Analyse. Israelske ledere er mere presset end nogensinde og isoleret diplomatisk. Landet fortsætter kursen mod status som international paria.
Israels blindgyde
Det israelske luftvåben smed bomben klokken 20.45. Den lille teltlejr for palæstinensiske fordrevne i det vestlige Rafah i Gaza blev straks brændt ned til grunden. Angrebet kostede mellem 45 og 50 mennesker livet. Billeder af forkullede lig, skrigende mænd, kvinder og en baby uden hoved spredte sig som en steppebrand om aftenen den 26. maj. Angrebet var det hidtil mest dødbringende under Rafah-offensiven, som Israel indledte den 6. maj.
Det israelske militær antydede, at branden i teltlejren kunne være forårsaget af sekundære eksplosioner, muligvis fra palæstinensiske militantes våben. Det kunne også have været brændstof eller gasbeholdere i lejren, som eksploderede. Det israelske militærs talsmand Daniel Hagari sagde, at årsagen til branden vil blive undersøgt yderligere, og understregede, at de israelske bomber var for små til at forårsage tragedien. Premierminister Benjamin Netanyahu kaldte angrebet »en tragisk fejl«.
Del: