Ledelseskrise. »Han er stærkt beskadiget og formindsket, men han er der stadig.« Portræt af Israels længst siddende premierminister, Benjamin Netanyahu, som mistede kontrollen søndag og genvandt den mandag.

Netanyahus ni liv

Mandag aften bekræftede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i en tale til nationen, at regeringens kontroversielle reform er udskudt til næste parlamentariske samling i juli. Reformens første del, der giver regeringen mulighed for selv at udpege landets højesteretsdommere, skulle ellers have været vedtaget mandag. Aflysningen kom efter et af de mest dramatiske døgn i det moderne Israels historie.

»Det er en kombination af stemningen efter mordet på Rabin og demonstrationerne efter krigsnederlaget i 1973,« lød det eksempelvis fra grundlæggeren af det israelske netmedie Ynet om situationen i landet, efter at demonstranter sent søndag begyndte at strømme til centrum af Tel Aviv og Jerusalem som spontan reaktion på nyheden om, at Netanyahu havde fyret landets forsvarsminister, Yoav Gallant.

Fyringen skete, efter at Gallant havde udtrykt bekymring for statens sikkerhed som følge af regeringskoalitionens bebudede juridiske reform.

Umiddelbart efter begyndte repræsentanter fra landets erhvervsliv, banker og Israels faglige landsorganisation, Histadrut, at annoncere landsdækkende strejker med det resultat, at israelerne mandag vågnede op til et land, hvor banker, storcentre og universiteter var lukkede, ligesom mange fly både til og fra Ben Gurion-lufthavnen blev aflyst.

Et sikkerhedsanliggende

Lige siden reformen blev præsenteret ved årsskiftet, har der været afholdt demonstrationer rundtom i landet, men protesterne blev et regulært sikkerhedsanliggende i starten af marts, da piloter fra en af militærets eliteenheder truede med ikke at dukke op til deres reservepligt, såfremt reformen blev gennemført.

I et land, hvor det forventes, at både mænd og kvinder aftjener værnepligt, og hvor sikkerhedstruslen er på et konstant højt niveau, er militæret en uadskillelig del af den nationale identitet. Af samme grund havde piloternes oprør enorm gennemslagskraft, især fordi andre militærenheder kort efter begyndte at fremsætte tilsvarende trusler.

Det var denne udvikling, som fik forsvarsminister Gallant til at tage afstand fra reformen.

Men reaktionerne på fyringen understregede, at det ikke kun var landets forsvarsminister, som tog sikkerhedsdiskursen alvorligt. I løbet af få timer lykkedes det at organisere protestaktioner på højeste niveau. Noget, som protestbevægelsen hidtil ikke havde formået.

Søndag aften stod det klart, at Netanyahus legitimitet var stækket i et hidtil uset omfang.

Hidtil havde oppositionens eneste krav været, at reformen blev droppet, men da avisen Yedioth Ahronoth blev sendt på gaden natten til mandag, var det med følgende overskrift: »Netanyahu er nu en klar, umiddelbar og virkelig trussel mod staten Israel.«

Reformen udsat

Alligevel lykkedes det Netanyahu at genvinde kontrollen i løbet af mandag.

Hans første sejr var aftalen med koalitionspartneren Itamar Ben-Gvir fra det nationalreligiøse parti Jødisk Magt, som er minister for national sikkerhed. Ben-Gvir havde ellers tidligere truet med at forlade regeringen, såfremt reformen blev udsat, men nu fik han lovning på etableringen en nationalgarde, hvilket øjeblikkeligt blev bemærket af protestbevægelsen og propalæstinensiske aktivister, der frygter konsekvenserne af en jødisk paramilitær enhed for landets minoriteter.

Netanyahus anden sejr fulgte kort efter, da han i en tale til nationen, som blev transmitteret på landsdækkende tv, sammenlignede konflikten med Salomons domsafsigelse: »Selv i dag hævder begge sider i den nationale strid kærlighed til barnet, kærlighed til vores land.«

I samme forbindelse bekræftede han, at reformen er udskudt, og at han i stedet vil bruge den kommende tid på dialog med oppositionen.

Umiddelbart efter hans tale blev strejken afblæst.

Fars søn

Ifølge Mazal Mualem, som er tv-vært, politisk kommentator på mellemøstmediet AI-Monitor og forfatter til Cracking the Netanyahu Code fra 2022, var det ikke overraskende, at det lykkedes Netanyahu at afværge den største politiske krise i sin næsten 40 år lange politiske karriere.

»Netanyahu er et bemærkelsesværdigt og unikt individ,« fastslår hun og betegner den 73-årige premierminister som et »ekstremt konkurrencemenneske«.

»Da han tabte forrige valg, og Bennett blev premierminister, fortsatte Netanyahu med at arbejde, som om intet var hændt. Han brugte tiden på at planlægge sin tilbagevenden. Mange havde ellers forventet, at han på grund af sin alder ville trække sig tilbage. Men sådan her har han altså været, lige siden han var en lille dreng.«

I samme forbindelse fremhæver hun relationen til faren, Benzion Netanyahu, der som historieprofessor forskede i Den Spanske Inkvisition og dens konsekvenser for det jødiske folk.

»Faren troede fuldt ud på, at katastrofen altid lurer om hjørnet for jøderne, og at de derfor hele tiden må være forberedt på det værste. Netanyahu deler denne overbevisning og betragter det som sin personlige mission at forsvare jøderne og Israel,« fortæller Mazal Mualem og kalder det et verdensbillede baseret på gode og onde, hvor Netanyahu indtager en naturlig plads på det godes side.

Denne overbevisning er kun blevet styrket i løbet af hans politiske karriere og især de senere år, hvor en række korruptionsanklager mod Netanyahu er blevet fremsat, der kan koste ham magten, såfremt han kendes skyldig.

»I Netanyahus selvforståelse spejler hans egne oplevelser af at være forfulgt og udelukket af den venstreorienterede elite, medierne og domstolene fuldstændig farens,« siger hun med henvisning til Benzion Netanyahu, der som højreorienteret revisionist kæmpede for et Storisrael uden territorialt kompromis. Men da staten Israel blev grundlagt i 1948, var det David Ben-Gurions socialistiske idealer, der kom til at dominere, og resten af livet følte Benzion Netanyahu sig professionelt udstødt på grund af sin ideologi.

Det var denne kombination af medfødt stædighed og nedarvet katastrofebevidsthed, der hjalp Netanyahu forleden.

»Det er et spektakulært eksempel på Netanyahus evne til at vikle sig ud af fuldkommen umulige situationer, der ville have betydet enden på enhver andens karriere – selvom han mildest talt ikke håndterede det særlig godt i begyndelsen,« siger Mazal Mualem og forklarer det taktiske tilbagetog: »Da det udviklede sig til en sand krise, tog han sig sammen, stabiliserede sin koalition og beroligede demonstranterne.«

De udstødtes konge

Trods krisen mener op mod 30 procent af israelerne således stadig, at »kong Bibi« er den rette mand til jobbet.

»Netanyahu dukkede op på den politiske scene i slutningen af 1980erne og blev lynhurtigt en stjerne. Han havde boet i udlandet og talte godt engelsk, han var en moderne kosmopolit. På samme tid var han også meget israelsk. Han havde tjent i en af militærets eliteenheder og var bror til den faldne helt Yoni Netanyahu, der døde under Entebbe-aktionen,« siger hun og nævner så den magtforskydning, der for alvor begyndte at manifestere sig i Israel i de år. Selvom højrefløjen allerede havde været ved magten i mere end et årti, var det israelske samfund stadig præget af det gamle socialistiske styre. Men fra da af begyndte Netanyahu at forme landet i sit eget billede, det vil sige et land omgivet af fjender, som hver eneste dag skal forsvare sig mod eksistentielle trusler. Samtidig indførte han en langt mere kapitalistisk og åben markedsøkonomi, siger Mazal Mualem.

