NORMALISERINGEN af Christiania har været i gang siden grundlæggelsen. Det omgivende samfund, det fremmede land »Danmark«, der ligger på den anden side af hovedporten i Prinsessegade, har igen og igen forsøgt sig: med tryglen, trusler, pres, lukrative løfter og alle mulige fiksfakserier. I de fleste andre lande ville området straks være blevet ryddet, men ikke her. Måske er vi mere rummelige, end man går og siger, men mon ikke den vigtigste forklaring er frygt. Selvom man skulle tro, at Christiania var den svage part i forholdet, har det altid været os andre, der var bange for Christiania. Bange for, at christianitterne ville flippe ud. Bange for pusherne, for kriminaliteten, bange for, at en konfrontation ville ødelægge Christianias rolle som social ventil i hovedstaden, bange for at afsløre manglende rummelighed.
AF ugens aftale mellem staten og Christiania fremgår det, at der skal bygges almene boliger til 300 nye beboere i Fristaden. Det er en milepæl. At christianitterne har accepteret dette, er ikke udtryk for et pludseligt ønske om at hjælpe København og tage ansvar for hovedstadens boligproblemer, nej, det skyldes, at de ikke havde råd til andet. At få omverdenen til at betale gennem de såkaldte folkeaktier var alligevel for tykt for selv de mest velvillige. Nu må staten insistere på, at aftalen gennemføres ordentligt, og at Christiania naturligvis ikke kan få vetoret over, hvem der kan få adgang til de nye boliger.
CHRISTIANIA har det grundlæggende problem, at man aldrig helt har overbevist sin omverden om områdets eksistensberettigelse. Som med andre angiveligt superidealistiske fænomener er der noget hyklerisk over foretagendet, en manglende evne til virkelig at se sig selv udefra og tage ansvar for omgangen med resten af verden. Det handler mest om det hashmarked, som christianitterne aldrig har kunnet frigøre sig fra. Et hashmarked, der flyder ind i områdets økonomi og er blevet en del af Christianias organisme. Denne manglende, afgørende frigørelse betyder stadig, at det er svært at se Fristaden som et virkelig progressivt eksperiment.
GÅR man ugens aftale efter, fremgår det, at der udestår masser af uafklarede spørgsmål og svære forhandlinger. Men nu er den indgået, og det betyder også, at omverdenen må tage sin del af ansvaret. For hovedstaden har det været belejligt, at en så stor del af handlen med ulovlige stoffer har været samlet på Christiania, ligesom det har været praktisk, at Christiania har været endestationen for mange på sociale deroute. De to ting har naturligvis også hængt sammen. Ugens gennembrud må være anledningen til at tage et opgør med kriminaliseringen af cannabis i Danmark.
BEGGE parter må bidrage til Christianias befrielse; fra fastlåste paroler, tomme idealer og gensidige fordomme. På en mærkværdig måde har Pusher Street været et argument mod legaliseringen af hash, fordi det er blevet opfattet som en indrømmelse til Christiania og Fristadens slagord om Fri hash. Men det er lige omvendt. Hashen har ikke styrket, men undergravet Christianias idealer og forholdet til omverdenen. Og det løser ikke problemerne med hash, at markedet ligger derude.
VEJE til afkriminalisering af cannabis har man fundet i stadig flere lande rundtom i verden. Tyskland er det næste land, der vil legalisere for at få bugt med det kriminelle, destruktive marked og begynde at tage det forbrug, der findes, alvorligt. Og hovedvejen til en normalisering af Christiania er et gensidigt opgør med det ulovlige hashmarked. Alt for længe har Christiania været en mærkværdig undskyldning for ikke at gøre noget. Nu er tiden kommet til at befri både christianitterne og resten af landet for de dårligdomme, kriminaliseringen fører med sig.
Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.
