Metodefrihed. Muhammedkrisen bliver formentlig obligatorisk stof i folkeskolen. Men vil alle elever få de omstridte tegninger at se?

Prekært pensum

Når samtlige partier i dag klokken ni tropper op til sættemøde i Justitsministeriet for at drøfte ytringsfrihed og selvcensur, står undervisning i Muhammedkrisen øverst på listen. Der tegner sig et politisk flertal for at gøre sagen om de omstridte karikaturer til obligatorisk pensum, som eleverne i folkeskolen altså skal stifte bekendtskab med, samtidig med at staten udarbejder materiale, lærerne kan anvende i undervisningen.

Hensigten er at give alle elever indblik i Muhammedkrisen, den måske største udenrigspolitiske begivenhed i nyere danmarkshistorie. Og så angår det ikke mindst lærernes ytringsfrihed: Ingen lærere i folkeskolen skal lades i stikken alene og udøve selvcensur ved at undgå at undervise om tegningekrisen af frygt for trusler, repressalier og angsten for i yderste led at lide samme skæbne som den franske kollega Samuel Paty.

Bagtæppet for fredagens møde er et beslutningsforslag fra alle fem borgerlige partier, som blev behandlet i Folketinget i december sidste år. Det handlede i al væsentlighed om at pålægge regeringen to ting:

For det første skal Muhammedkrisen lempes ind i folkeskolens historiekanon som obligatorisk stof. Kanonen består i dag af 29 nedslag i verdens- og danmarkshistorien, og den så dagens lys i 2006, efter at et udvalg af sagkyndige havde arbejdet med at formulere listen.

For det andet skal regeringen sørge for at fabrikere læringsforløb, som lærerne »har mulighed« for at bruge i undervisningen. Med andre ord anfægter man ikke metodefriheden; efter ordlyden at dømme står det lærerne frit for, om de vil bruge de 12 tegninger, som Jyllands-Posten bragte i 2005, herunder Kurt Westergaards berømte og berygtede tegning af bomben i turbanen.

Ved førstebehandlingen 10. december afviste Pernille Rosenkrantz-Theil på regeringens vegne dengang forslaget. Blandt andet henviste børne- og undervisningsministeren til metodefriheden, selvom den altså ikke blev anfægtet i forslaget. Hun gjorde også opmærksom på, at der i historiekanonen er et punkt om 11. september 2001, »hvilket jo giver en udmærket anledning til præcis at undervise i spørgsmålet om Muhammedkrisen.«

SF bakkede imidlertid op, og dermed syntes flertallet hjemme. En uge senere sprang partiet så fra. Altinget har efterfølgende beskrevet, at årsagen var en henvendelse fra regeringen til støttepartiet baseret på bekymringer i Udenrigsministeriet om at havne i en ny krise med den muslimske verden. Formelt begrundede SF skiftet med, at regeringen just havde annonceret de nye forhandlinger, der kan give »en betydelig større politisk bredde« i løsningen af lærernes udfordringer med censur eller selvcensur. Strander de kommende forhandlinger, vil SF ifølge eget udsagn – igen – bakke op om blå bloks forslag.

Justitsministeren, der er vært for dagens møde, vil ikke interviewes inden forhandlingerne. Men i en skriftlig kommentar tilkendegiver Nick Hækkerup, at Muhammedkrisen er at regne for »en naturlig del« af undervisningen i demokrati og frihedsrettigheder.

»Undervisning i Muhammedkrisen rummer dog nogle vigtige problematikker i forhold til sikkerhed, selvcensur og folkeskolens tradition for, at lærere selv tilrettelægger deres undervisning. Det er problematikker, som den enkelte lærer ikke skal stå alene med – det må vi tage ansvar for fra politisk hold.«

Sat under administration

Håndsrækningen til lærerne og skolerne bliver bare ikke vel modtaget af alle dem, den er tiltænkt. Såvel Danmarks Lærerforening (DLF) som Skolelederforeningen har principielle indvendinger mod, at man fra centralt politisk hold tilsyneladende vil gennemtvinge undervisning i Muhammedkrisen.

Bekymringen for et begyndende brud med armslængdeprincippet er ikke helt ubegrundet. Den 25. januar lancerede regeringen en handlingsplan mod antisemitisme. Et af initiativerne er obligatorisk undervisning om Holocaust. I virkelighedens verden løber man åbne døre ind. Ingen elever går gennem folkeskolen uden at lære om nazisternes folkedrab på jøderne. Det nye er, at det nu bliver knæsat ved en politisk beslutning.

Ifølge Gordon Ørskov Madsen, formand for DLF, er den beslutning og planen om at gøre Muhammedkrisen til obligatorisk pensum en glidebane:

»At man beslutter på Christiansborg, hvilke emner og temaer der konkret skal undervises i, bygger på en form for tænkning, hvor man sætter lærerne og skolerne under administration,« siger han.

Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, betegner det som politisk detailstyring, når Muhammedkrisen nu skal være et obligatorisk undervisningstema, uden at skolefolket bliver inddraget, men alene beror på det for tiden herskende politiske flertal:

»Hvad så, når der bliver sammensat et nyt Folketing. Skal det så pilles ud?«

Forhører man sig hos partierne, der ønsker tegningekrisen føjet til historiekanonen, går især ét argument igen: Man skal ikke give voldsmanden veto.

Samtidig henviser Venstres undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, til, at historiekanonen ikke er blevet opdateret siden 2006.

»Hvis man igen nedsatte et udvalg til at se på nyere dansk historie, ville de så ikke komme frem til, at Muhammedkrisen skal med? Jo, det ville de,« siger hun.

Når lærerforeningen frabeder sig statens indblanding i, hvad der skal foregå i klasselokalet, sker det ifølge Liberal Alliances undervisningsordfører, Henrik Dahl, også med et underligt argument:

»Vi anfægter ikke metodefriheden. Men der har aldrig været emnefrihed. Staten stiller jo i forvejen krav til, hvad der skal undervises i. Man kan ikke sige: ‘Jeg hader Ohms lov, så den vil jeg ikke undervise i.' Og det nytter heller ikke, at man ikke vil undervise i den største og vigtigste krise i dette århundrede, som Danmark har været i,« siger han.

De Radikale er også optaget af at sikre lærernes ret til at undervise i potentielt konfliktfyldte temaer uden at blive truet. Partiet er dog imod, at politikerne styrer skolen med kanoner. Ifølge Martin Lidegaard, 1. næstformand i folketingsgruppen, vil det næppe heller hjælpe den enkelte lærer.

»Jeg tør i hvert fald ikke lægge hovedet på blokken og sige, at mennesker, der er så formørkede i sindet, at de kan finde på at gribe til vold, bliver stoppet, bare fordi det er besluttet politisk, at lærerne skal undervise i Muhammedkrisen,« siger han.

Som Mozart uden musik

Offentligt fremme har været et par konkrete eksempler på, at lærere er blevet truet eller har oplevet andre seriøse problemer, fordi de har brugt muhammedtegningerne i undervisningen, eller fordi de har tilkendegivet ønske om at anvende dem. Man kan mene, at én trussel er én for mange.

Det lader sig ikke afgøre, hvor udbredt selvcensuren blandt folkeskolelærerne er. For et år siden fremlagde bladet Folkeskolen en panelundersøgelse, hvor 85 procent af lærerne oplyste, at de ikke har vist tegningerne i forbindelse med undervisningen. Blandt dem svarede langt de fleste, at det »har aldrig været relevant.«. 22 procent begrundede det med ønsket om ikke at krænke elevers følelser, ni procent med frygt for reaktioner fra elever eller forældre og seks procent med, at elever kunne finde på at ødelægge undervisningen. Seks procent frygtede også at blive mål for terrorister.

Undersøgelsen flugter for så vidt med det indtryk, som Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole, har:

»Hovedproblemet er ikke dødstrusler. Det er en misforstået hensyntagen til en minoritet og frygten for at gøre noget kontroversielt.«

Ifølge Dennis Hornhave Jacobsen, formand for foreningen af lærere i historie og samfundsfag, kan man godt undervise i Muhammedkrisen uden at vise Kurt Westergaards tegning. Han er på det rene med, at nogle lærere er bange for at bruge den.

»Pointen er bare, at det ikke er det eneste argument. Der kan også være didaktiske, pædagogiske argumenter for at vælge den fra.«

Står det udelukkende til Nye Borgerlige, bør det nu være obligatorisk at anvende tegningerne. Undervisningsordfører Mette Thiesen siger:

»Det må aldrig komme dertil, at der er ting, vi ikke underviser i, fordi man er bange for repressalier. Og det giver ikke mening at undervise i Muhammedkrisen og ytringsfrihed uden at vise tegningerne. Det svarer til at undervise i Mozart uden at spille hans musik.«