Jurnalister billede

Anne Kidmose

(f. 1989) bor i Dar es Salaam og dækker Afrika for Weekendavisen. Hun skriver om afroamerikanske migranter, Rwandas selvforståelse, kenyanske ghostwritere og generelt om tendenser, der overrasker og undrer. Er uddannet journalist fra Roskilde Universitet, taler swahili og har tidligere skrevet for den tanzaniske avis The Citizen.
Gamechanger. Ingen infektion slår så mange ihjel som tuberkulose. Der er desperat brug for en vaccine, og sådan en har Statens Serum Institut. Efter 30 år og 107 forsøg skal den endelig testes i mennesker.

Monstret i lungerne

Sydafrika, 2023. Rasmus Skaarup Mortensen klemmer sig ind på anden række i minibussen. Hans knæ støder mod sædet foran, og han har kun sovet fem timer i nat, men det er lige meget. Han er ikke træt.

Chaufføren gasser op og svinger bussen ud på den firesporede hovedvej fra Johannesburg til Pretoria. Udenfor glider grå varehuse og lagerhaller i den sydafrikanske metropol forbi.

Rasmus har taget en pæn lyseblå skjorte på, og hans hvide sneakers skinner. Krøllerne på toppen af hovedet har fået lov til at vokse, så de vælter ud over panden på en drenget måde. Han strækker halsen for at kigge ud ad forruden, skubber brillerne med det transparente stel længere op på næsen. Det er kun et spørgsmål om minutter nu.

Om lidt ankommer han til den klinik, hvor det første menneske skal stikkes med en spritny tuberkulosevaccine. En vaccine, som han har stået i spidsen for at færdigudvikle på Statens Serum Institut (SSI).

Det føles som en drøm, der går i opfyldelse, men også en mærkelig en af slagsen. For hvordan gik det til, at han som 36-årig nu står med en vaccine, der måske kan gøre en forskel for en fjerdedel af klodens befolkning?

Når han tænker tilbage, ved han godt, hvorfor han sidder her. Den har altid været der, lysten til at fordybe sig, lysten til at gøre noget. Som seksårig obducerede han en kaninunge for at finde ud af, hvorfor den døde.

I dag frustrerer det ham, at så få ved og forstår, at tuberkulose er den dødeligste infektionssygdom i verden. Malaria, hiv og tuberkulose kaldes for The Big Three, men tuberkulose slår flere ihjel end de to andre – tilsammen! Det årlige antal mistede menneskeliv er omkring 1,6 millioner. Corona var skyld i flere dødsfald i 2020 og 2021, men allerede sidste år var tuberkulosen tilbage på førstepladsen.

Tuberkulosebakterien er den snedigste af alle patogener og har været her i årtusinder. Illustration: Sine Jensen
Tuberkulosebakterien er den snedigste af alle patogener og har været her i årtusinder. Illustration: Sine Jensen

I Danmark er tuberkulose som et sløret minde, men i store dele af Afrika, Asien og Latinamerika er sygdommen forkrøblende. Børn bliver forældreløse, folk i deres bedste alder kan ikke arbejde, kvinder med tuberkulose bliver valgt fra som ægtefæller.

Foran Rasmus i minibussen sidder nogle af Sydafrikas og verdens førende tuberkuloseforskere. De er bekymrede over, at antallet af tuberkulosetilfælde igen er stigende efter at have været faldende siden 2005. Det er prioriteringen, den er gal med, siger de. I løbet af 11 måneder blev der skudt 700 milliarder kroner i coronavaccineforskning. Det er hundrede gange så meget, som hele tuberkuloseforskningen får på et år.

Rasmus er her i sygdommens epicenter, fordi han medbringer et håb. Det har taget 30 år at udvikle den nye tuberkulosevaccine, H107, og Bill & Melinda Gates Foundation har doneret næsten 70 millioner kroner til de første kliniske forsøg i Sydafrika. Det er måneforskning, det her. De bevæger sig ud i det ukendte.

»Tænk, hvis det lykkes,« gentager Rasmus, hver gang han taler om vaccinen.

Men forsøgets succes afhænger af, at der er sydafrikanere, som tør modtage vaccinen, og for nylig var der stor modstand mod forsøg med en coronavaccine.

Endelig ankommer de til klinikken i Pretoria. For første gang skal Rasmus stå ansigt til ansigt med dem, som er ramt af tuberkulosens hærgen. Han sitrer af spænding. Hvad mon de tænker om ham? Forhåbentligt ikke »hvid mand redder Afrika«. Bare han ikke mister deres opbakning til forsøget.

Den engelske fiasko

Rasmus begynder som specialestuderende på SSI i 2010. Han er pavestolt over sit nye studiested og cykler gerne en omvej fra indgangsslusen ned til sit kontor i bygning 81. Forbi de nedlagte hestestalde, hvor serum mod difteri blev tappet fra dyrenes halse. Videre hen til hovedbygningen, det ambassadelignende vartegn fra 1901, op ad trappen og ind i biblioteket. Her er dunkelt og stille. Han lader fingerspidserne glide hen over bogryggen på de indbundne publikationer samlet fra gulv til loft. Science, Nature, The Lancet. Han forestiller sig, hvordan instituttets ledere må have været henrykte her omkring langbordet, da rygtet løb fra Paris i 1921. Var der virkelig opfundet en vaccine mod tuberkulose?

I starten af 2013 er Rasmus med, da forskerne, lægerne, ngo’erne og fondene igen er høje af forventninger til en ny vaccine. Dem, der dør af sygdommen, har nemlig ofte et ar efter den gamle franske vaccine, benævnt calmette, på skulderen, så den virker tydeligvis ikke godt nok. Calmette er kun 60 procent effektiv og holder ikke mere end 10-15 år. Indtil videre har alle forsøg på at lave en ny dog fejlet, men immunologer fra University of Oxford har netop annonceret, at de har vaccineret 3.000 babyer med deres og hele verdens lys i mørket: MVA85A.

Peter Lawætz Andersen, Rasmus' mentor og forskningsdirektør på SSI, har forsøgt at lave en tuberkulosevaccine, siden Rasmus gik i vuggestue, og da han i februar 2013 ser resultaterne af MVA85A-forsøgene trykt i The Lancet, er han i chok.

Vaccinen virker ikke. Som i slet ikke.

Peter kalder gruppen sammen og skærer alvoren ud i pap:

»Det her kan risikere at efterlade det indtryk, at tuberkulosevacciner slet ikke kan lade sig gøre. Fondene vil trække sig. Forsøg vil blive indstillet. Hele feltet kan gå i stå.«

Profetien går i opfyldelse. Tuberkuloseforskningen er i recession.

På SSI har de dog ikke tænkt sig at give op. Peter har siddet rastløs i svenske bjælkehytter og forklaret sin kone, at han altså ikke har tid til at brænde bål af. Hans børn siger, at det er så hyggeligt, når far er på besøg. De ofringer og det livsværk skal ikke forpurres, fordi nogle briter har klokket i det. Og han ved godt, hvilken vej de skal gå. De skal tilbage til det, de gør bedst, nemlig grundforskningen.

»Oxford og alle de andre. De laver det samme. Så nu laver vi noget, verden aldrig har set før,« siger han, og dér på ruinerne af den historiske skuffelse begynder gruppens og Rasmus' rejse mod H107.

Snedkerværkstedet

Peters claim to fame er opdagelsen af et protein så lille, at det slet ikke burde være et protein. Det hedder ESAT-6 og er måske det vigtigste såkaldte antigen, tuberkulosebakterien har. Antigener er de kendetegn, som afslører over for immunsystemet, at bakterien ikke hører hjemme i kroppen og skal slås ned. Alle vacciner virker ved, at kroppen lærer at genkende antigener, så Peter lavede i 90erne en vaccine med ESAT-6, som han troede skulle redde verden. Vaccinen hed H1. Altså den første af 106 vaccineudgaver før H107.

