Han kæmpede og tabte. I et tv-interview søndag aften meddelte den franske præsident, Emmanuel Macron, at alle franske soldater vil forlade det vestafrikanske land Niger ved årets afslutning. Som begrundelse for beslutningen om at trække de omkring 1.500 soldater – og den franske ambassadør – hjem, sagde Macron: »Vi vil ikke beskæftige os med intern politik, vi vil ikke være kupmagernes gidsler.«

Macron har sat hårdt mod hårdt i forhandlingerne med de generaler, der tog magten i det vestafrikanske ørkenland i et militærkup 26. juli. Han har nægtet at anerkende deres autoritet og i stedet forsøgt at få den afsatte præsident, Mohamed Bazoum, der var demokratisk valgt, tilbage på posten. Bazoum var Frankrigs sidste rigtige ven i Sahelregionen og en tæt allieret i kampen mod regionens terrorgrupper.

De seneste par år er franske tropper blevet smidt ud af nabolandene Mali og Burkina Faso efter folkelige protester mod den tidligere kolonimagt, som anklages for neokolonialisme. 

I midten af september underskrev Nigers militærjunta en forsvarspagt med netop Mali og Burkina Faso. Og søndag græd de nigerske generaler tørre tårer over Macrons farvel: »Vi fejrer endnu et skridt mod Nigers suverænitet,« lød deres reaktion.

Arkivfoto: Ludovic Marin, AFP / Scanpix
Arkivfoto: Ludovic Marin, AFP / Scanpix

Dermed er Frankrigs militære tilstedeværelse i Sahel skåret ind til benet. Tilbage er der omkring 1000 soldater i Nigers naboland, Chad, foruden militærbaser i de vest- og centralafrikanske lande Senegal, Elfenbenskysten og Gabon. 

Bemærkelsesværdigt er det, at USA er gået langt mere stilfærdigt til værks i forhandlingerne, og det vides endnu ikke, hvad der skal ske med de 1.100 amerikanske soldater i Niger.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.