Jurnalister billede

Anne Kidmose

(f. 1989) bor i Dar es Salaam og dækker Afrika for Weekendavisen. Hun skriver om afroamerikanske migranter, Rwandas selvforståelse, kenyanske ghostwritere og generelt om tendenser, der overrasker og undrer. Er uddannet journalist fra Roskilde Universitet, taler swahili og har tidligere skrevet for den tanzaniske avis The Citizen.
Tabubrud. Reggae-dansende politiker forfører vrede unge mænd i den kenyanske valgkamp med løfter om fri cannabis og eksport af hyæne-testikler og slangegift. På tværs af Afrika målretter populistiske kandidater deres kampagner mod en desperat ungdom.

Jokerens time i Afrika

DAR ES SALAAM – Den kenyanske politiker og præsidentkandidat George Wajackoyah har sagt så mange skøre ting, at det er vanskeligt at vælge det mest rammende citat. Måske den mest tågede udtalelse alligevel er hans invitation til en gigantisk, tilrøget ganja-fest i præsidentens gemakker, hvis han vinder præsidentvalget 9. august.

»Jeg vil invitere alle i præsidentboligen til at komme og ryge, så vi kan rense boligen, og derefter gå videre til parlamentet for at rense parlamentsbygningen efter de farlige kriminelle, der har plyndret det her land,« har han sagt til onlinemediet Mpasho.

Hash-tågerne vil skræmme »ånde onder« væk, mener Wajackoyah. Når røgen har lagt sig, vil han afskaffe forfatningen og lade det være op til befolkningen at skabe et »folkets dokument«.

Den 63-årige politiker, der udelukkende optræder i joggingtøj og danser til reggae-musik, er blevet en politisk stjerne i Kenya, også selvom meningsmålingerne kun giver ham omkring syv procent af stemmerne. Hans kontroversielle ideer – lovliggørelse af cannabis, eksport af hyæne-testikler og slangegift samt dødsstraf til korrupte politikere – har vakt noget hos mange kenyanske unge. Selv børnene har hørt om den dansende politiker.

»Mine børn spørger mig, hvad cannabis er. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til dem,« sagde en ven til mig, da jeg var i Kenya i juli. En anden udbrød: »Jeg stemmer på ham!«, men jeg kunne ikke finde ud af, om det var i spøg eller alvor.

I den kenyanske hovedstad Nairobi kører Wajackoyah rundt på ladet af en lastbil og giver knytnævehilsner til arbejderklassens unge mænd; motorcykelchauffører, slagtere, daglejere, storbyens hustlere. De griner af ham og med ham.

I dag har de fleste afrikanere slet ikke oplevet kolonitiden, og de forstår ikke kolonialisme-retorikken. De vil bare gerne have et arbejde, brødføde sig selv. Det er et stort skifte.

Bruce Mutsvairo, Forsker ved universitetet i Utrecht

Det ligner sjov og ballade, men Wajackoyah er også et symbol på en voksende vrede blandt unge kenyanere. »Der er ikke nogen tvivl om, at han har fanget opmærksomheden hos vrede, utilfredse unge i både byer og landdistrikter i Kenya, på tværs af alle de almindelige etniske, regionale og partipolitiske linjer,« skriver redaktøren Macharia Gaitho i Kenyas toneangivende avis Daily Nation.

Og ifølge kenyanske Ibrahim Magara, der er ph.d.-studerende ved britiske Loughborough Universitys afdeling for international politik, er Wajackoyah et tiltrængt alternativ til de familiedynastier, der har haft stor politisk magt siden uafhængigheden i 1963.

»Folk er trætte af at høre de samme historier fra de samme politikere igen og igen. Så når der kommer en som Wajackoyah og taler anderledes åbent om kontroversielle emner, så skaber det stor begejstring,« siger Magara over telefonen fra Nairobi. Han er taget hjem for at stemme.

Men mange andre unge kenyanere har slet ikke registreret sig som vælgere. De er apatiske over for det politiske system, for de føler ikke, at politikerne lytter til deres problemer. Ifølge Kenyas nationale statistikbureau er over 16 procent af kenyanere mellem 20 og 24 arbejdsløse, og lobbyorganisationer kalder ligefrem ungdomsarbejdsløsheden for en »tikkende bombe«.

I så fald er det en stor bombe, for den kenyanske befolkning er ung. Omkring 80 procent af befolkningen er under 35, og det samme gør sig gældende for hele det afrikanske kontinent, der har den yngste befolkning i verden.

Forud for sin tid

Det er ikke kun Kenyas unge, der interesserer sig for den sprælske George Wajackoyah. Politiske analytikere i Østafrika betragter ham som en ny politikertype – en kontroversiel, anti-elitær joker.

Den garvede ugandiske journalist og forfatter Charles Onyango-Obbo forudser, at der de næste ti år vil være flere kontroversielle politikere, der for eksempel ønsker at lovliggøre homoseksualitet og sætte aborten fri i Østafrika. Sådan skriver han i avisen The East African, mens han på sociale medier kalder Wajackoyah for en politiker »forud for sin tid.«

Ibrahim Magara er enig.

»Wajackoyah viser os, at vores politiske rum er ved at åbne sig. Nu er der plads til alle mulige politikere inklusive disruptive kandidater. I begyndelsen troede vi, at han var en joke. Men se, hvor vi er nu. Han er præsidentkandidat. Nu kan fremtidens præsidentkandidater komme på banen og sige alle mulige vilde ting, fordi Wajackoyah har sprængt skalaen,« siger han.

Ligesom Charles Onyango-Obbo er han spændt på at se, hvilke tabubelagte emner fremtidens Wajackoyah’er vil bryde. Men hvad mener han om ideen om at afskaffe forfatningen og genindføre dødsstraf – lyder det ikke lovligt meget som en trussel mod demokratiet?

»Det vil tage mange år om at vokse til noget, der kan true demokratiet. Lige nu er der ikke engang en ordentlig bevægelse. Men det kan begynde med sådan en som Wajackoyah, og hvis han fastholder sit narrativ og får endnu mere opbakning, så kan det udvikle sig til en bevægelse, der vil udfordre status quo,« siger Magara.

Men ifølge Bruce Mutsvairo, der forsker i afrikanske demokratier og systemkritik ved universitetet i Utrecht, er Wajackoyah blot en af mange afrikanske politikere, der bruger den desperate ungdom som et »politisk våben« for at få indflydelse. Strategien er således: at stille sig på ungdommens side og samtidig skurkagtiggøre den eksisterende politiske elite. Resultat: millioner af unge stemmer.

»Det her er ikke kun en kenyansk udvikling, men det sker også i Nigeria og Zimbabwe, hvor der er valg næste år. På tværs af Afrika er der fokus på ungdommen. Jeg tror simpelthen, at det er, fordi oppositionen i mange afrikanske lande har så svært ved at vinde valg. De er løbet tør for ideer. Hvordan fjerner man eksempelvis et parti, der har været ved magten i Zimbabwe siden 1980?« spørger Bruce Mutsvairo retorisk og besvarer selv spørgsmålet: »Du bruger ungdommen til at komme til magten.«

Han mener, at Wajackoyah er et eksempel på en moderne populistisk politiker. I samme båd placerer han også en anden kenyansk politiker og præsidentkandidat, William Ruto. Ruto er gået til valg på sloganet »Hustler Nation«. En reference til de millioner af unge fattige kenyanere, der »hustler« sig igennem hverdagen. 55-årige Ruto lægger i interviews ikke skjul på, hvordan han selv gik til skole på bare fødder og først fik et par sko som 15-årig. Engang tjente han også til dagen og vejen ved at sælge kyllinger langs vejen, har han fortalt.

Ligeglad med kolonitiden

Wajackoyah og Rutos politiske kampagner viser, hvordan populisme i Afrika har forandret sig, mener Bruce Mutsvairo.

»Tidligere var populisme i Afrika drevet af antikoloniale bevægelser og skikkelser, såsom Robert Mugabe. Han var en populist, fordi han sagde til folk, at alle hvide mennesker var dårlige mennesker, fordi de koloniserede os. Nu har vi bevæget os væk fra det narrativ. I dag har de fleste afrikanere slet ikke oplevet kolonitiden, og de forstår ikke kolonialisme-retorikken. De vil bare gerne have et arbejde, brødføde sig selv. Det er et stort skifte,« siger Mutsvairo og uddyber.

»Ungdommen i dag har ikke lyst til at høre om den antikoloniale kamp. De vil bare gerne have respekt, lyttes til. Og så er det nemt for populister som Wajackoyah at appellere til de her unge folk. Han udnytter simpelthen bare situationen,« siger han.

Hvor populistiske bevægelser i Europa ofte finder næring i frustration over immigration – og ofte hos den ældre del af befolkningen, er populisme i Afrika ofte næret af en vrede over manglende social forandring siden uafhængigheden, påpeger Alexander Beresford, der er professor i afrikansk politik ved University of Leeds.

»I Europa handler debatten ofte om vindere og tabere på grund af globaliseringen, men i Afrika er fokus ofte på befolkningerne i byerne. Populister prøver at henvende sig til folks vrede over manglen på forandringer siden kolonitiden og skuffelsen over de postkoloniale ledere. Men populisme i Europa og Afrika har også fællesstræk – begge kontinenters populistiske ledere prøver at appellere til folk, der føler, at den politiske elite ikke tager almindelige menneskers problemer alvorligt,« siger Beresford.

Det er heller ikke umuligt at forestille sig, at populistiske ledere finder inspiration hos hinanden på tværs af kontinenterne, mener Bruce Mutsvairo. Og på grund af al den snak om at indtage den kenyanske præsidentbolig med ild i hashpiberne kan jeg ikke lade være med at tænke på stormløbet på Kongressen i USA. Eller på lignende scener i Sri Lanka, hvor folk stormede præsidentens bolig i sidste måned. Kan noget lignende finde sted i for eksempel Kenya?

»Det kan ikke udelukkes. Forskellen i Afrika er, at hvis folk ville gøre sådan noget, så ville de blive skudt. Der er folk, der har lyst til at gøre det, men de er bange for konsekvenserne,« siger Mutsvairo.