Patriarkatet er én lang succeshistorie. Den noget overraskende konklusion kommer fra feminist og økonomiprofessor Nancy Folbre i hendes seneste bog The Rise and Decline of Patriarchal Systems.
Forstået således, at patriarkatet som samfundsmodel i århundreder har stået for gratis omsorg for ældre og børn og derved sikret fremtidige generationers overlevelse.
Mænd gik på arbejde, kvinder gik hjemme. Så simpelt var det.
Problemet er så bare, som Nancy Folbre siger til mig over en Zoom-forbindelse fra sit hjem i Massachusetts, at det system kommer til kort i et moderne samfund, hvor kvinder ikke længere går hjemme, men gør karriere på lige fod med mænd.
»Så panikker alle,« siger hun og smiler let, »for hvem skal tage sig af børnene, de syge og gamle?«
Den 70-årige professor er en af de førende stemmer inden for feministisk økonomi. En strømning i økonomien, som kritiserer mainstreamøkonomien for ikke at påskønne værdien af det arbejde, der udføres i hjemmet. Og som fortsat primært udføres af kvinder verden over. Konsekvensen er, at kvinders bidrag til samfundet undervurderes.
Strømningen tæller blandt andre den newzealandske økonom Marilyn Waring, som allerede i 1988 skrev værket If Women counted. En feministisk analyse, hvor Waring kritiserer internationale opgørelser af økonomisk vækst for ikke at medregne kvinders arbejde i hjemmet.
Nancy Folbre er forfatter til en lang række lignende værker i krydsfeltet mellem politisk økonomi og feministisk teori. I sin seneste udgivelse undersøger Folbre, hvorfor omsorgsarbejde er lavtlønnet – eller helt ulønnet – i den globale økonomi.
Hun trækker tråde til markedsøkonomiens »fødsel«, til teoretikere som Adam Smith og Alfred Marshall, der begge placerede kvinders arbejde i hjemmet uden for markedet.
Og det fører ifølge Folbre frem til i dag, hvor traditionelle økonomiske modeller og begreber til stadighed overser værdien af børnepasning, støvsugning og madlavning i familierne. Det gælder såmænd for selveste bnp – bruttonationalproduktet – der måler den økonomiske aktivitet i samfundet.
Og den tilgang kan ikke undgå at påvirke vores anskuelser af det omsorgsarbejde, som nu til dels udføres i den offentlige sektor, hævder Folbre.
»Vi har det med at antage, at økonomi er en eksakt størrelse, en endegyldig sandhed,« siger hun fra sin lyse stue.
»Men de matematiske modeller, vi benytter, er vævet tæt sammen med vores kulturhistorie, vores forståelse af værdi. Og vi er nødt til at se på den del af historien for at forstå, hvorfor meget omsorgsarbejde ikke har økonomisk værdi i vores samfund i dag.«
Det usynlige hjerte
I 2001 udgav Nancy Folbre bogen Det usynlige hjerte, der kan læses som en kommentar til Adam Smiths metafor Den usynlige hånd.
Smiths berømte teori fra 1759 beskriver, hvordan økonomiske aktører er styret af egeninteresse; de drives af ønsket om profitoptimering. Alligevel bidrager de i sidste ende på et frit marked til det fælles bedste, simpelthen fordi de bliver nødt til at orientere sig efter andres ønsker for at nå deres mål.
Markedet regulerer sig selv efter udbud og efterspørgsel.
Den forudsætning anerkender Folbre. Men hun påpeger samtidig, at når alle drives af egeninteresse på markedet, så kan det ikke betale sig at være omsorgsfuld, og man må forvente, at folk engagerer sig mindre i det over tid.
De økonomiske modeller kan altså være med til at værdisætte, hvad vi prioriterer i vores liv – hvad vi mener er vigtigt. En del af Folbres kritik er, at de nuværende matematiske begreber som bnp ikke vægter tid med familien, børneopdragelse, en tur i skoven, at være rask, og hvad man ellers forbinder med det gode liv.
