Satellit. Med et stort anlagt statsbesøg har USA gjort det klart, at Kenya er blandt Vestens tætteste allierede i Afrika. Men venskabet har også en pris.
Bidens afrikanske buddy
Den forgangne uge har været særdeles god for den kenyanske præsident, William Ruto. Han fik nemlig æren af at være den første afrikanske leder i over 15 år, der aflagde officielt statsbesøg hos præsidenten i USA. Timingen er selvfølgelig ikke tilfældig. USA har udset sig Kenya som sin vigtigste partner på det afrikanske kontinent i en tid, hvor særligt Rusland har succes med at charmere militærjuntaer i Vestafrika.
I forbindelse med besøget erklærede Joe Biden, at Kenya vil blive det første land i Afrika syd for Sahara, der får titlen som USAs »ikke-NATO-allierede«. Det betyder, at Kenya vil få bedre mulighed for at købe amerikansk militært isenkram, men det betyder ikke, at landene er forpligtet til at forsvare hinanden, som det er tilfældet for NATO-medlemmer.
Til gengæld har Kenyas William Ruto lovet at sende omkring 1.000 politifolk til Haiti. De skal lede en international mission og forsøge at etablere et minimum af orden i det caribiske land, som i praksis kontrolleres af kriminelle bander. USA har nægtet at sende amerikanske politifolk til Haiti, men støtter missionen økonomisk.
Hjemme i Kenya – der har sine egne problemer med voldelige kriminelle – har Haiti-missionen mødt stor modstand, men præsident Ruto holder fast. Han har omtalt missionen som »et kald for menneskeheden«.

kid
Del: