Analyse. Marokko har som det første afrikanske land sendt kampvogne til Ukraine. Selvom russerne skruer op for charmen i Afrika, har de vanskeligt ved at sikre opbakning fra de tunge drenge.
Lavrovs linedans
I disse uger flyver den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, på kryds og tværs af Afrika – først var han i Sydafrika, Eswatini, Angola og Eritrea, og snart skal han efter planen til Tunesien, Mauretanien, Algeriet og Marokko. En sand kraftanstrengelse. Som mål har han at så frø til flere venskaber med afrikanske regeringer og sikre opbakning i FN.
Lavrovs Afrika-tur, den anden siden Ukrainekrigens begyndelse, er blevet mødt med bekymring i Vesten. Det er bestemt ikke gået hen over hovedet på nogen i Europa og USA, at Rusland forsøger at genoplive de tætte bånd til afrikanske lande fra sovjettiden. Men der er også flere tegn på, at russerne er ude i et kompliceret ærinde.
Del: