»Sandheden vil sejre i sidste ende. Nonsens vil kollapse under sin egen vægt ved en slags intellektuel tyngdelov.«
Sådan lyder et gammelt citat fra astronomen Cecilia Payne-Gaposchkin. Det kan også fint bruges i dag som en epilog over århundredets kamp mellem klimaforskere og klimabenægtere.
Endelig anerkender dominerende flertal over hele verden klimakrisens alvor og menneskets skyld deri. Klimabenægterne udgør under ti procent i de fleste lande, inklusive USA, og i Danmark er tallet nede på fire procent ifølge YouGov. Undersøgelser viser også, at i flere lande er andelen af befolkningen, der ser klimaforandringer som en alvorlig trussel, næsten fordoblet på et årti.
Et dugfriskt studie viser også, hvordan amerikanerne i stigende grad ændrer holdning, selv republikanere og Fox News-seere.
Faktisk er de fleste meningsmålinger stoppet med at inkludere spørgsmål om troen på klimaforandringer, fordi det er som at spørge, om Jorden er flad. Tænketanken CONCITO spurgte for sidste gang i 2015, om klimaforandringerne var menneskeskabte. 15 procent svarede dengang »i mindre grad« eller »slet ikke«.
Selv Bjørn Lomborg er tippet. I 1998 skrev han her i avisen: »Drivhuseffekten kommer. Måske […] Men vi ved, at teorien er baseret på meget problematiske modeller, (og) at den danske solplet-teori i alt fald forklarer en del af temperaturudsvingene.« Det er blevet til: »Global opvarmning er et reelt og menneskeskabt problem, vi skal gøre noget ved«, som han skrev i Berlingske i fjor.
Klimabenægterne er altså blevet irrelevante. Så hvorfor skrive om dem?
Fordi vi blev forført. Jeg blev forført. Selv de mest videnskabstro blev forført af spin og tvivl. Og vi bliver det stadig.
»Benægtelsesmaskinen« benægter måske ikke noget længere, men den har formået at gøre klimakamp til forbrugerkamp bag vores ryg. Det er forbrugeren, der sviner, siger olieindustrien nu, inspireret af våbenlobbyens succes med »Guns don’t kill people, people kill people«.
»Er adfærdsudskamning det nye opium for de klimaangste masser?« spørger klimaforsker Michael Mann (ham med hockeystavgrafen) i sin bog The New Climate War fra 2021.
Vi må forstå, hvad der skete og sker. Derfor kommer her klimaskepticismens historie. Den begynder i 1988.
De første benægtere
»Drivhuseffekten er blevet påvist, og den ændrer vores klima nu.« NASA-forsker James Hansens flammetale 23. juni 1988 til Kongressen i USA var så overbevisende, at selv den senere præsident George H.W. Bush, godt nok presset af en valgkamp, lovede at bekæmpe drivhuseffekten med Det Hvide Hus-effekten.
Næsten profetisk stoppede det kort efter med at regne, og USA blev ramt af en af historiens værste tørker.
Medierne gav de følgende år klimaforskerne al den taletid, de havde brug for, og drivhuseffekten blev en global bekymring.
Men så skete der noget i 90erne. Journalisterne begyndte at ringe til politikere og økonomer i stedet for klimaforskere, og tvivlen voksede: Hvor sikker er den videnskab egentlig? Har klimaet ikke altid svinget mellem koldt og varmt? Holder computermodellerne?
Den tvivl kom ikke af sig selv. Den blev plantet. Først af den fossile brændstofindustri og næstefter af de pengestærke konservative tænketanke i USA som Heartland Institute og George C. Marshall Institute (i dag CO₂ Coalition).
ExxonMobil, Western Fuels Association, National Coal Association, American Petroleum Institute og Global Climate Coalition er nogle af dem, som lancerede kampagner eller betalte forskere for at sprede tvivl om videnskaben som beskrevet i bogen Merchants of Doubt fra 2012. Til trods for at deres egne forskere var enige med Hansen. Strategien var velkendt og venligst udlånt af især tobaksindustrien.
The denial machine (benægtelsesmaskinen) har videnskabshistorikere døbt dette samlede forsøg på at miskreditere klimaforskningen.
Benægtelsesmaskinen fik succes, fordi det aldrig har handlet om videnskab, men om økonomi, ideologi og verdenssyn.
»Jeg var ellers optimistisk,« siger professor i miljøsociologi Riley Dunlap fra Oklahoma State University. Han har fulgt antimiljøbevægelserne siden 70erne og så, hvordan cfc-gasser og DDT blev reguleret trods kemiindustriens protester. »Men indtil da handlede det om specifikke problemer som luft- eller vandforurening. Det her var meget større.«
Han forklarer, at politiske indgreb, der skulle sænke CO₂-udledningen, ikke bare nationalt, men internationalt, blev set som angreb på selve det frie marked og den økonomiske vækst. Derfor appellerede tvivlskampagnen til en større skare end blot de få ærkekonservative.
