Norges nyligt afdøde forhenværende statsminister Kåre Willoch tillægges et citat, som han hævdede, at han ikke var ophavsmand til, men som alligevel er blevet et mundheld i Norge: »Alt lykkes for denne regering.« Men hvis Willoch faktisk har sagt det, skulle han nok have udtrykt sig lidt anderledes. Han burde have sagt, at »alt lykkes for alle norske regeringer«. For selv når det går galt, strømmer pengene fra olieindustrien ind i statskassen.
Siger man »Martin Linge« til nogen i norsk olieindustri, ryster de sandsynligvis på hovedet og siger, at Martin Linge er et af de store skandaleprojekter i norsk oliehistorie. Men feltet Martin Linge er også et eksempel på, hvor alvorligt udlændinge kan tage fejl af den norske sokkel, og hvor stor risiko både Equinor og den norske stat har været villig til at påtage sig. Norge er gambleren, der altid vinder.
Martin Linge, der indeholder store mængder gas, blev opdaget i 1978, men det franske olieselskab Total, som havde de fleste rettigheder og operatøransvaret, forsøgte først at udbygge det i 2012. I feltet skulle der anlægges en traditionel olie- og gasplatform, og opgaven gik til et sydkoreansk værft. Total ville spare penge.
Det gik galt. Blandt andet væltede platformen under opførelsen, og flere arbejdere kom til skade. Feltet skulle i drift i fjerde kvartal i 2016 og koste 23 milliarder danske kroner. Feltet blev ikke åbnet til tiden, og omkostningerne kom helt ud af kontrol.
I november 2017 købte det daværende Statoil, som nu hedder Equinor, Totals ejerandel på 51 procent sammen med 40 procent af Garantiana-fundet, hvor Equinor siden da har fundet endnu mere gas. Statoil betalte 1,45 milliarder dollar. Det overtog samtidig operatøransvaret.
Udbygningen, som skulle koste 23 milliarder, endte på 47 milliarder, efter at norske værfter havde udbedret de sydkoreanske fejl. Den 27. januar i år kunne vores nye olie- og energiminister Marte Mjøs Persen åbne Martin Linge. Anlægsudgifterne bliver betalt på 11 måneder med drift.
Fransk tab
Totals vægring ved at påtage sig en risiko har ført til, at franskmændene nu har givet afkald på store indtægter. I flere årtier fremover vil Martin Linge komme til at pumpe gas op til EU og Storbritannien, og rundt regnet 85 procent af overskuddet ender med årene i Oljefondet, som i skatteåret 2021 får overført 218 milliarder kroner i olieskat. Dertil kommer udbyttet af Equinor og alle indtægterne fra statens eget olieselskab Petoro, som ejer en tredjedel af den norske sokkel.
Alt dette blegner i sammenligning med 2022. Jo, prisen på gas varierer, og ingen ved helt, hvad russerne finder på. Måske åbner de igen for gashanerne til EU, men lige nu virker det ikke særlig sandsynligt i betragtning af situationen i Ukraine. Desuden er det langtfra sikkert, at Rusland har nogen større ekstrakapacitet at tilbyde EU. Hvorom alting er – hvis de nuværende olie- og gaspriser holder gennem 2022, kommer Norge til at sælge olie og gas for 1,1 billion kroner svarende til 200.000 kroner pr. indbygger. De fleste af disse penge ender i Oljefondet.
Hvordan gik det med Oljefondet i 2021? Afkastet blev på 14,5 procent svarende til 1,17 billioner, som igen svarer til salgsværdien af olien og gassen i 2022 til den nuværende pris. Oljefondets værdi er nu på ni billioner kroner. Hvis vi siger, at al norsk gas sælges til Storbritannien og EU foruden halvdelen af olien, hvilket er lavt anslået, vil lille Norge som betaling herfor modtage 0,7 procent af EUs og Storbritanniens bnp. Oveni kommer så hele det udbytte, som europæiske aktieselskaber betaler til Oljefondet. I 2022 tager Norge over 1 procent af værdiskabelsen i EU og Storbritannien.
For få fossilinvesteringer
Mens Norges olie- og energiminister havde travlt med at åbne Martin Linge, udgav Det Internationale Energiagentur, IEA, en rapport om situationen på det internationale energimarked. IEA blev grundlagt under den store oliekrise i begyndelsen af 1970erne for at sikre, at OECD-landene og Vesten i det hele taget kunne få stabile olieforsyninger. Det lykkedes ikke for IEA, men bureauet har været en sikker og god kilde til statistik om energi. Under den nuværende leder, Fatih Birol, er IEA også blevet en spydspids for den grønne omstilling. Man kan måske sige, at IEA består af to dele: En del, der fortæller, hvor meget olie og gas verden har brug for i de kommende år, og en anden del, der fortæller, hvad der er bedst for klimaet.
I fjor offentliggjorde IEA et hyppigt omtalte scenario for, hvordan verden inden 2050 kan nedbringe nettoudledningen af CO₂ til nul. Scenariet viser forenklet sagt, hvad der skal til, for at vi kan nå et sådant mål. IEA hævder ikke, at verden helt skal holde op med at producere olie og gas. Men scenariet viser blandt andet, hvilket niveau af CO₂-fangst der er nødvendigt, og anfører samtidig, at investeringerne i olie og gas skal nedbringes.
I den nye rapport fra januar advarer IEA om, at udviklingen i olie- og gasinvesteringerne i verden er bekymrende. Det går den gale vej. Og med den gale vej mener IEA, at investeringerne er for lave, selvom vi prøver at nå en nettoudledning på nul i 2050. Verden befinder sig nu i den paradoksale situation, hævder IEA, at vi investerer så lidt i olie og gas, at vi er i gang med at overopfylde målet om nuludledningen fra olie og gas, hvilket vil føre til, at de fleste af os, men ganske særligt verdens fattigste, vil få det værre i de kommende år. Det er hovedårsagen til, at Norge netop nu tjener så fantastiske summer på olie og gas.
Der er flere grunde til, at investeringerne i olie og gas er så lave globalt. Det første chok kom i 2014, da priserne gik i bund. De store vestlige olieselskaber kom under voldsomt pres fra ejerne om at investere langt mindre og i stedet betale højere udbytte. Alle de store private olieselskaber i Vesten rettede sig efter denne henstilling.
Men fracking-industrien i USA, som er domineret af mindre selskaber, blev ved med at investere og gjorde atter USA til verdens største olie- og gasproducent. OPEC og Rusland indledte i 2018-19 en krig mod amerikansk fracking og tvang olie- og gaspriserne ned ved at forøge udbuddet. Resultatet var en konkursbølge i USA, og investeringslysten blev meget mindre. Oveni kom så covid-19-epidemien, som i en periode sendte amerikanske oliepriser ned under nul pr. tønde.
Og så er der den grønne omstilling. Det hollandske Shell, Hollands største skatteyder, tabte en stor klimaretssag og fik ovenikøbet pålignet højere skatter. Selskabet har nu vedtaget at flytte til London for at blive fri for den hollandske stat. Samtidig har aktionærerne i alle de store privatejede olieselskaber i Vesten forlangt, at selskaberne skal investere mindre i olie og gas og meget mere i sol og vind. EUs grønne taksonomi er en del af dette billede. Det er blevet dyrt og risikabelt at investere i olie og gas i den vestlige verden. At Total opgav at drive Martin Linge videre, er kun et af mange eksempler.
Heller ikke i Rusland er der blevet investeret ret meget i olie og gas. Putin har haft et ønske om at blive af med al gæld i international valuta, især dollar. Derfor har den russiske olie- og gasindustri ikke investeret ret meget, for på den måde kan Rusland få et overskud på driftsbalancen med udlandet. Meget tyder på, at også OPEC-landene investerer for lidt. Der er en hel del, der taler for, at den reducerede produktion, som OPEC og Rusland påstår er planlagt med henblik på at holde olieprisen oppe, i virkeligheden bunder i en reduceret produktionskapacitet.
Gazprom producerer for lidt
Det er især disse emner, som IEAs nye rapport omhandler. OPEC og Rusland påstår, at de har en ekstra produktionskapacitet, men de reelle tal viser noget andet. I 2021 kom verdensøkonomien igennem de værste konsekvenser af covid-19-epidemien, og efterspørgslen på olie og gas steg mærkbart. Det hjalp ikke ret meget på investeringerne,
Gazprom, som er verdens største gasselskab og producerer to tredjedele af den russiske gas, var i 2021 ikke i nærheden af at producere så meget, som det påstår, at det kan producere. Gazprom »producerede 35 milliarder kubikmeter mindre end den påståede kapacitet til trods for rekordhøje priser i Europa og stor hjemlig efterspørgsel«, skriver IEA. I USA blev gasprisen fordoblet i 2021 sammenlignet med 2020. Til trods herfor, skriver IEA, »steg USAs gasproduktion kun med 2 procent«.
Det er her, det bliver interessant – eller tragisk. IEA har et scenario, der hedder STEPS, et konservativt scenario, hvor det er en forudsætning, at nogle, men ikke alle målene vedrørende CO₂-reduktion bliver gennemført. Dybest set handler STEPS om, hvor meget olie og gas verden skal bruge, og ikke så meget om, hvad der er ønskeligt af hensyn til klimaet. Taler vi om gas, er de nuværende investeringer i ny produktion mindre end halvdelen af, hvad der er nødvendigt, hvis verden skal forsynes med den mængde gas, der er behov for i de kommende år, »og 12 procent lavere, end hvad nettoscenariet frem til 2050 lægger til grund for perioden 2021-2031«.
