Leder. Det er uholdbart at EU lader sin asylpolitik tage som gidsel af korrupte despoter i skrøbelige stater, der når som helst kan bruge opsigelse af aftalen som politisk pression.

Her går grænsen

Her går grænsen Af Anna Libak

VI har i de vestlige lande særligt siden Anden Verdenskrig udviklet en selvforståelse, som adskiller sig markant fra den øvrige verdens. Hos os fører politikerne udenrigspolitik på grundlag af værdier, mens andre lande fører deres på grundlag af nationale interesser. Groft sagt: De skammer sig ikke over at begrunde deres udenrigspolitik med, at deres lande bliver større og stærkere, mens vores udenrigspolitik helst skal være til gavn for verden som sådan.

ER det sympatisk, så frembyder den selvforståelse et større og større problem i en multipolær verdensorden, hvor de autoritære magter bliver stadig stærkere. Det ser vi aktuelt i Polen og Litauen, hvor tusinder af asylansøgere fra Mellemøsten og Afrika forsøger at trænge ind over grænsen fra Belarus foranlediget af Aleksandr Lukasjenko og hans patron Vladimir Putin. De to vender så at sige vores humanisme mod os selv: De ved, at vi handler i strid med både konventioner og egen selvforståelse, når grænsevagterne korporligt tvinger sagesløse kvinder, børn og mænd i alle aldre tilbage, hvoraf mange meget vel kan have et krav på asyl, mens mange andre måske slet ikke har haft et ønske om at tiltvinge sig adgang til EU på den måde. Flere videoer viser, hvordan asylansøgere bliver drevet fremad mod grænsen af belarusiske soldater i camouflageuniformer med maskinpistoler. At vende om synes ikke at være en mulighed. Omvendt ved de to diktatorer også, at EU bliver nødt til at handle: Man kan ikke bare sidde truslen overhørig, når Lukasjenko åbent indrømmer, at han fører hybridkrig mod EU, og at der er mange flere asylansøgere, hvor de kommer fra: Vi har kun set begyndelsen.

FOR EU-Kommissionen er det imidlertid et kors for tanken, at unionen skal sætte hårdt mod hårdt. Anderledes kan man ikke forstå, at kommissionen har afvist at give støtte til pigtråd og opførelse af grænsemure og desuden advaret Polen mod at skubbe asylansøgerne tilbage over grænsen – de såkaldte push-backs, som polakkerne anvender med henvisning til force majeure. I stedet vil kommissionen skærpe sanktionerne mod Lukasjenkos regime og mod de flyselskaber, der transporterer asylansøgerne til Belarus, samt tage kontakt til de lande, som asylansøgerne kommer fra. Det sidste vil helt sikkert blot få endnu flere diktatorer til at kræve beskyttelsespenge eller indrømmelser af Vesten: De har jo set, hvordan det er lykkedes for Erdogan at afpresse EU ved jævnligt at true med at sende flere syrere afsted.

SÅRBARE, udsatte mennesker, der gerne vil bo i Vesten, er nemlig ofte det eneste, som asylansøgernes hjemlande er rige på. Derfor er det naturligvis uholdbart at lade sin asylpolitik tage som gidsel af korrupte despoter i skrøbelige stater, der når som helst – ligesom Erdogan i foråret 2020 – kan bruge opsigelse af aftalen som politisk pression. EU-Kommissionen bør indse, at det netop er de blafrende åbne polske og litauiske grænser mod Belarus, der gør det oplagt for Lukasjenko og Putin at anvende asylansøgere som våben. Så selvfølgelig skal EU yde støtte til de mure, som polakkerne, litauerne og letterne nu opfører. Der må sættes en grænse.

Side 14






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank