MINDRE studietid, bedre kvalitet. Det er budskabet i det udspil, regeringen lancerede i denne uge. Her lægger man op til at skære et år af den toårige kandidatuddannelse på blandt andet humaniora og samfundsfag for til gengæld at fylde det tilbageværende op med undervisning og vejledning. Det dobbelte på den halve tid! Regnestykket er der næppe mange, der kan få til at gå op. Hvordan man end vender og drejer det, har regeringen fremlagt et forslag, der lægger op til at forringe væsentlige fag. Mere venligt betragtet er hensigten dels at få de unge studerende hurtigere ud på arbejdsmarkedet, dels at bruge nogle af de sparede penge på velfærds- og erhvervsuddannelserne. Det sidste er en ædel bestræbelse: Vi imødeser en stadig mere alvorlig mangel på eksempelvis sygeplejersker i de kommende år, hvor der er færre og færre unge til at tage sig af flere og flere ældre.
SU er det store urørlige i dansk politik. Den tør de færreste politikere nærme sig af frygt for at støde en indflydelsesrig vælgergruppe fra sig: alle os med børn i den stipendiedygtige alder. Berøringsangsten har medført den groteske situation, at vi i dag bruger flere penge på at hælde i de studerendes bankkonti end på deres uddannelser. Og nærer man den sympatiske tanke, at SUen hjælper med til at udjævne forskellen mellem fattige og rige unge, får man ikke megen hjælp fra forskningen. Som økonomiprofessor Torben M. Andersen, der selv i 2019 af den borgerlige regering blev udpeget til at studere effekterne af SU, sagde her i avisen sidste sommer, giver SU tværtimod en socialt skæv omfordeling på sidste del af uddannelsen. Det ender »i et livsperspektiv med at blive en omvendt Robin Hood«, forklarede han. Den rigere del af Danmark skylder den fattigere en stor tak.
BEDRE vil det være, hvis regeringen lader sig inspirere af et andet forslag fra den reformkommission med professor Nina Smith i spidsen, som offentliggjorde anbefalingerne i april, og hvis tvivlsomme idé det er at skære ned på kandidatuddannelsens længde. Kommissionen anbefalede tillige at erstatte SUen med lån på kandidatuddannelsen; et forslag, regeringen ikke har fulgt. Det burde den. Ifølge kommissionen vil omlægningen styrke de offentlige finanser med cirka to milliarder kroner årligt – næsten nøjagtig det samme, som regeringen påregner at spare ved at halvere kandidatuddannelserne. De penge kan passende bruges til at gøre det mere attraktivt for unge at søge ind på fag, der kan skaffe os den hjælp, vi får brug for i de kommende år. Vi skal have flere lærere, pædagoger og sygeplejersker, men ikke på bekostning af en fortsat ødelæggelse af humaniora og samfundsfag.
UDDANNELSER er samfundets salt, og vi kommer ikke udenom at gøre op med de pinefuldt dyre SU-stipendier. Fordelene er ovenikøbet til at få øje på: Højtuddannede tjener i snit langt mere end andre gennem arbejdslivet. Selv hvis de stifter gæld under studierne, vil de fortsat få en stor økonomisk gevinst på at uddanne sig. De studerende vil blive mere målrettede med at færdiggøre uddannelsen på normeret tid; et fjumreår bliver pludselig dyrt. Og de unge vil i højere grad vælge studier, hvor der er et job bagefter. Det er godt for samfundet. Og vel også for de unge. Men tør politikerne gøre op med landets største tabu? S.U.