IEA anfører, at der er de bedste betingelser for en stigning i olie- og gasinvesteringerne, men siger samtidig, at man ikke mener, investeringerne vil finde sted. Kravene på verdens kapitalmarkeder om, at vestlige olieselskaber skal blive grønne, er så stærke, at investeringerne også vil komme til at mangle i fremtiden, mener man i IEA. Desuden er resten af verden ikke sikker på, at den stigende efterspørgsel vil vare ved, når den vestlige verden signalerer, at den ikke ønsker at bruge olie og gas.
Alt tyder derfor på, at olie- og gaspriserne vil blive ved med at være høje i nok så mange år frem i tiden. Det er naturligvis uheldigt for EUs industri, som betaler de højeste energipriser i verden. I december 2021 var priserne på de indsatsfaktorer, som firmaer i EU køber ind, 26 procent højere end i december 2020. Og særlig slemt stod det til med gaspriserne. Både EU og Storbritannien har gas som grundlaget for varme- og elproduktion. Priserne er en katastrofe for verdens fattige lande. Det tegner nu til, at priserne på kunstgødning bliver mangedoblet med alle de konsekvenser, det vil få.
Staten tager det meste
Danmark kan tjene som eksempel på afhængigheden af gas. Den danske regering har lovet at reducere udledningen af klimagasser med 70 procent. Den samme regering meddelte for en måned siden, at den ville kompensere danske husstande med et kontant beløb og altså subsidiere opvarmning med gas. Danskere får med andre ord penge for at udlede CO₂. Og i Holland, hvor man havde meddelt, at det store gasfelt Groningen skulle lukkes i år, har man fundet ud af, at det ikke er nogen god idé. I mange europæiske lande er der nu lange køer foran dørene i organisationer, som uddeler gratis mad.
Hvordan har Norge opført sig, mens resten af verden har reduceret investeringerne i olie og gas? Der har været fuld fart på. Paradokset er, at netop det, der gør olie- og gasindustrien så indbringende for staten – den skyhøje norske olie- og gasskat på 78 procent – fører til en ualmindelig lav risiko for de olieselskaber, som driver felterne. Staten betaler.
For det første ejer Petoro, som staten kontrollerer, en tredjedel af soklen. Nej, Petoro driver ikke feltet, men stiller op med en tredjedel af finansieringen. Jo, staten tager minimum 78 procent af operatørernes overskud, men staten påtager sig også mindst 78 procent af omkostningerne gennem fradrag i olieskatten.
For tiden påtager staten sig faktisk 92 procent af omkostningerne og risikoen, fordi Stortinget i foråret 2020 vedtog en ekstraordinær covid-19-pakke med nye skattefradrag til olieindustrien for at holde investeringerne oppe. Oven i alt dette har den samme stat meddelt, at den i fremtiden vil lade olieselskaberne afskrive alle nye investeringer på én gang, hvilket vil give olieselskaberne en større likviditet her og nu og staten meget større indtægter i fremtiden, hvis olie- og gaspriserne holder sig på samme niveau som nu. Private investorer vil have penge hurtigst muligt, men staten skal leve evigt og kan vente.
Brøndene på den norske sokkel producerer i mange tilfælde i over 30 år. For tiden er nye projekter på den norske sokkel betalt ud efter et år eller to. Der findes formodentlig ikke et eneste olieregime i verden, hvor staten påtager sig en lige så stor risiko som i Norge. Begrænser vi os til den demokratiske del af verden, er ingen stater i nærheden af løbe en lige så stor risiko. Den positive side er, at ingen andre demokratiske lande er i nærheden af at få lige så høje indtægter.
Risikovilligheden går igen i tallene. Norge har på ingen måde ignoreret den grønne omstilling. Siden 2012 har man investeret 226 milliarder i bæredygtig elkraft og i elnettet, langt mere end man har investeret i industrien på fastlandet. Men tallene bliver små i sammenligning med det, der er investeret på soklen. Mellem 2012 og 2021 er der investeret 1,4 billioner kroner i norsk olie- og gasindustri. Staten tegner sig for godt og vel 80 procent af disse investeringer.
Investeringerne er sådan set uforståeligt høje, men når Norge nu i år måske kommer til at sælge olie og gas for omkring 1 billion kroner, er der ikke andet at sige til det, end at investeringerne er usædvanlig indbringende. Norge leverer desuden et produkt, som omverdenen er fuldstændig afhængig af. Yara, Europas største producent af kunstgødning, producerer otte millioner ton ammoniak på et normalt år. I september meddelte Yara, at man måtte reducere produktionen med 40 procent på grund af de høje gaspriser i EU og Storbritannien. Der kommer ikke færre gule veste, når den slags sker. Men der kommer flere penge til Norge.
EU og Storbritannien bruger nu enorme summer på at subsidiere indkøb af gas. Måske skulle de hellere have brugt pengene til at investere i produktion?
Oversat af Claus Bech.
