Revolution. I Israel udspiller der sig lige nu en skæbnesvanger kamp om, hvilken slags land det skal være. Konflikten kan spores tilbage til statens grundlæggelse.
Flertallets diktatur
Illustration: Andrea Ucini
Da jeg interviewede historikeren Yuval Noah Harari på hans kontor i en skyskraber i Tel Aviv i oktober sidste år, var der kun et par uger til næste valg til det israelske parlament. Det var femte gang inden for blot et par år, at israelerne skulle stemme, og allerede på det tidspunkt stod det klart, at den korruptionsanklagede Benjamin Netanyahu med stor sandsynlighed ville genvinde magten efter blot halvandet år i opposition med hjælp fra en umage koalition bestående af politikere fra den yderste og etnoreligiøse højrefløj. I den forbindelse spurgte jeg Yuval Noah Harari, hvilket udfald han frygtede mest, og hans svar forekom på det tidspunkt så alarmistisk, at jeg valgte ikke at tage det med i interviewet:
»Det handler ikke længere om politiske holdninger. Det handler om demokratiets overlevelse. Folk tror, at demokrati handler om at afholde valg. Et demokrati er ikke lig med flertallets diktatur. Bare fordi man har 51 procent af stemmerne, kan man ikke gøre, hvad man vil. Den gode ting ved et demokrati er, at hvis du fortryder, hvem du stemte på, kan du stemme på en anden om fire år. Og hvis regeringen træffer dårlige beslutninger, er der uafhængige institutioner såsom domstolene og pressen, der kan afsløre disse fejl og fungere som modvægt. Diktaturet mangler den slags selvkorrigerende mekanismer,« sagde han og fortalte så, at han frygtede, at Israels kommende regering kunne finde på at gøre det samme, som despoter op gennem historien har gjort: at afskaffe landets demokratiske system ved hjælp af de demokratiske institutioner.
Del:
