TEL AVIV – Det er en israelsk nationalsport at tilbringe fridagen i »the canyon«, og Dizengoff Center i Tel Aviv er i anledning af den jødiske højtid sukkot fyldt til randen med udsatte teenagere, der benytter shoppingcentret som deres ungdomsklub, og børnefamilier, der lunter rundt som livstrætte menneskeaber på jagt efter udsalgsvarer og fastfood. Imens render jeg selv rundt og leder efter en elevator.
Et par dage forinden har jeg fået tilsendt en manual, der forklarer, hvordan man finder vej til »Sapienship«, som er navnet på den organisation, Yuval Noah Harari grundlagde i 2019 sammen med sin mand med det udtalte formål at påvirke den globale samtale. Organisationen har lokaler i »Top Tower«, og på 22. etage finder jeg indgangen.
I manualen står der, at man skal ringe til et nummer, når man når frem, og mens jeg venter på, at nogen lukker mig ind, stirrer jeg på en massiv trædør af lyst træ med et diskret organisationslogo, der både forestiller et »s« og et fingeraftryk. Også i Silicon Valley råder denne særlige æstetik, som hylder en underspillet form for overpræstation, og indgangspartiet fungerer altså på samme måde som Steve Jobs' sorte rullekrave: Man ved straks, der foregår noget vigtigt på den anden side af døren.
En pressemedarbejder fører mig ind i et rum, hvor der ud over to røde veloursofaer er en bogvæg med forskellige udgaver af de populærvidenskabelige bøger, som forvandlede den 46-årige militærhistoriker til en af vor tids mest indflydelsesrige tænkere.
På et bord midt i rummet ligger stakkevis af hans nyeste bogprojekt, Utrolige os – sådan overtog mennesket verden, som er en børneudgave af gennembrudsværket Sapiens, hvori Harari forklarer, at Homo sapiens' succes over andre arter skyldes, at vi på et tidspunkt udviklede evnen til at forestille os ting og fortælle historier, og at det til gengæld gjorde det muligt at organisere sig i større enheder, end det før var muligt.
Konkurrencen om at være bedst til at fortælle historier mener han stadig finder sted. Siden Ruslands invasion af Ukraine er han især blevet opmærksom på to historier, der bliver brugt til at forklare det, som foregår, og begge historier irriterer ham.
»Jeg hører folk sige, at krig er en uundgåelig del af menneskets natur. Det mener jeg ikke er rigtigt. Op gennem evolutionshistorien har Homo sapiens udvist ekstrem voldskapacitet, men ifølge de beviser, vi har, var det først for 13.000 år siden, at vi begyndte at udøve gruppevold. Problemet er, at når vi påstår, at krig er en del af vores natur, frifinder vi Putin og hans slags. Men det er hans skyld. Krigen skyldes de beslutninger, som Putin og menneskene omkring ham har truffet.«
Den anden historie, der irriterer Yuval Noah Harari, er, at krigen først og fremmest drejer sig om territorium.
»Når chimpanser kæmper om et territorium, kæmper de om ressourcer. Der er et frugttræ, og hvis de ikke har adgang til frugttræet, dør de. Det er ikke tilfældet i Ukraine eller her, hvor vi har konflikten mellem Israel og Palæstina. Så hvad er problemet?« spørger han retorisk og svarer selv: Begge parter har en version af historien, der er ingen fælles fortælling.
»Hvis en chimpanse kommer til Jerusalem, ser den sten og træer, når vi kommer med vores menneskelige forestillingsevne, er byen pludselig fyldt med engle, guder og hellige steder. Det er det, som mennesker kæmper om. Ikke stenene og træerne.«
Den 30. september holdt Putin en tale i forbindelse med den officielle ceremoni for annekteringen af fire ukrainske regioner. Talen handlede mere om Vesten, end den handlede om Ukraine og de områder, som Rusland netop havde annekteret. Jeg spørger derfor Yuval Noah Harari, hvorfor Putin er begyndt at ændre historien om krigen fra en, der handler om territorier og suverænitet, til en, der handler om en civilisationskonflikt mellem Vesten og resten.
»Det gør han, fordi han har begået så mange fejl. Den første fejl var selvfølgelig at starte krigen, men i stedet for at indrømme, at han har taget fejl, fordobler han nu sin indsats. Han ved, at det vil kræve ekstremt mange ressourcer og ofre fra det russiske folk, så han er nødt til at forsyne dem med en bedre historie om, hvorfor det er nødvendigt. Det var den historie, vi hørte, da han holdt sin tale.«
– Betragter du det som en eskalering?
»Absolut. Samtidig hører vi patriarken for den russisk-ortodokse kirke sige, at russiske soldater, som dør i Ukraine, ryger direkte i himlen. Det er ved at forvandle sig til et korstog. Derfor køber jeg heller ikke påstanden om, at det her drejer sig om territorium. Rusland er verdens største land. Har de virkelig brug for den ekstra plads?«
Ud af junglen
Den 9. februar bragte The Economist et essay af Yuval Noah Harari, hvori han fremsatte den påstand, at en krig i Ukraine ville kunne ændre menneskets fremtid fundamentalt. Otte måneder efter invasionens start tør han stadig ikke drage nogen endegyldige konklusioner, men nogle ting står trods alt klart:
»Op gennem historien har konger og kejsere afsat mere end 50 procent af deres midler til militæret. De levede i konstant frygt for at blive invaderet og erobret. I takt med at denne frygt formindskedes eller helt forsvandt, kunne lande over hele verden i stedet investere i sundhed og uddannelse. Det er denne orden, som Putin nu truer. Hvis han får lov til at vinde, vil vi se flere og flere som ham, samtidig vil de enkelte landes militærbudgetter eksplodere på bekostning af velfærd.«
I essayet advarede Yuval Noah Harari også mod en tilbagevenden til den »junglelov«, der ifølge ham herskede frem til 1945.
»Jungleloven er, at du kan blive spist hvert øjeblik, det skal være. Det har været menneskets evolutionære og politiske vilkår i næsten al den tid, vi har været her på Jorden. I det 20. århundrede lykkedes det os for første gang nogensinde at forlade junglen. Vi byggede i fællesskab et internationalt system. Det er langtfra perfekt og har forårsaget mange uretfærdigheder inklusive borgerkrige, men i det mindste minimerede det risikoen for invasion og frigav en masse ressourcer, som vi så kunne bruge på andre og bedre ting.«
– Nu er det ikke kun Putin, der følger jungleloven. Hans kritikere advarer mod passivitet og pacifisme. Har de ikke en pointe, når de siger, at det er mere end rimeligt at forsvare sig, når man bliver truet?
»Jo, det er en rimelig ting at gøre. Jeg siger heller ikke, at vi ikke skal hæve forsvarsbudgettet, men hvis Putin får lov til at vinde denne krig, og det internationale system bryder sammen, så er vi tilbage i junglen, og så vil vi ikke have anden mulighed end at opføre os, som man gør i junglen. Det vil have kæmpe konsekvenser, og efter min bedste overbevisning er disse konsekvenser udelukkende dårlige,« siger Yuval Noah Harari og sammenligner så Putin med en mobber i skolegården.
»Hvis en mobber får lov til at tyrannisere de mindre stærke børn i skolegården, finder en tilpasning sted. De mindre stærke begynder til karate og slutter sig sammen i bander. Hvis mobberen derimod bliver stoppet og straffet, bliver normen om antimobning ligefrem styrket. Det er det, der er på spil. Lige nu sidder verdens diktatorer og holder øje med udfaldet af den russiske invasion. Derfor er det også så vigtigt, at vi hjælper ukrainerne med at vinde.«
Destruktion og dovenskab
Når krigens udfald diskuteres, er der to scenarier, der vækker særlig opsigt. På den ene side risikoen for atomangreb, på den anden side at Putin mister grebet om magten. Hvad er ifølge Yuval Noah Harari mest realistisk?
»Det hele er realistisk. Jeg tror nok, vi skal være bekymrede for atomkrig. Det virker utænkeligt, men vi må tage højde for Putins historik. Han har vist sig at være uforudsigelig og begå fejl. Hvad angår det andet scenarium, hvor han mister magten, er det også en mulighed. Men det skal gøres klart, at det ikke er en målsætning for Ukraine eller Vesten. Krigens mål er at beskytte Ukraine, og krigen slutter, når de russiske soldater rejser hjem. Hvad der sker med Putin, må være helt op til det russiske folk. Det er deres beslutning.«
– Og hvad hvis der bliver anvendt atomvåben? Har du tænkt over, hvad der så vil ske?
»Jeg ved det simpelthen ikke. Anden Verdenskrig blev afsluttet med Hiroshima og Nagasaki, men siden da har vi afholdt os fra sådanne farlige eksperimenter. Af samme grund har jeg ingen anelse om, hvad konsekvenserne ville være. Det ved ingen.«
I de senere år har Yuval Noah Harari i stigende grad spillet rollen som moderne spåmand. Af samme grund er det overraskende, at han ikke rigtig har lyst til at spekulere over de mulige konsekvenser af et russisk atomangreb. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke har gjort sig tanker om brugen af atomvåben. Da hans bog Homo deus – en kort historie om i morgen udkom i 2015, forekom det næsten en anelse alarmistisk, at han udråbte atomkrig som en af de største trusler mod menneskeheden i det 21. århundrede. Hvordan nåede han frem til den konklusion?
