Serveret. Om drikken har en helbredende effekt, skal jeg ikke kunne sige, men under alle omstændigheder er den et supplement til en varmeblæser.

Flydende centralvarme

Hvad gør man for at få varmen, når temperaturerne nu for alvor begynder at falde, og Kremls rablende stormagtsfalbelader har sendt kloden ud i en energikrise, som bevirker, at alle radiatorers termostater fremdeles skal stå på »fodkoldt«?

Både mentalt og fysisk er det fristende at slutte sig til bjørnen og gå i hi, men da jeg får pokkers ondt i ryggen af at ligge ned i mere end seks-syv timer i stræk, er det ikke en mulighed.

Så svaret må findes i en skøn drik, som jeg stampede op på en jordomrejse for en årrække tilbage.

Jeg havde netop været i Xi'an i den nordlige del af Kina for at beundre de legendariske terrakotta-krigere, men da vinterkulden var begyndt at bide i næsen, og jeg havde fået nok af sne og sjap, drog jeg af årsager, som min hukommelse ikke gerne vil dele med mig, mod Guilin i Guanxi Shuang-provinsen. Sandsynligvis fordi egnens pittoreske landskab med Li-floden, der snor sig mellem de talrige sukkertoplignende sandstensbjerge, virker dragende på enhver, der har betalt med en 20-yuan-seddel, som er prydet med et kobberstik af landskabet. Jeg kan til gengæld tydeligt huske, at jeg ikke havde tænkt over, at temperaturen, som ifølge de kinesiske aviser skulle være cirka 14-15 grader i regionen, ikke fulgte gængse meteorologiske målemetoder, men derimod var dekreteret af Folkekongressen. For på den tid af året skulle det åbenbart ifølge landets ledelse denondelynemig være forår.

Nuvel, efter den obligatoriske og tænderklaprende bådstagetur rundt på floden mellem de smukke bjerge, der lå indhyllet i en hvidlig dis, frøs jeg så meget, at jeg aldrig troede, jeg skulle få varmen igen. Det hjalp heller ikke a søge ly på hotellet, der ellers havde huset flere amerikanske præsidenter gennem tiden – herunder Bill Clinton, der dog havde haft klimatologisk åndsnærvær nok til at henlægge sin tur til juli måned.

Men hvad pokker gjorde de lokale, der sad helt urørlige udendørs og spillede majong?

Svaret fik jeg på en lille café, hvor jeg blev bænket – udenfor! – på en lille træterrasse: Her serverede de nemlig en særlig, stærkt krydret urtete, som med det samme fik mit indre til at blusse og gjorde den allestedsnærværende kuldedis til at tåle.

Teen var enkel at lave, og jeg har siden brugt den som alkoholløs ersatz til min bedstefars romtoddy, der kan nogenlunde det samme.

TAG EN KASSEROLLE og fyld den med to tredjedele vand, som bringes i kog. Heri putter man derefter saften fra en halv citron og et tommelfingerstort stykke ingefær, finthakket. Tillige med en krydderiblanding, der består af et par nelliker, nogle sorte peberkorn (fire-fem stykker), to stjerneanis og en kanelstang, som man forinden har knust i en morter.

Hele baduljen koges i syv-otte minutter (ikke mindre!), hvorefter man sier krydderiresterne fra, lader den trække nogle minutter med en te efter eget valg og slutter af med at smage til med rigelige mængder honning.

Resultatet er ikke til at tage fejl af: Varmen strømmer gennem kroppen, som når man lukker luften ud af et gammelt centralvarmeanlæg. Den krydrede bryg smager vanvittig godt. Nå ja, og kineserne mener, at den øger blodomløbet og afhjælper menstruationssmerter, hvilket jeg af indlysende årsager ikke kan udtale mig om.

Snydes skal den gunstige læser naturligvis ikke for min farfars toddy, som tjener stort set samme formål: Til den skal man bruge en kop earl grey-te, som man kroner med et ordentligt skvæt rom (lys eller mørk er hip som hap). Så skal der et par appelsinskiver i. Og også her skal der tilsættes et par skiver ingefær, en kanelstang og så til sidst rigeligt med honning. Gerne akaciehonning, som jo i forvejen er flydende. Og så er det ellers bare ind på divaneseren med slumretæppet og en god bog over hovedet.

Hvor toddyen egentlig kommer fra, er der – som med de fleste drikkevarer og gastronomiske opskrifter – ikke bred enighed om. Nogle mener, at den stammer fra den irske læge Robert Bentley Todd, der konsekvent bad sine patienter drikke varm cognac med kanel og varmt vand mod stort set alle luftvejslidelser. Men det er nok mere sandsynligt, at den stammer fra 1600-tallets Indien, hvor man serverede en varm krydderiblanding af alkoholisk palmesaft og sukker, som blev kaldt taddy, og som første gang omtales officielt i britiske tidsskrifter i 1786.

Hvorom alting er, gør den fortrinlig fyldest – som min bedstefar yndede at sige. Og efter ganske kort tid indfinder sig den samme dybe varme – »toddy-kåben« om man vil – som jeg husker så levende fra det ishamrende kolde Guilin.

Om drikken har den sagnomspundne helbredende effekt, skal jeg ikke kunne sige, men under alle omstændigheder er den et behageligt, vederkvægende og i længden billigere supplement til en varmeblæser, når nu stuetemperaturen denne vinter ikke skal over 18-19 grader.

Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.