For omtrent 100 år siden, i 1926, skar en landbrugskrise dybt i Sønderjylland. Første Verdenskrig og den pinefulde omstilling ved Genforeningen havde hensat tusindvis af bønder i desperate gældskvaler, og i dette landskab var Cornelius Petersen en mental høtyv.
En landbofascistisk agitator med egen bevægelse, Bondens Selvstyre, og med eget dagblad, Folkets Selvstyre. Altid på jagt efter et slagsmål, hvor forbitrelsen kunne ledes videre i en kollision med Systemet.
Et af disse tilfælde kom i sensommeren 1926, da statsminister Thorvald Stauning talte for en større forsamling i Bov. Rygtet ville vide, at den socialdemokratiske leder på dette møde udtalte, at 50.000 arbejdsløse stod klar til at overtage 50.000 gældsplagede gårde.
Den 5. september 1926 hvæsede den 44-årige Cornelius Petersen i Folkets Selvstyre: »Vi har hørt at man vil jage os fra vore gårde og sende os i døden.« Cornelius Petersen gav sit udfald overskriften »Forbryder eller statsminister?« og gav selv svaret: »Enten skal røverkaptajnen dø, eller vi må dø.«
Mødet i Bov havde været en fin mulighed: »Vi kunne straks have gjort det af med ham, havde vi været mandstærke nok. Mangen menneskeplager med stjerne og charge har fået en kugle bagfra, uden at øvrighedens arm har kunnet nå hævneren – sådan kunne også Stauning have været nedtrampet af fem hundrede bønder, uden at øvrigheden fik at vide, hvem der var hvem.«
Siden Første Verdenskrig havde den danske offentlighed med lige dele afsky og fascination fulgt det rabalder, som altid føg omkring Cornelius Petersen. Men nu havde regeringen og det etablerede politiske system fået nok. Den selvudråbte bondefører blev stillet for retten.
Cornelius Petersen var friser og kom fra halvøen Ejdersted i det sydvestlige Slesvig. I 1905 slog han sig ned ved Møgeltønder og opførte sin imponerende frisergård, en såkaldt haubarg, med et kolossalt stråtag rejst over alle fire længer.
Under Første Verdenskrig led Cornelius Petersen og andre slesvigske bønder under tvangsafleveringer til frontens kødgryder. Marker blev udpint, stalde tømt. Her var det Systemet i Berlin, Petersen rasede mod. Så snart hans gård i 1920 var havnet på den danske side af grænsen, var det Systemet i København, der var målet for vreden.
I det nationale spørgsmål vidste hverken tysksindede eller dansksindede rigtig, hvor de havde den arrige friser. Begge lejre så muligheder i hans frådende energi, men Petersen nåede at svinge flere gange mellem de mest radikale standpunkter: Grænsen til Ejderen! Nej, til Kongeåen!
I 1925 stiftede Petersen sin politiske bevægelse, Bondens Selvstyre: Skattevæsenet skulle erklæres grundlovsstridigt, socialforsorg var den rene uret, postvæsenet var et blodsugende monopol, skolevæsenet forkrøblede eleverne, så de var uegnede til de produktive fag.
Folk strømmede til Cornelius Petersens møder, ikke mindst da Stauning kort efter Bov-mødet udskrev folketingsvalg. Aviser fra hele landet sendte reportere til Sønderjylland for at lodde stemningen omkring Petersens bevægelse, som stillede op som Selvstyre-Partiet. Middelfart Avis berettede den 12. oktober 1926 om bevægelsen og dens løfter om et snarligt opgør med den forhadte parlamentarisme:
»Man tror i dag dens førere, når de siger, at der snart vil ske noget, og det gyser gennem forsamlingen, når profeterne taler om ‘inden ret længe, når vi har magten’. Hvorledes dette skal ske, spørger man endnu ikke om, der er endnu så mange ‘tegn’, så megen mystik om førernes ord og i deres handlinger, at man tror dem.«
Avisen understregede: »At det er revolutionsstemning, man arbejder med og i, er der ingen tvivl om.«
En gruppe danske officerer, der efter inspiration fra Mussolinis Italien havde dannet en fascistisk gruppering, Nationalkorpset, viste sig ganske rigtigt at støtte Cornelius Petersen. Som reaktion på retssagen havde disse officerer sonderet militærkredse for støtte til et fascistisk kup.
Flere af disse officerer blev anholdt, og den 4. oktober 1926 kunne Aabenraa-dagbladet Hejmdal referere dommen over Cornelius Petersen for dennes udfald mod røverkaptajn Stauning: »Tiltalte, gårdejer Cornelius Petersen, Vesteranflod ved Møgeltønder, hensættes i simpelt fængsel i 3 måneder.«
Selvstyre-Partiet opnåede kun 2.117 stemmer ved valget i december 1926, og den fascistiske bondeoprører døde ni år senere. Da havde en langt mere velorganiseret antiparlamentarisme formået at målrette kraften i Petersens amorfe vrede.
Hver uge bringer Weekendavisen afgørende gammelt. Læs tidligere ‘Flaskepost’ her.
