, dels om puljer til nedrivning af faldefærdige huse. Selve formålet er finansministeren angiveligt helt med på, men størrelsen af det tilbudte beløb har ikke imponeret Danmarksdemokraternes forhandlere, der derfor stadig overvejer, om de skal indgå en aftale eller melde sig ud.
Det samme er situationen for Liberal Alliance. Partileder Alex Vanopslagh fastslog på sidste weekends landsmøde, at hans parti er et indflydelsesparti. Det betyder i praksis, at selvom man er imod den siddende regering, kommer man ikke til at sidde en valgperiode med armene over kors. Han er klar, hvis der er alvor i regeringens erklæringer om vilje til bredt samarbejde. Men det skal kunne ses på aftalerne, at Liberal Alliance har været der.
Muligheden i forbindelse med finanslovforhandlingerne er ifølge flere kilder at hæve det beløb, som unge under 18 år med fritidsjob kan tjene, før der skal betales skat. Om det så i sidste ende er nok til at betegne som et tydeligt fingeraftryk, er endnu uafklaret. For på den anden side kommer man til at give regeringen chancen for at markedsføre sig selv som åbne for det brede samarbejde.
De Radikale og SF regnes for mere sikre forligspartnere. Til den side har regeringen tilbudt penge, der skal bruges til at arbejde for bedre trivsel for unge. Desuden vil der være penge til oprydning i såkaldt generationsforurening, som eksempelvis ved Cheminova i Harboøre. Yderligere forhandles der om en pulje til forsøg med bekæmpelse af forurening med PFAS.
Kun begyndelsen
Ender Nicolai Wammen i næste uge med at lave en aftale med partier fra både den røde og den blå opposition, vil det selvsagt være en gevinst for regeringens fortælling om, at den vil det brede samarbejde.
De partier, der kommer til at skrive under på aftalen, vil på den anden side mene, at der mere er tale om en ekspeditionssag. En finanslov skal landet jo have, og en stor del af året er allerede gået. De træer, der ser ud til at række ind i regeringens himmel, er reelt kun spæde stængler fra planteskolen i oppositionspartiernes optik.
Givet er det da også, at der er større prøvelser på vej, og rigtige venner har regeringen ikke mange af. Tværtimod synes tendensen at være, at oppositionen er ved at ruste sig til at møde regeringens flertal med samlet modstand. For på den ene side begynder partierne uden for regeringen at indrette sig efter, at SVM-samarbejdet nok ikke bryder sammen lige med det samme, som dele af den politiske ekspertise ellers har spået. Derfor må man, som Alex Vanopslagh analyserede sig frem til på sit landsmøde, vælge mellem at vente på bedre tider eller række ud efter de muligheder for indflydelse, der byder sig. Det valg afspejles trods det beskedne realpolitiske indhold i forhandlingerne om finansloven.
Mere bøvlet bliver det straks, når det kommer til regeringens næste større initiativer. I denne uge erklærede lederne af Liberal Alliance, Konservative og De Radikale, at de havde indgået en reformalliance, der som et af sine formål har en afskaffelse af både efterlønnen og arnepensionen. Med 31 mandater bag sig har det næppe nogen gang på den realpolitiske jord. Men alligevel kan de tre partier lægge hindringer i vejen for regeringens plan om at erstatte seniorpensionen med en såkaldt Arne Plus-ordning.
Det er fagbevægelsen allerede ved at organisere modstand af bededagsagtige højder imod. Og stiller de tre partier, der alle er en del af forliget om seniorpensionen, sig på bagbenene, kan regeringen ikke gennemføre sin plan på denne side af et valg uden at begå forligsbrud. Og at gå til valg på at ville tage penge fra de nedslidte seniorpensionister er næppe det, Mette Frederiksen mest af alt går og ønsker sig. Måske regeringen skal overveje at tage imod fagbevægelsens tilbud om at gøre spørgsmålet til genstand for trepartsforhandlinger, hvor alt som bekendt kan forsvinde i glemsel.
Reformalliancen er i øvrigt ikke det eneste eksempel på, at partierne uden for regeringen slutter sig sammen for at møde flertalsregeringen med større politisk ildkraft. Senest har Liberal Alliance, SF og Konservative præsenteret et fælles modsvar til regeringens planer om at forkorte halvdelen af universiteternes kandidatuddannelser. Det kan man læse grundigt om hos Henrik Dørge andetsteds i avisen. Alliancen på uddannelsesområdet består netop af de tre partier, der ud over Danmarksdemokraterne regnes som mulige deltagere i den aftale, som man håber at kunne indgå inden sommerferien. Så også her skal regeringen finde sine fleksible evner frem.
Endelig er der det forsvarsforlig, der skal indfri ambitionen om, at Danmark i 2030 endelig kommer til at indfri NATOs mål om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret.
Det er planen, at det kommende forlig skal gælde for de næste ti år, og alene af den grund er der brug for en meget bred aftale, der kan sikre, at der også er et flertal efter det næste valg og det næste igen.
Samtlige partier på nær Enhedslisten og Alternativet har da også meldt sig villige, men endnu har regeringen ikke givet mange indikationer om en plan.
Lige nu kæmper man med det såkaldte kasseeftersyn, der skal få styr på, hvad der mangler for at rette op på nedslidning, efterslæb og manglende økonomistyring. Som tidligere beskrevet her i avisen er forsvarets ledelse nået frem til, at hullet vil koste 38 milliarder at fylde. Det tal har rystet både politikere og Finansministeriet, men ifølge Weekendavisens oplysninger har regeringens koordinationsudvalg i sidste uge godkendt regnestykket med den krølle, at beløbet deles op i regulær genopretning af gamle synder og mere fremadrettede investeringer i at få fundamentet på plads. Resultatet af kasseeftersynet ventes offentliggjort i begyndelsen af maj. Hefter vil udenrigsministeren præsentere regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.
Umiddelbart herefter ventes regeringens udspil til forlig, og det er ambitionen, at man som minimum har en aftale om den økonomiske ramme og finansieringen inden NATOs topmøde i Vilnius i juli.
