DUBAI – Klokken er 21.30, da alarmerne lyder. Det begynder med en enkelt mobiltelefon ved siden af os, og snart hyler alle mobiler i cafeen, langs promenaden og hele Dubai Marina i en enerverende biptone. »På grund af en potentiel missiltrussel, søg omgående dækning i den nærmeste sikre bygning,« står der på skærmen.

Martins Abele slår alarmen fra og tænder en cigaret. Rundt om os gør alle det samme: fisker lynhurtigt mobilen frem, trykker »ok«, og et halvt minut senere er det, som om alarmen aldrig har lydt. En mor skubber sit spædbarn i en klapvogn langs marinapromenaden, barnet har sparket sit tæppe af i den lune aftenluft. En gruppe kvinder griner højlydt et sted uden for vores synsfelt. Himlen er mørkeblå og diset, som den ofte er i ørkenen – oplyst af den menneskeskabte marina, et funklende kunststykke i glas og beton.