Fiaskovaccinen fra Oxford og de fleste andre vacciner i pipelinen forsøger at booste calmettevaccinen, der er en svækket udgave af den rigtige tuberkulosebakterie. Calmette får derved immunsystemet til at reagere, præcis som hvis kroppen bliver angrebet af tuberkulosen. Men hvad hvis immunsystemets intuitive angreb er utilstrækkeligt? Det tror SSI-gruppen, at det er, og efter 2013 går de efter at lave en vaccine, der kan hjælpe kroppen med at mobilisere andre, stærkere dele af immunsystemet.

De laver den ved at omdanne laboratoriet til et snedkerværksted, hvor de forsøger sig med den ene kombination af antigener efter den anden, men det store gennembrud udebliver.

I mellemtiden har Rasmus forladt gruppen for at lave en ph.d. i streptokokker, og først i 2016 vender han tilbage. Nu ikke længere en lærling, men fuldblodsforsker og klar til at nedkæmpe sin erklærede bakteriologiske ærkefjende.

Tuberkulosebakterien, Mycobacterium tuberculosis, er den snedigste af alle patogener. Som det der usårlige übermonster, man møder i slutningen af et computerskydespil. Den har været her i årtusinder og har lært at snyde immunsystemet så meget, at vi bare har vænnet os til den. I milde tilfælde dør man med og ikke af tuberkulose. I uheldige tilfælde ødelægges lungevævet af huler og huller. Kroppen visner, fortæller læger. Som at se en hiv-patient i gamle dage.

Efter nye fejlslagne forsøg – blandt andet H4, der efter 16 år nåede helt til menneskeforsøg – diskuterer gruppen, hvilken strategi de skal forfølge. Rasmus' favoritidé er at forsøge med en vaccine, der kun indeholder antigener, som ikke er i calmette.

Den 100 år gamle calmette-vaccine er ikke nok til at bekæmpe tuberkulose, for den er kun 60 procent effektiv. Derfor er der brug for en ny. Illustration: Sine Jensen
Den 100 år gamle calmette-vaccine er ikke nok til at bekæmpe tuberkulose, for den er kun 60 procent effektiv. Derfor er der brug for en ny. Illustration: Sine Jensen

Calmettevaccinen og tuberkulosebakterien deler godt 4.000 antigener. Indtil videre har hele feltet mest arbejdet med at tage de bedste af dem, men Rasmus prøver at overtale sin mentor til at fokusere på den strategi, hvor de helt dropper antigenerne fra calmette.

»Det vil have så meget kant, og det er jo den vej, vi hele tiden har bevæget os,« argumenterer han, men Peter er forbeholden:

»Hvis vi slet ikke har nogen calmetteantigener, så kan vi ikke booste calmette. Det er ret satset.«

Det, der bliver afgørende for gruppens beslutning, er nye resultater, der stik mod gængs viden viser, at man muligvis godt kan revaccinere voksne med calmette. Dog vil kun under halvdelen af de vaccinerede være beskyttet. Så hvad med den anden halvdel? De kan ikke få en vaccine med calmetteantigener, for så vil calmette og den nye vaccine bekrige hinanden i kroppen. De har brug for en vaccine, som ikke har calmetteantigener – sådan en, som gruppen nu ønsker at lave.

Herfra går det uhørt stærkt. De finder otte unikke antigener, som ikke er i calmette. Ét af dem er Peters ESAT-6. Disse otte kan vække hidtil usete kræfter i immunsystemet, viser dyreforsøg, og så er H107 født.

Men vaccinen er kun halvfærdig. Det er, som om de har fundet og udrustet en ny specialstyrke i kroppen, som bare ingen kampmoral har.

Den kommer først, da de får hjælp fra to andre store dræbere: kræft og corona.

Hellere hiv

Klinikken i Sydafrika, hvor forsøgene med H107 skal udføres, minder om et forladt universitet i det gamle DDR. Bag den grå facade ligger en lukket gård med betonbænke. En kølig vind fra græssletterne rammer Rasmus, da han går mellem blokkene.

»Stedet her er ikke lige, som jeg havde forestillet mig,« siger han til de øvrige forskere, mens de bevæger sig op ad trapperne til første sal.

Klinikkens indre ligner et venteværelse i en dansk lægepraksis til forveksling: IKEA-kunst på væggene, fladskærmsfjernsyn, mulighed for te eller kaffe. Organisationen Aurum Institute, der driver klinikken, er specialister i at planlægge og udføre vaccineforsøg, og det er her, forsøgspersonerne møder ind.

»Rasmus Mortensen – a very Scandinavian name,« introducerer Rasmus sig til Aurums medarbejdere, og de griner.

Men inde i et sidelokale er stemningen mere afventende. Her sidder fem beboere fra en nærliggende township, den fattige bydel Nellmapius. De er med i en gruppe, der rådgiver Aurum og hjælper med at rekruttere deltagere til vaccineforsøg. Det er dem, der er nøglen til lokalsamfundets opbakning.

»Det er meget vigtigt for mig at møde jer og tale med jer. Jeg har forberedt nogle slides, men pyt med dem, lad os bare snakke,« siger Rasmus og ser sig om efter en stol, så han kan sidde i øjenhøjde med de fem.

En midaldrende kvinde i blå kjole og matchende blå læbestift tager ordet. »Girl Boss« står der på hendes gyldne øreringe. Hvad med bivirkninger fra vaccinen, spørger hun.

Rasmus læner sig lidt frem: »Vi ved det ikke endnu, for det bliver i forsøget her, at det første menneske modtager vaccinen. Men som med andre vacciner forventer vi nogle ømme lymfeknuder, måske en lille smule feber eller et hævet område, hvor der er stukket.«

En anden kvinde tager over: »Hvad så, hvis en i forsøget stiller træskoene?«

Resten af gruppen fniser. Rasmus, derimod, er seriøs:

»Sammensætningen i vaccinen er ny, men komponenterne er blevet testet hver for sig i mennesker, og de er ikke giftige. De risici, der er i kombinationen, kender vi selvfølgelig ikke til, og derfor tester vi den i raske voksne først,« siger han.

Kvinden noterer svaret ned i sin notesbog. Bag hendes ryg står rækker af hospitalssenge, der skal i brug, hvis en forsøgsperson bliver dårlig af vaccinen. Der er en risiko for, at det kan gå galt, men ønsket om at komme af med sygdommen er stærkt hos de fem.

»Vi ser folk dø af tuberkulose. Det er slemt. Derfor tror jeg, at det bliver nemmere at få folk til at deltage i det her forsøg end i coronaforsøg,« siger hun til Rasmus, der nikker. »En motiverende faktor,« bemærker han.

Tuberkulose er den førende dødsårsag i Sydafrika, og sygdommen er uløseligt forbundet med fattigdom. Små, lukkede hjem i de sydafrikanske townships er som en invitation til tuberkulosebakterien.

Den er en tyv, der stjæler dit liv fra dig, forklarer Sylvia Masangwana, hvis historie Rasmus får refereret. Hun plejede at gøre rent i private hjem, men da hun blev syg med tuberkulose i 2009, forsvandt hendes kræfter. Tuberkulose er meget farligere end hiv, mener hun, for der er ingen beskyttelse, ikke noget at gøre. Ud af de otte millioner mennesker, der lever med hiv i Sydafrika, vil to tredjedele udvikle tuberkulose, og mange vil dø.

»Hvad end der kan fjerne tuberkulose – jeg byder det velkomment,« har Sylvia fortalt.

Ingen anden sygdom medvirker til at fastholde fattigdom som tuberkulose, og et nyt studie viser, at der er billioner af kroner at hente i vækst, hvis der laves en effektiv vaccine.

Planlagt hygge

Tilbage i 2018 har Peter efterhånden ansvaret for over 100 medarbejdere, og han er nødt til at uddelegere. Dermed er det på tide at finde en afløser til at lede hans højtelskede tuberkulosegruppe.

Peter har vidst, at Rasmus er et særligt talent, siden han så en ukendt studerende række hånden op i en fyldt sal og give Peter løsningen på et problem, han lige havde præsenteret. Men Rasmus er kun 31 år gammel, har vejledt én studerende og har næsten ingen publikationer i de store tidsskrifter. Udviklingen af en tuberkulosevaccine er trods alt SSIs flagskib.

Da Peter tager chancen og spørger Rasmus, ligner Rasmus en, der lige har grebet en håndgranat, men efter at have talt med sin kone under en lang gåtur, siger han ja. Alt andet vil ærgre ham.

Det første halvandet år kæmper han med at forene ambitionerne om at være både forsker og far. Efter råd fra sin øverste chef koncentrerer han sig herefter om at samle gruppen.

I de værste sygdomstilfælde ødelægger tuberkulose vævet i lungerne. Illustration: Sine Jensen
I de værste sygdomstilfælde ødelægger tuberkulose vævet i lungerne. Illustration: Sine Jensen

Den består af seniorforskerne Thomas Lindenstrøm og Joshua Woodworth. Thomas er den systematiske analytiker, Joshua den kreative Harvard-forsker, der samtidig er så skeptisk, at han ikke stoler på et resultat, før han har set det to gange. Så er der de to laboranter, Ming Liu Olsen og Camilla Myhre Maymann, der blandt andet står for at kvase milte og blende lunger fra forsøgsmusene, så immuncellerne kan udtrækkes. De har begge følt sig som robotter i deres tidligere job, og Camilla endte med næsten ikke at kunne lægge to tal sammen. Nu oplever de, at arbejdet giver mening. De kalder Rasmus, Joshua og Thomas for popcornhjerner. Nye ideer popper i tide og utide. Derudover er der de to studerende Bezawit og Nafsika.

Rasmus insisterer også på, at gruppen skal have det godt socialt.

»Vi er altså nødt til at planlægge noget hygge,« siger han på et gruppemøde, hvor den fælles Excel-kalender, som Thomas står for, er ved at sande til i dataanalyser.

»Det er det mest danske, jeg nogensinde har hørt,« smiler Joshua.

Peter sad i et hjørnekontor med en PH-lampe på skrivebordet. Det gør Rasmus ikke. Han sidder på tomandskontor med lederen af adjuvansgruppen på SSI. Adjuvanser kaldes også for hjælpestoffer, og det er dem, der alarmerer immunsystemet om, at de genkendte antigener er farlige og skal angribes. Med andre ord kommer kampmoralen fra adjuvansen.

Derfor er gruppens næste mål at forbedre adjuvansen, for den, de bruger i H107, er ikke god nok.

Kræft og corona

Alle på SSI, der ikke arbejder med corona, hjemsendes ligesom resten af landet under pandemien i 2020. Det gælder også tuberkulosegruppen.

Med sig hjem har Rasmus dog en stor stak udprintede videnskabelige artikler. Ikke om tuberkulose, men om kræft. Det er alment kendt blandt immunologer, at kræftforskerne er fem til ti år foran, fordi der simpelthen er flere penge i kræft. Derfor kunne der jo gemme sig noget i kræftlitteraturen, som kunne styrke H107.

Artiklerne spreder han ud på trægulvet foran pejsen, efter hans to døtre er puttet. Med en kuglepen streger han under og skriver til i margenen. Ilden får fat, mens han leder efter ét bestemt ord: Th17.

Th17 er en særlig form for T-celler, der først blev opdaget i midten af 00erne. Kroppen laver ikke naturligt Th17-celler, når den bliver angrebet af tuberkulosebakterien. Men hvad hvis den gjorde?

Pejsen får en kævle mere. Og en mere. Th17-celler kan få kræfttumorer i mus til at forsvinde, står der i et abstract. Det knitrer fra pejsen, mens han læser passagen igen og igen.