»Mange vil nok tænke, at hvis der sker en stigning i bnp, vil det forbedre både samfundet og folks levevilkår positivt,« forklarer Folbre. »Men det er ikke korrekt. Bnp kan sagtens stige, uden at samfundet bliver forbedret eller mere retfærdigt. Tag bare USA,« siger hun og ser over sit regnbuemønstrede brillestel.
»Vi har det højeste bnp målt pr. indbygger i verden, men gør det os til det bedste land i verden at leve i?«
Ifølge klassisk økonomisk teori skulle markedet regulere sig selv. Hvis lønnen er for lav i en given branche, falder udbuddet af arbejdskraft i den branche, og det får arbejdsgiverne til automatisk at sætte lønnen op, indtil der ikke længere er personalemangel. Det burde i princippet også gælde i en udbygget velfærdsstat som Danmark, hvor omsorgsarbejdet ganske vist i høj grad udføres i den offentlige sektor, men hvor de offentligt ansattes lønninger traditionelt følger de privatansattes omend undertiden med en vis forsinkelse.
Men hverken i det offentlige eller det private er værdien af omsorgsarbejde ordentligt prissat, som Folbre ser det. Og en af hovedpointerne i Folbres bog er, at det skyldes vanskelighederne ved at måle værdien af omsorg på et kapitalistisk marked.
»Princippet på markedet er, at to mennesker udveksler en ydelse, fordi begge parter opnår en gevinst. På arbejdsmarkedet får man udbetalt værdien af det, man producerer. Men hvad nu, hvis den værdi ikke kan måles?« siger Folbre.
»Ansatte i den finansielle sektor kan ganske nemt vise, at det her er de værd, de har skabt denne værdi for virksomheden. Og så betaler virksomheden en højere løn, fordi den ved, at de har bidraget til bundlinjen. Det samme gælder ikke for en lærer.«
– Men der er da mange velbetalte job, som også er svære at måle værdien af. En læge for eksempel. Eller en mellemleder i en stor virksomhed?
»Det er svært at måle værdien af meget arbejde,« medgiver Folbre. »Men ledere i private virksomheder har typisk specifikke mål at nå, og deres indvirkning på virksomhedens overskud kan anslås. Især i den finansielle sektor modtager højtstående arbejdstagere ofte bonusser, der er bestemt af den indtægt, de genererer. En sådan ’løn for præstationer’ er sjælden i plejearbejde,« siger Folbre og nævner sit eget job som underviser på universitetet:
»Som lærer har jeg forsøgt at forbedre mine elevers evner på måder, der ville berige deres liv, gøre dem til bedre borgere og forbedre deres indtjeningsevner. Det er meget sværere at måle end årlige indtægter for en privat virksomhed.«
Straffen for at få børn
Nancy Folbre ligner ikke den typiske lyseblå skjorte-økonom, som hun sidder der iført en pink hættetrøje, med et spraglet brillestel i regnbuemønster, dinglende øreringe og strittende gråt hår. Man har absolut intet besvær med at forestille sig, hvordan hun som ung feminist i slutningen af 1960erne sad bag rattet og fragtede kvinder til Mexicos grænse, så de kunne få udført aborter på klinikker uden for USA.
En aktivistisk handling, som vækkede hendes interesse for feminismen, siger hun.
Det var også i Folbres ungdom, at aktivister begyndte at anfægte det ulønnede omsorgsarbejde. Den offentlige debat tog for alvor fart efter et indlæg i det socialistiske magasin Monthly Review i 1969 skrevet af professoren Margaret Benston.
Benstons artikel er kendt som det første forsøg på at teoretisere kvinders arbejde i husholdningen. I årene efter opstod bevægelsen Wages for Housework – Løn for husarbejde.
En global social bevægelse med det formål at skabe opmærksomhed om kvinders ulønnede husarbejde som grundlag for mændenes lønnede. Kravene handlede formelt set om økonomisk kompensation for reproduktivt arbejde, men bevægelsen blev også brugt til at synliggøre kvinders usynlige slid.