»Jeg vil tro, det skyldes, at jeg er historiker. De fleste mennesker har et nogenlunde overblik over, hvad der er sket de seneste ti år, mens historikere opererer med et meget større perspektiv, som gør det muligt at forstå, at truslen om atomkrig ikke ophørte i 1991. Sagen er den, at når det internationale samfund er i god stand, så har vi ikke noget at bekymre os om. Men atomvåbnene er der stadig, og derfor er det så farligt at lade internationale samfund forfalde.«
Ikke desto mindre er det det, der ifølge Yuval Noah Harari har fået lov til at ske.
»Brexit og valget af Trump var begge indikationer på, at to af de lande, som efter Anden Verdenskrig tog størst del i opbygningen af det internationale samfund, trak sig. De gav udtryk for, at de kun interesserer sig for sig selv, og det gav ledere som Putin det indtryk, at der er frit spil. At betragte verden de sidste par år har været som at betragte mennesker, der bor i den samme bygning. På et tidspunkt begynder bygningen at forfalde, men beboerne fortsætter som før. Ingen orker at gøre det nødvendige reparationsarbejde, og på et tidspunkt falder bygningen altså sammen.«
– Hvad skal vi gøre for at passe bedre på huset?
»De her år er der mange politikere, som gør karriere på at opridse en falsk dikotomi mellem patriotisme og globalisme. De raser mod alt globalt og mod de globale eliter. Som om globalt samarbejde er forræderi. Men det er altså en fejlslutning. En patriot elsker sine landsmænd og tager sig af dem, og ofte er det sådan, at denne omsorg kræver globalt samarbejde. Tænk blot på pandemien, hvor der blev forsket på tværs af landegrænser. Det samme gælder klimaforandringer. Hvordan skal vi nogensinde gøre noget ved dem, hvis vi har travlt med at udkæmpe en global krig?«
– Hvad er så den største trussel mod menneskeheden lige nu? Er det klimaforandringer?
»Nej. Den største trussel er, at det globale samarbejde bryder sammen, for så kan vi hverken gøre noget ved klimaforandringer, global ulighed eller fremvæksten af kunstig intelligens.«
VM som ideal
På det her tidspunkt begynder Yuval Noah Harari at tale om verdensmesterskabet i fodbold. Ifølge ham er sportsbegivenheden nemlig en forbilledlig model. På den ene side er den en ekstremt patriotisk affære, på den anden side kan den kun afholdes, fordi landene er blevet enige om reglerne – og overholder dem.
Jeg fortæller ham, at der lige nu foregår en debat i Danmark om, hvorvidt, og i så fald hvordan, den danske deltagelse i Qatar skal foregå. Hvad er hans holdning til det?
»Min holdning er, at det er bedst at deltage med betingelser. Man skal gøre det klart for qatarerne, at hvis de ønsker at være værter for dette arrangement, så er de også nødt til at udvise tolerance for mennesker fra hele verden,« siger han og bruger sig selv som eksempel.
»Qatar har ikke diplomatiske forbindelser med Israel, men hvis jeg som israelsk fan ønsker at deltage, har de pligt til at lukke mig ind i landet, og som homoseksuel skal jeg også have garanti for, at de tager sig af min sikkerhed. Alt det her forpligter man sig på, når man påtager sig værtskabet i VM.«
– Du beskriver, hvordan de skal behandle deres udenlandske gæster. Er det også rimeligt at stille krav til, hvordan de behandler mennesker, som bor og arbejder i Qatar?
»Helt overordnet vil jeg sige, at man skal være meget forsigtig med at stille den slags krav.«
– Hvorfor?
»Et af det internationale samfunds grundlæggende principper er, at lande har lov til at varetage deres egne interesser. Der kan selvfølgelig være undtagelser, men helt overordnet er det en farlig glidebane at begynde at blande sig. Vi er nødt til at acceptere, at det meste af verden har andre værdier og kulturer end os. Hvis du kun vil samarbejde med lande, der er ligesom Danmark, bliver du altså temmelig begrænset. Du kan måske afholde et skandinavisk mesterskab, men ikke meget mere end det.«
I forlængelse af det mener han, at vi i Vesten skal fastholde, at krigen i Ukraine ikke er en civilisationskonflikt, men handler om internationale spilleregler.
»Vestens reaktion har ikke noget at gøre med, hvordan Rusland behandler sine egne indbyggere. Den skyldes udelukkende, at Rusland har invaderet et andet land, og at det er tabuiseret. Det er i øvrigt i alle landes interesse, at det forbliver sådan. Det beskytter jo for eksempel også Saudi-Arabien fra en iransk invasion.«
Af samme grund ærgrer det Yuval Noah Harari, at der ikke er bred international opbakning til fordømmelsen af krigen.
»Jeg er bange for, at lande som Kina køber Putins historie om, at der er tale om en civilisationskonflikt. Men menneskehedens overlevelse afhænger af vores evne til at samarbejde globalt, og derfor er det også enormt vigtigt, at Vesten ikke begynder at gentage Putins destruktive fortællinger.«
Utrolige os – sådan overtog mennesket verden udkommer på Lindhardt og Ringhof.