»Det lykkedes ham at samle store grupper i samfundet, der følte, at de var marginaliserede og forfordelt af det gamle styre,« konkluderer Mazal Mualem og fremhæver især hans evne til at skabe modfortællinger, der tager højde for folks identitet.

»Hans tilhængere har en stærk jødisk identitet, og Netanyahu har været god til at positionere sig selv som den jødiske nations forsvarer. Selv nu, hvor Israel befinder sig i en historisk krise, står de ved hans side og samler sig endda mere indædt omkring ham, fordi de mener, han er offer for uretfærdighed.«

En irrationel aktør?

Amerikanernes præsident, Joe Biden, var straks mindre forstående. Onsdag tog han afstand fra reformen og understregede, at Netanyahu må se langt efter en invitation til Det Hvide Hus, mens den politiske kommentator Thomas Friedman fra The New York Times skrev, at Netanyahu for første gang nogensinde viste tegn på at være en »irrationel aktør«.

Anshel Pfeffer skriver om israelske forhold for avisen Haaretz og The Economist og udgav i 2018 biografien Bibi: The Turbulent Life and Times of Benjamin Netanyahu. Også han mener, der er en ændring at spore, hvad angår Netanyahus prioriteter.

»Netanyahu har aldrig været særlig optaget af forfatningsmæssige anliggender, så det var ikke forventeligt, at hans nye regerings første tiltag skulle være denne reform,« siger han og fremhæver to mulige årsager: »Enten er han optaget af sin egen retssag og ønsker at intimidere retsvæsenet, eller også er reformen udtryk for, at han er under pres fra sine koalitionpartnere.«

Men Anshel Pfeffer har også bemærket en ændring i Netanyahus opførsel. Reformen er blevet udrullet uden nogen nævneværdig public relations-kampagne, og det mener han er ukarakteristisk for den medietrænede Netanyahu.

»Det kan skyldes, at det er andre dele af regeringen, der tager sig af reformen. Ikke desto mindre er det overraskende, at han ikke har forberedt dem bedre.«

– Når man læser Netanyahus selvbiografi »Bibi: My Story« fra 2022, får man indtryk af, at han betragter Israels økonomiske fremgang foranlediget af techindustrien blandt sine vigtigste præstationer. Hvordan korresponderer det med hans ønske om at gennemføre en reform, der sandsynligvis vil skade landets økonomi?

»Netanyahu er af den overbevisning, at Israels succes de sidste to årtier skyldes ham. Han forstår ikke, at det skyldes, at der er et åbent samfund. At israelere – og med det sagt ikke palæstinensere – har haft stabilitet og retssikkerhed. At der har været en stærk højesteret. Han forstår ikke, hvor vigtigt dette liberale miljø er for business. Måske forstod han det engang, men nu er han et sted i livet og i sin karriere, hvor han tror, at alle gode ting skyldes ham,« siger Anshel Pfeffer.

– Revisionistbevægelsen var jo kendetegnet ved at forene liberale og autoritære tendenser. Giver Netanyahus forvandling bedre mening, hvis man tager højde for hans families ideologiske ophav?

»Absolut. Det er meget præcist formuleret. Jeg ved ikke, om han troede på den liberale tradition, eller om det blot var belejligt, men i mange år var det altså den lejr, han ønskede at identificere sig med. Sådan er det ikke længere.«

Anshel Pfeffer mener dog ikke, at vi skal forvente, at han ligesom Orbán springer ud som illiberal. For som han siger: »Netanyahu ved, hvad Vesten kan lide at høre.«

– Efter denne uge, hvordan vil du så beskrive hans tilstand? Kan han komme sig, eller er han dødeligt såret? 

»Altså koalitionen gik med til at udsætte reformen, så i den forstand er han ikke dødeligt såret. Men han klarer sig dårligt i meningsmålingerne, og tre måneder inde i den nye regering er det mislykkedes ham at gennemføre deres vigtigste politik. Han er stærkt beskadiget og formindsket, men han er der stadig.«