Siden 1960erne er kvinderne trådt ud af husmorrollen og ind på arbejdsmarkedet. Teknologier som vaskemaskiner og røremaskiner har gjort husarbejdet lettere. Storvasken tager ikke længere en hel dag at klare, at piske æg og lave mad tager ikke længere den halve. Meget omsorgsarbejde er blevet til betalte job: pædagoger og plejehjemspersonale.
Men vi har kun lige bevæget os ud af »patriarkatets guldalder«, som den franske økonom Thomas Piketty skriver i En kort historie om lighed. Her henviser Piketty til, at kvinder altid har stået for over halvdelen af den samlede arbejdstid, (når husarbejde tælles med). Hvis indkomsterne var blevet fordelt mellem kønnene i overensstemmelse med arbejdstiden, ville det have transformeret indkomstfordelingen og magtforholdene radikalt, både i samfundet og for de enkelte par, skriver Piketty og pointerer, at franske kvinder stadig står for den største del af det ulønnede arbejde i hjemmene.
Også den canadiske forfatter Rachel Cusk fremhæver den skæve arbejdsfordeling. I Et livsværk fra 2001 skriver hun, at forældreskabet kan virke som en »glidning dybere ned i patriarkatet«.
Og i Danmark er arbejdsdelingen skam også skæv. Den danske professor i nationaløkonomi Nina Smith har påpeget, hvordan det økonomiske gab mellem kvinder og mænd vokser, når først børnene kommer til verden – og kvinderne snupper det meste af barslen.
Mænd og kvinder følger hinanden de første år på arbejdsmarkedet, men i det øjeblik, de får børn, knækker kvindens kurve; hun sakker efter manden på løn og lederstillinger, mens han fortsætter stort set uforstyrret i sin karriere.
I Danmark bruger kvinder ifølge opgørelser fra Rockwool Fonden i gennemsnit 3,5 timer om dagen på ulønnet omsorgsarbejde; 54 minutter mere end mændene. Talte »hjemmearbejdet« med, ville det udgøre mellem 40 og 60 procent af det nuværende bnp.
– Du siger, at kvinder gør karriere som mænd med det resultat, at omsorgsarbejdet ikke bliver gjort. Men kvinder trækker da stadig det tunge læs?
»Absolut,« medgiver Folbre.
»Men min pointe er, at omsorgsarbejde – hvad enten det er udført af mænd eller kvinder – derhjemme eller ude i samfundet – ikke burde udmønte sig i økonomisk sårbarhed. At vi burde værdisætte omsorg højere i samfundet. Og grunden til, at vi ikke gør det, er, at omsorg historisk har været sikret af hjemmegående kvinder. Det har slet ikke været en bekymring tidligere. Og derfor tager meget økonomisk tænkning ikke højde for, at omsorgsarbejde er en del af markedet – at det faktisk er forudsætningen, fundamentet for, at markedet kan eksistere.«
Og ret har Folbre i, at fundamentet er ved at slå revner. Herhjemme vil færre være pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere. I år faldt ansøgertallet til velfærdsuddannelserne kraftigt. Som rektor Harald Mikkelsen ved VIA University formulerede det: »Et kæmpe problem for vores samfund.«
»Hvis omkostningerne ved at afsætte tid til familien i løbet af en karriere opfattes som høje, eller hvis det dårligt betaler sig at vise omsorg for andre, vil rationelle beslutningstagere i stigende grad undgå omsorgsarbejde,« siger Folbre på sit skønne økonomsprog.
Fremtidens omsorg
Indtil videre kan man dog konstatere, at det fortsat er kvinderne, som gør omsorgsarbejdet – blot ikke længere som husmødre, men nu som ansatte på arbejdsmarkedet.
I EU står kvinder for 75 procent af alt lønnet omsorgsarbejde. I danske regioner, som blandt andet tæller hospitaler, er 78 procent af de ansatte kvinder. Og i danske kommuner, der omfatter ældrepleje, daginstitutioner og skoler, er 77 procent af de ansatte kvinder.
– Omsorgssektoren er i den grad kvindedomineret. Det trækker kvinders løngennemsnit ned. Hvis der blev endnu mere personalemangel, ville det jo trække lønnen op, og de kunne jo bare vælge en mere profitabel branche. Eller hvad?
»Jo, men det skyldes også vores historie og kultur,« svarer Folbre. »Kvinder fik ikke adgang til andet end undervisning og sygepleje, da de først kom på arbejdsmarkedet. Der var meget klare institutionelle regler, begrænset adgang til videregående uddannelse, begrænset adgang til at blive ansat i bestemte stillinger. Det etablerede nogle kulturelle normer.«
– I dag er de formelle begrænsninger væk. Tyder det ikke på, at mange kvinder gerne vil arbejde med omsorg? Og at de vægter andre forhold end lønnen?
»At folk vil arbejde med noget, hvor de ikke får så god løn, er fint. Men man bør ikke udnytte det til at underbetale,« siger Folbre og refererer til et begreb i sin egen bog, som hun kalder prisoner of love. Altså, at mange omsorgsmedarbejdere føler en stærk moralsk forpligtelse til deres arbejde, en form for altruisme, og derfor ifølge Folbre er villige til at acceptere en lavere løn.
Desuden bliver kvinders incitament til at tage lavlønnet arbejde mindre og mindre, og det vil på sigt frembyde et problem, medmindre man besætter stillingerne med lavtuddannet indvandret arbejdskraft, hvilket så til gengæld frembyder andre kulturelle problemer, og i nogle tilfælde et fald i kvaliteten.
– Siger du, at det er adgangen til billig arbejdskraft udefra, som betyder, at lønningerne bliver holdt nede?
»Sådan er det i hvert fald i USA; måske i mindre grad i Danmark. Tilgængeligheden af arbejdskraft udefra betyder formentlig færre offentlige investeringer i omsorgsarbejde. Men det er også problematisk af andre grunde. Fattige indvandrere bliver ofte tvunget til at efterlade deres familier derhjemme og er ansat helt på arbejdsgiverens nåde. Noget andet er, at i takt med at indvandrerlovgivningen strammes i de vestlige lande, er modellen ikke bæredygtig.«
Som Folbre ser det, kommer man ikke udenom, at kvindernes indtog på arbejdsmarkedet allerede er gået ud over omsorgsarbejdet.
»Den transformation, vi har set i kønsroller, er, at det er kvinderne, der bevæger sig ind i den maskuline sfære, og ikke omvendt. Det har to effekter,« siger Folbre.
»Det giver kvinder flere rettigheder globalt. Det er positivt. Men på den anden side betyder det, at forpligtelsen til ikke-markedsrelateret arbejde nu hverken løftes af kvinder eller mænd. Det tidlige patriarkalske system var en meget pålidelig kilde til omsorg i samfundet.«
Folbre erkender dog, at den patriarkalske model ikke er på retræte i alle egne af verden, men tværtimod forstærkes nogle steder.
I Afghanistan er kvinderne tilbage ved kødgryderne, og også i Indien er andelen af kvinder på arbejdsmarkedet dykket de senere år.
– Men det er da ikke et fremskridt, at der nu er flere kvinder i Indien og Afghanistan, som virkelig bliver forpligtet på omsorgsarbejde? Det kan du da ikke mene?
»Nej, selvfølgelig ikke,« siger Folbre og forklarer, at når færre indiske kvinder arbejder, skyldes det, at den enorme tilstrømning fra land til by stiller de indiske kvinder i et dilemma. I landsbyerne er det lettere at have børnene med på marken. I byerne er der kun få arbejdspladser, som tillader at have en nyfødt med på armen.
»Kvinderne står ved en skillevej,« siger Folbre. »Vil de have et lønnet arbejde eller børn?«
»Det illustrerer, at uanset hvor man befinder sig i verden, er omsorgsarbejde absolut nødvendigt,« fortsætter professoren. »Og derfor er vi nødt til at finde ud af at sætte pris på det.«
Læs Weekendavisens interviews med internationale tænkere i serien Globale tanker.