»Når du tager industriens økonomiske incitament og blander det med en antistatsideologi om, at alt, hvad regeringen gør, er forkert, så bliver det farligt. Det er vores bidrag. At vise, hvor stærk en kraft konservatismen er, og hvordan den mobiliserede en modstand mod klimakampen,« siger han.
Klimaskepticismens storhedstid var 90erne og 00erne. Det var her, at de danske fysikere Henrik Svensmark og Eigil Friis-Christensen fremlagde deres teori om, at jo højere solaktivitet, jo varmere bliver det, populært kaldet solpletteorien. Længe var teorien skeptikernes foretrukne alternative forklaring, også efter at meteorologer kunne vise, at effekten fra solaktiviteten på opvarmningen i nutiden var minimal.
Det var også i de år, 1998-2012, at opvarmningen tilsyneladende gik i stå.
Mens termometret stod stille, og Svensmark talte solpletter, heppede jeg på Team Lomborg. Her var en mand med en sund skepsis over for en klimakamp, jeg fandt hysterisk. Som en sekt løb alle frem i formation kun guidet af nogle krystalkugler for vejr og vind. Den plantede tvivl talte således til min og andres høje tanker om egen fornuft.
»Tvivl er vores produkt,« sagde ikke en klimabenægter, men vicemarketingsdirektør hos tobaksvirksomheden Brown & Williamson, John Burgard, i 1969.
Kølige, hvide mænd
Klimaskepticismen er unik i udbredelse, men ikke i oprindelse. I hele den moderne æra har der været modstand, når biologer har hævdet, at naturen er i forfald, og ofte hænger modstanden sammen med andre overbevisninger.
Norske Olve Krange studerede holdninger til ulve og krybskytteri, da han opdagede en forbindelse til klimakampen.
»Jo større klimaskepsis, jo større accept af ulovlig jagt på ulve,« siger Krange, der er seniorforsker ved Norsk institutt for naturforskning.
Han gav sig herefter til at undersøge, hvad der karakteriserer klimaskeptikere, og et af hans mest opsigtsvækkende studier er Cool dudes in Norway: climate change denial among conservative Norwegian men fra 2018. Det er en videreførelse af et af Riley Dunlaps studier, og de første konklusioner er bekræftet af andre:
Den typiske klimaskeptiker er en ældre, hvid, konservativ mand. Krange fandt også en stærk korrelation mellem klimaskepsis og højrepopulisme, nationalisme, skepsis over for indvandring, kort uddannelse og at bo på landet.
De konservative mænd hævder også hyppigere, ifølge hans studie, at medierne overdriver klimaforandringer.
Herhjemme er Nye Borgerliges, Liberal Alliances, Dansk Folkepartis og Venstres vælgere dem, som hyppigst svarer, at klimaforandringer ikke er et særlig alvorligt eller slet ikke et alvorligt problem – mellem 19 og 38 procent viser CONCITOs Klimabarometer fra 2020.
»Det handler grundlæggende om en skepsis mod centralmyndighederne, mod indvandringen, mod globaliseringen og om natursyn,« siger Krange og kommer til pointen i sin artikel:
Klimaskepsis bunder ofte i en længsel efter »de gode gamle dage«.
»Myndighederne foreslår tiltag for at nå klimamålene, som kræver helt fundamentale ændringer,« forklarer han. »Ændringer, som udfordrer nogens indtægtskilder, levevis og livsstil mere end andres. Det er sandsynligvis i de grupper, at denne nostalgiske længsel er mest udbredt.«
Konklusionen flugter med landsmanden Kari Norgaards berømte undersøgelser af en norsk landsby, som ignorerede en synlig og ødelæggende lokal opvarmning på grund af det, hun kaldte »socialt organiseret benægtelse«. Det vil sige et stærkt kollektivt ønske om at bevare stabilitet og ligevægt i samfundet.
Men jeg er ikke særlig gammel, konservativ, kortuddannet, bor på landet eller fremmedfjendsk. Dog hvid, men slet ikke mand. Hvorfor blev jeg skeptiker?
»Nogle mennesker kan bare godt lide at være kontrære,« svarer Krange.
30-årskrigen
Vi springer til Christiansborg Slotsplads 17. september i år. Ved foden af rytterstatuen ruller seks ældre mænd et banner ud: »Lyt til videnskaben – der er ingen klimakrise«. Et par små skoledrenge med »Hellere varm og rig end kold og fattig«-klistermærker på brystet stiller sig op på statuens sokkel og råber: »Dommedag er aflyst!«
Lidt flere kommer til. En enkelt tænder en pibe. De kalder sig klimarealister, ikke det misvisende og ladede »klimaskeptikere«. Det engelske contrarians er bedre, som ordbogen oversætter til Rasmus Modsat. Klimarealisterne er den sidste rest af oppositionen mod den overrumplende konsensus om, at vi står i en klimakrise.
De har dannet foreningen Klimarealisme, og deres formand er civilingeniøren Karl Iver Dahl-Madsen. I 1999 skrev han i en seminarartikel, som han i det store hele stadig står ved:
»Det er indlysende, at den foreslåede kur med meget høje reduktioner af CO₂-emissioner meget vel kan være langt dyrere end sygdommen global opvarmning.«
Dengang gik han dog alligevel ind for at skifte fossile brændstoffer ud med CO₂-neutral atomkraft. Det gør han ikke længere, for atomkraft er ikke nok:
»Jeg er blevet mere opmærksom på, hvor umuligt det er med en planøkonomisk udfasning af kul, olie og gas. Det vil få meget alvorlige negative konsekvenser for alle mennesker,« siger han.
Med forbehold for stor usikkerhed er mennesket kun ansvarligt for halvdelen af opvarmningen af kloden, ifølge Dahl-Madsen, der kalder Svensmarks solpletteori for »ekstrem plausibel«. IPCC skriver ellers i deres seneste rapport, at mennesket med stor sandsynlighed er den hovedansvarlige, men »vi mener, IPCC har en tendens til at overdrive«, lyder modsvaret.
Når sociologerne siger, at klimarealisterne er gamle, hvide mænd, der desperat ønsker at bevare den verden, de kender, ryster han på hovedet:
»Så lyt dog til, hvad vi siger i stedet for at lede efter motiver. Måske er vi bare nogle, der har en lille smule mere livserfaring og tager det lidt mere med ro. I modsætning til alle de andre i det offentlige rum har vi faktisk sat os grundigt ind i tingene,« siger han.
»De andre« står 50 meter fra ham. Klimakaravanen, en vandrende højskole, er nået til København efter at have besøgt 18 andre byer. De er klimarealisterne i overtal omtrent ti til en. Deres hår er længere, og aldersfordelingen mere jævn. Mens de synger »Må vi vågne« foran et hvidt lærred med teksten »Klimakrisen kan løses«, råber de to drenge højere og højere om aflysningen af dommedag.
Eigil Kaas, professor og leder af Nationalt Center for Klimaforskning hos DMI, gik i starten beredvilligt ind i de klimaskeptiske diskussioner og har flere gange debatteret med Karl Iver Dahl-Madsen.
De to har set de samme rapporter, samme tal, samme modeller. Men Kaas har vaklet mere. Han gispede, da Svensmark pludselig påstod, at Solens aktivitet kunne forklare opvarmningen.
»Jeg kom da i tvivl, det gjorde jeg. Altså, forstår vi nu det her? Ret hurtigt kunne vi så se, at effekten fra solpletterne var minimal … men den er der,« siger Kaas.
Han kalder også nogle af Lomborgs tidlige ideer for »kloge tanker«, som at pengene skulle bruges, hvor de gør mest gavn.
»Efterhånden som jeg satte mig ind i tingene, tænkte jeg dog, at ej nu stopper det med den skepsis. I starten af 00erne gad jeg næsten ikke mere, for det var spild af tid. Men det blev bare ved og ved og ved.«
Der var kun gået ét årti, og de fleste klimaforskere var ligesom Kaas ved at være trætte af skeptikerne. Tidsskrift efter tidsskrift nægtede at trykke deres artikler. Men det hjalp ikke. Dahl-Madsen og de senere klimarealister har aldrig været så mange, som de var i 00erne.
Skud mod budbringeren
Forskerne prøvede oftest at bremse den skepticisme, de ikke forstod, ved at fremvise fakta og grafer, uden succes. Og så var det hele mediernes skyld.
»Det blev den her bekvemme undskyldning for, hvorfor indsatser rettet mod de kontrære ikke var særligt effektive,« siger klimakommunikationsforskeren Maxwell Boykoff fra University of Colorado Boulder om hovedanklagen mod medierne kaldet falsk balance. Det vil sige journalisternes skævvridende tendens til at sætte en klimaforsker og en skeptiker over for hinanden i objektivitetens navn.
Men falsk balance er i dag en myte. Boykoff må vide det, for han var den første til at beskrive fænomenet i en artikel fra 2004. Han har netop opdateret sin forskning med over 4.000 artikler fra fem lande og vist, at 90 procent af dem ikke indeholder falsk balance. De sidste ti procent er fortrinsvis udgivet i konservative aviser.
Medierne har dog alligevel sat det aftryk, at vi tror, der er mange flere klimaskeptikere, end der faktisk er, viser australsk forskning fra 2012.
En anden mislykket angrebsstrategi fra klimabevægelsen har ifølge Boykoff været »name, blame and shame« (sætte navn på, bebrejde og udskamme).
»Der er en tid og et sted for alting. 100 virksomheder står for to tredjedele af al CO₂-udledning i verden. Jo, lad os sætte navn på og bebrejde dem. Men at bebrejde og udskamme onkel Mike for ikke at slukke lyset, det lukker altså bare samtalen ned.«
Så hvorfor endte så mange skeptikere alligevel med at blive overbevist om klimakrisens alvor i 2010erne? Ifølge undersøgelser har klimaet selv gjort sin del ved at sende plager som tørker, skovbrande, hedebølger og oversvømmelser. Andre svarer, at de blev omvendt under deres uddannelse eller overbevist af klimaforskningen.
Min skepsis brast under min egen research. Der var ingen steder den stilhedsspiral, jeg forsøgte at afdække. Intet tavst, skeptisk mindretal blandt geologerne eller fysikerne. Godt nok var det metodisk noget sjusk, når en undersøgelse fra 2013 hævdede, at 97 procent af klimaforskerne var enige om de antropogene klimaforandringer, men der var 14 andre lignende undersøgelser, som viste næsten det samme. Min artikel, der skulle vise, hvor usikre klimamodellerne var, endte med den resignerende overskrift »Spåkonen, der fik ret«. Og satellitmålingerne, der viste en køligere jord? Systematiske fejl.
Klimaskepsis 2.0
Nu er det slut. Tvivlen er væk. Men det er benægtelsesmaskinen ikke. Det, Boykoff kalder name, blame and shame, er ifølge førnævnte Michael Mann en bevidst strategi lige så plantet som tvivlen, og i sin bog fortæller han, hvordan oliefirmaet BP var med til at promovere ideen om at måle den enkeltes carbon footprint (kulstofaftryk). For når alle taler om individets, bøffens og flyrejsens udslip, taler ingen om systemets ansvar. Samme individstrategi brugte tobaks- og siden våbenlobbyen.
I en e-mail skriver Mann:
»Nogle klimaaktivister er blevet ofre for denne kampagne og bliver brugt som våben i forsøget på at splitte klimabevægelsen.«
Her er vi fremme ved grunden til, at Mann i det hele taget skrev en ny bog. Den er ment som et opråb. Det passer ikke, at klimaskepticismen er død. Som en virus er den blot muteret til nye varianter.
»Jeg lagde mærke til, at dem, der var på tværs i klimadebatten, ændrede deres argumenter,« skriver Mann til Weekendavisen. »Eftersom klimaforandringer blev alt for synlige til at kunne benægtes, skiftede de til afledning, opsplitning, forsinkelse og dommedagssnak.«
Det sidste er værre end benægtelse, hævder Mann, for det er meget nemt at skyde al handling ned, hvis det alligevel er for sent.
»Den nye klimakrig«, »klimabenægtelse 2.0«, »klimaskepsis 2.0« og »klimaforsinkelsesdiskurser« (discourses of climate delay), som en bredt citeret videnskabelig artikel fra 2020 kaldte det, er alle betegnelser for dette bevidste skift fra at angribe videnskaben til at angribe handlinger: Klimaindsatser er for dyre eller slet ikke mulige. Teknologien fikser det. Markedet fikser det. Ingen skal fikse noget som helst. Kun fossile brændstoffer kan redde de fattige. Det hele er alt for alarmistisk.
»Det er retoriske greb, som bruges til at forhale klimahandling,« siger professor i politisk økologi på Københavns Universitet Jens Friis Lund, der er medforfatter på en Forskerzonen-artikel om klimaskepsis 2.0. »Hvornår det er forhaling, kan man ikke sige generelt. Det kommer an på det konkrete eksempel, for der er jo og skal være reelle diskussioner om, hvilke risici de enkelte indgreb indebærer.«
Klimaskepsis 2.0 er dårligt belyst i forskningen og kan let blive et skældsord rettet mod enhver sund indvending mod politiske klimatiltag. For Mann og andre er der dog tale om en udtænkt strategi med samme mål som 1.0-udgaven: ingen handling, ingen regulering.
Tre årtier er længe at kæmpe om befolkningens gunst, men ikke enestående. Lægevidenskaben dokumenterede i 1950erne en klar sammenhæng mellem rygning og lungekræft, men Danmark fik først en rygelov et halvt århundrede senere i 1995.
Og Cecilia Payne-Gaposchkin fra introen, der ikke var bange for nonsens? Hun viste som 25-årig, at stjernerne mest består af brint. Men det var der ingen, der troede på. For en stund.
