ALLE israelere kender Altalena. Det var et skib fyldt med våben og soldater, der i juni 1948 var på vej til den paramilitære jødiske brigade Irgun. Brigaden udsprang af den revisionistiske zionistiske bevægelse, der mente, at jødisk dominans over hele Palæstina skulle sikres gennem væbnet kamp. Den nyindsatte præsident Ben-Gurion erklærede, at der kun kunne være ét Israel og ikke en bevæbnet stat i staten, iværksatte et angreb på Altalena lige ud for Tel Avivs kyst, dræbte mange Irgun-folk og konfiskerede lasten.
ISRAELS historie befinder sig i en ny Altalena-situation. Benjamin Netanyahu, hvis ideologiske arvegods netop flyder fra den revisionistiske zionisme, forsøger med den yderste højrefløj at kapre demokratiet og erstatte det med en etnonationalistisk statsform. Netanyahus motiv er at undgå den retsforfølgelse for korruption, der venter ham, men hans retsreform handler om noget større: at politisere og undergrave højesteret, der hidtil har været en tilnærmelsesvis garant for borgerrettigheder og sekulære, demokratiske principper. At lade religiøse love og normer dominere civilsamfundet. At åbne vejen for et jødisk teokrati.
DEMOKRATER af alle slags har endelig fået nok. Efter årtiers eftergivenhed og apati har det sekulære Israel rejst sig. Endelig fyrede de kanonen af mod den aktuelle version af Altalena, der har vokset sig til en hel flåde, som får de demokratiske idealer, Israel blev grundlagt på, til at kuldsejle.
MÅ det være tilladt at glæde sig over den forløbne uge: De ortodokse og nationalreligiøse har gennem årene fået stadig flere privilegier. Regler og lovgivning om civile forhold, ægteskab, konverteringer, stride strømme af penge til ortodokse samfund, autonomi for bibelskoler, hvor hundredtusinder indoktrineres uden undervisning i basale færdigheder og ikke mindst en systematisk forfordeling af arabiske statsborgere. Det er sket i årtier, hvor de yderligtgående partier har fået indrømmelser af skiftende regeringer, også af centrum-venstrefløjen. Med angrebet på højesteret er grænsen endelig nået.
FORENES oppositionen, må man også konstatere, at det sekulære Israel er i mindretal. 75 procent af Israels befolkning er jøder, og af dem betegner under halvdelen sig som sekulære. Demografien taler sit tydelige sprog: De ortodokse og nationalreligiøse får flere børn og udgør et stadig større flertal af de jødiske vælgere. Derfor har det krævet en uset mobilisering at presse regeringen til at udsætte retsreformen. Tag dog ikke fejl: Højrefløjen ser modstanden som et signal til at sætte hårdere ind på at forandre Israel. Netanyahus regeringspartner, den radikale bosætterpolitiker Itamar Ben-Gvir, gik med til at lægge retsreformen på is mod et løfte om en autonom »nationalgarde«. Det siger alt om situationen. Israels regeringschef har lovet fascistoide elementer deres eget korps, som kan sættes ind mod »etnisk uro«.
UANSET hvad handler det for Netanyahu om politisk overlevelse; hans speciale. Men hans koalitionspartneres mål forsvinder ikke, når Netanyahu engang er væk: at forvandle Israel til en jødisk version af de øvrige mellemøstlige stater, hvor religion og etnisk tilhørsforhold trumfer borgerrettigheder, hvilket altid rammer minoriteter og kvinder hårdest. Det er en kamp om Israels sjæl, der har stået på siden grundlæggelsen af landet. Man må håbe, at de jødiske demokrater i landet endelig ser alvoren i øjnene.
RELIGION og etnicitet har hidtil delt Israel mere end demokratisk sindelag. 25 procent af befolkningen er arabiske statsborgere med palæstinensisk baggrund. Dem har man ikke set skyggen af til demonstrationerne, og det forstår man godt. Det må være smerteligt for dem at opleve, at deres jødiske naboer først reagerer nu, hvor en retsreform vil gå ud over jøderne selv; de arabiske israelere er blevet forskelsbehandlet siden landets fødsel. Men hvis det demokratiske Israel, grundlagt på idealer om lige rettigheder, skal overleve, må hele oppositionen, de sekulære jøder såvel som de arabiske grupper i landet, finde sammen for første gang. Kun sådan en broget koalition vil være stor og stærk nok til at imødegå presset fra det ortodokse og nationalreligiøse Israel. Det forekommer ikke at være for dramatisk at sige, at det er sidste chance. kras