Da han lister i seng den nat med hånden plettet af sværte fra kuglepennen, er han ikke længere i tvivl om, hvilken adjuvans de skal udvikle. En, der kan få kroppen til at producere Th17-celler.

Ud over at Th17 hurtigere finder vej til lungerne efter en tuberkuloseinfektion, kan forvandle sig til andre T-celler og kan opretholde et angreb meget længere end andre T-celler, så har Th17 én afgørende fordel. Som en flok mexicanske smuglere kan de lave en bagindgang og lukke de andre T-celler ind til bakterien. Hvem er den snedigste nu?

Det forbløffende er, at adjuvansen i H107 allerede kan lave Th17-celler. Det har Thomas vist i 2012, hvor ingen troede, at det var vigtigt. Men det er aldrig lykkedes ham at få dem frem i andre end mus. De laver en ny adjuvans. Og en ny. Og en ny.

Så, en efterårsdag i 2021, står Joshua pludselig i døren til Rasmus' kontor.

»Jeg har nogle data, du gerne vil se,« lokker han.

Joshua har et mistænkeligt ansigtsudtryk, tænker Rasmus. Det ligner ham ikke.

På Joshuas skrivebord ligger et ark papir, og bøjet over det udbryder Rasmus:

»Men Josh … den er der jo … den er der jo!«

Blodet fra de aber, der har fået deres tiende udgave af adjuvansen, er fyldt med Th17.

Den nye vaccine er udviklet gennem en stribe forsøg med mus og aber. Illustration: Sine Jensen
Den nye vaccine er udviklet gennem en stribe forsøg med mus og aber. Illustration: Sine Jensen

Nu står de med en vaccine, der er alle de 106 tidligere udgaver overlegen. Den har bedre antigener og en stærkere adjuvans.

»Det har jeg godt nok ikke set før. Det er imponerende,« er professor ved Seattle Children's Hospital Kevin Urdahls svar, da Rasmus viser ham de nyeste resultater. Kevin er en af verdens fremmeste tuberkulosebekæmpere og valgte for nogle år siden at samarbejde med SSI-gruppen.

Over 100 tuberkulosevacciner er i øjeblikket i forskellige stadier, og Kevins bud er, at de fleste forskere ser H107 som et af de største håb blandt dem.

Fra lillebitte H1 til store, komplekse H107. 30 års trægt arbejde med endeløse justeringer har nået sit klimaks. I august 2022 får de pengene fra Gates til menneskeforsøgene.

Små vinduer

Det er for farligt at gå rundt i townshippen selv – opportunistiske kriminelle kan være hvor som helst – så Rasmus må betragte de sammenlappede blikskure fra minibussens sæde.

»Og der har vi så toiletterne. De bliver tømt én gang om ugen,« siger guiden og peger på en række plasticbåse i forskellige farver, der står og damper i 28 graders varme.

»Det er sådan nogle, som vi kalder for festivaltoiletter,« bemærker Rasmus. Han skal lige synke det, han ser. Kvinder og børn sidder foran blikskurene og sælger snacks. En mand er i gang med at tænde et bål på et gadehjørne.

Minibussen kører langsomt forbi en række boligblokke, hvor små sprossede vinduer er lejlighedernes eneste luftvej.

»Derinde er der helt sikkert tuberkulose,« udbryder Rasmus ved synet.

Guiden giver ham lov til at stå ud af bussen. Missende mod eftermiddagssolen kigger han rundt på boligblokkene. Nogle af vinduerne er åbne, krus og tandbørster står i vindueskarmene. Andre er helt lukkede. En flok nysgerrige skolepiger går forbi.

Rasmus ville ønske, at han kunne gøre noget nu. Tilbyde en vaccine til townshippens unge og voksne. Men selv hvis alt går strygende, når forsøgene går i gang til oktober, selv hvis H107 giver den rigtige immunrespons, går der mindst ti år, før sydafrikanerne kan få et stik med vaccinen.

»I det mindste er jeg ung, så jeg kan nå at opleve det,« siger han.