Israel. Første del af Netanyahus bebudede reform skulle have været vedtaget mandag. I stedet blev landet kastet ud i en historisk undtagelsestilstand.

Til fare for statens sikkerhed

Mandag aften bekræftede Israels premierminister Benjamin Netanyahu i en tale til nationen, at regeringens kontroversielle reform er udskudt frem til sommer. Reformens første del, der giver regeringen mulighed for selv at udpege landets højesteretsdommere, skulle have været vedtaget i parlamentet mandag.

Talen kom efter et af de mest dramatiske døgn i det moderne Israels historie.

»Det er en kombination af stemningen efter mordet på Rabin og demonstrationerne efter krigsnederlaget i 1973,« lød det eksempelvis fra grundlæggeren af det israelske netmedie Ynet om situationen i landet, efter at demonstranter sent søndag begyndte at strømme til centrum af Tel Aviv og Jerusalem som spontan reaktion på nyheden om, at Netanyahu havde fyret landets forsvarsminister, Yoav Gallant.

Fyringen skete, efter at Gallant udtrykte bekymring for statens sikkerhed som følge af regeringskoalitionens bebudede juridiske reform. Det brød den korruptionsanklagede premierminister sig ikke om – især fordi reformen er hans chance for at ændre lovgivningen, så han slipper for fængselsstraf i tilfælde af, han skulle blive dømt for korruption.

Umiddelbart efter fyringen begyndte repræsentanter fra landets erhvervsliv og fagforeninger at annoncere landsdækkende strejker med det resultat, at israelerne mandag vågnede op til et land, hvor banker, storcentre og universiteter var lukkede, ligesom mange fly både til og fra Ben Gurion-lufthavnen blev aflyst.

Et sikkerhedsanliggende

Lige siden reformen blev præsenteret for tre måneder siden, har der været afholdt demonstrationer rundt om i landet, men protesterne blev et regulært sikkerhedsanliggende for et par uger siden, da piloter fra en af militærets eliteenheder truede med ikke at dukke op til deres reservepligt, såfremt reformen blev gennemført.

I et land, hvor det forventes, at både mænd og kvinder aftjener værnepligt, og hvor sikkerhedstruslen er på et konstant højt niveau, er militæret en uadskillelig del af den nationale identitet. Af samme grund havde piloternes dissidens enorm gennemslagskraft, især fordi andre militærenheder kort efter begyndte at fremsætte tilsvarende trusler.

Det var denne udvikling, som forleden fik forsvarsminister Gallant til at betvivle beslutningen om at gennemføre reformen.

Men reaktionerne på gårsdagens fyring understreger, at det ikke kun er landets forsvarsminister, som tager sikkerhedsdiskursen alvorligt. I løbet af få timer lykkedes det at organisere protestaktioner på højeste niveau. Noget, som protestbevægelsen hidtil ikke har formået.

Søndag aften stod det også klart, at Netanyahus legitimitet var blevet stækket i et hidtil uset omfang.

Indtil søndag var oppositionens eneste krav, at reformen blev droppet, men da avisen Yedioth Ahronoth blev sendt på gaden natten til mandag, var det med følgende overskrift: »Netanyahu er nu en klar, umiddelbar og virkelig trussel mod staten Israel.« En vurdering, der blev gentaget af flere israelske journalister og politikere i løbet af dagen, ligesom flere har krævet hans afgang. Det var utænkeligt før søndag.

Netanyahu har dog endnu opbakning i befolkningen og blandt sine koalitionspartnere. I et interview på Channel 13 søndag aften kunne man blandt andet høre kulturminister Miki Zohar forklare, at problemet med reformen ikke var dens indhold, men at den var blevet udrullet alt for hurtigt.

»Det var dårlig hasbara (politisk kommunikation, red.),« forklarede han.

Demonstranter strømmede på gaden efter afskedigelsen af den israelske forsvarsminister Yoav Gallant. Foto: Nir Elias, Reuters, Scanpix.
Demonstranter strømmede på gaden efter afskedigelsen af den israelske forsvarsminister Yoav Gallant. Foto: Nir Elias, Reuters, Scanpix.

Tidligt mandag aften underskrev Netanyahu så en aftale med sin koalitionspartner Itamar Ben Gvir fra det nationalreligiøse parti Jødisk Magt, som er minister for national sikkerhed, om at udsætte reformen. Netanyahu får det ud af det, at han fastholder regeringsmagten. Til gengæld får Ben Gvir mandat og finanser til etableringen af en nationalgarde.

Efterfølgende forklarede Ben Gvir sin beslutning til sine tilhængere:

»Jeg besluttede i mit hjerte at forlade regeringen. Jeg troede, at der skulle stemmes om reformen i dag. Jeg mente, og jeg mener stadig, at vi ikke skulle overgive os til anarkisterne. Da jeg gik ud og så anarkisternes demonstration, indså jeg, at jeg ville give dem en sejr, og jeg siger nu: De vil ikke vinde. Vi vil blive i regeringen, men vi vil kræve reform nu.«

Konflikten langt fra afblæst

Mandag aften holdt Netanyahu så sin tale til nationen. Tidligere på dagen havde han i et tweet opfordret alle demonstranter i Jerusalem fra både højre- og venstrefløjen til at besinde sig:

»Vi er et broderfolk,« skrev han, og i talen, som blev transmitteret på landsdækkende tv, sammenlignede han konflikten med Salomons domsafsigelse: »Selv i dag hævder begge sider i den nationale strid kærlighed til barnet, kærlighed til vores land.«

Samtidig tog han dog utvetydigt afstand fra protestbevægelsen: »Der er en ting, jeg ikke er klar til at acceptere. Der er en ekstrem minoritet, som er klar til at rive vores land i stykker.« I samme forbindelse bekræftede han, at reformen er udskudt, og at han i stedet vil bruge den kommende tid på dialog med oppositionen.

Umiddelbart efter talen blev den landsdækkende strejke afblæst.

Hvad Netanyahu har tilbudt koalitionens øvrige medlemmer til gengæld for deres fortsatte støtte, vides endnu ikke, men for nu ser der ud til, at det lykkes ham at klamre sig til magten.

Konflikten er dog langt fra ovre. Hidtil er det kun reformkritikere, der har demonstreret, men mandag aften strømmede tusindvis til moddemonstrationer i Jerusalem, herunder Ultrasfangruppen La Familia, som støtter fodboldklubben Beitar Jerualem, der har en historisk forbindelse til Netanyahus Likud-parti.

Selvom reformen er udsat, så er risikoen for voldelige sammenstød mellem de to grupperinger stor. Protestbevægelsen er af den opfattelse, at Netanyahu er villig til at ofre landets demokrati for at redde sig selv, til gengæld er Netanyahus bagland overbeviste om, at »Første Israel« – eliten fra Tel Aviv af europæisk ophav – endnu engang har fået gennemtrumfet deres vilje på bekostning af folkets demokratiske vision.

Den videre udvikling afhænger i høj grad af regeringskoalitionens retorik i de kommende dage. En ting er sikker: Aldrig har Israel været så tæt på en borgerkrig.