Kommentar. Det er blevet cool, at mænd viser følelser i offentligheden. Nogle mænd altså.

Grådlabilt

Grådlabilt Af Anna Libak

I gamle dage skulle mænd vise styrke. Nu om dage skal de vise sårbarhed.

Jeg tænkte over det, da jeg for nylig faldt over studieværten Abdel Aziz Mahmouds nye podcast-serie Mænd der knækker, hvor kendte, succesfulde mænd åbent fortæller om deres livskriser. Og jeg tænkte over det, da jeg så, hvor begejstrede folk blev over fodboldspilleren Pierre-Emile Højbjergs grådanfald efter kvartfinalesejren i Baku over tjekkerne. Faktisk er det ikke første gang, at Højbjerg brister i gråd efter en kamp; det gjorde han også, da vi vandt over Serbien i 2015. Men dengang fortrød han og lovede TV 2, at det ikke ville gentage sig.

Denne gang er der intet at fortryde. For i dag er mænd, der græder offentligt, blevet cool. I dagene efter Christian Eriksens kollaps gik der nærmest sport i at fortælle, hvor meget man havde grædt. Forfatteren Kaspar Colling Nielsen tog formentlig prisen: Næsten en uge efter Christian Eriksens kollaps skrev han i Politiken, at han havde grædt hver eneste dag siden. Måske græder han endnu.

Også inden for ledelsesfilosofi handler det for længst ikke om, at chefen skal optræde myndigt og beslutsomt over for medarbejderne: Nej, nu skal man være ærlig, empatisk og favnende og ikke have svarene parat. Man skal turde indrømme sin sårbarhed og sin tvivl og sine fejl, for så tør medarbejdere også fejle; og helst skal man gøre det på den afvæbnende Kasper Hjulmand-måde, der angiveligt får kvinder til at dåne. Som da han indrømmede, at han havde dårlig samvittighed over, at spillerne var blevet sendt på banen igen i kampen mod Finland. Mums. For nu kan mænd omsider få lov at vise følelser. Vise, at de slet ikke er så stærke, robuste, som de har givet indtryk af. Det har vi kvinder efterspurgt i årtier.

Sådan da. For tilfældet ville, at jeg forleden kom til at streame en dokumentar på DR, Små mænd, store drømme, hvor tv-værten Bubber, der er 172 centimeter høj, opsøger andre mænd, der er lavere end ham selv. Han vil undersøge, hvad det gør ved en mands selvværd, at han er lav. Det gør ikke noget godt, kan jeg fortælle. Mændene laver en terapigruppe og taler om, hvor forfærdeligt det er, at fulde folk til fester bærer rundt på dem, hvor meget de hader at komme på besøg et sted, hvor man skal smide plateauskoene, og hvordan det føles systematisk at blive fravalgt på datingportaler, hvor man skal angive sin højde.

Der medvirker både kvinder og eksperter i programmet, som samstemmende slår fast, at kvinder over hele kloden alt andet lige helst vil have en mand, der er højere end dem selv, og gerne lidt højere end andre mænd. Og der foranstaltes et grusomt eksperiment, hvor fire kvinder skal vurdere, hvem de helst vil date, alene på baggrund af mændenes udseende.

Mændene placeres bag et forhæng og den lave af dem på et podie, så de syner lige høje i starten. Kvinderne ser på deres ansigter og enes om, at så meget betyder udseendet da heller ikke. Det er jo smilet i øjnene og udstrålingen, der gør forskellen. Det mener de, lige til forhænget falder, og det bliver synligt, at den ene er lav. Da meddeler den laveste kvinde forfjamsket, at hun da godt ved, at det er meningen, at hun som lav kvinde burde tage en lav mand. Men det magter hun altså ikke. Hun har også brug for en høj mand for at føle sig tryg.

De stærke mænd kan tillade sig at give den som svage; de svage vinder stadig mest ved at fremstille sig selv som en succes.

Vor mand smiler tappert og undseeligt og lusker ud.

Så hvad vil det mon betyde for disse mænd, at det nu er kommet på mode, at mænd viser deres følelser og indrømmer deres svaghed?

Bliver det mon stort at være lille? Hvis man bare indrømmer, at man er ked af det? Jeg tvivler.

For de fleste af de lave mænd, vi møder i programmet, har ingen problemer overhovedet med at vise sårbarhed. Flere af dem ligner en stor undskyldning for sig selv. Just dét er ifølge programmets eksperter problemet: Kvinder falder ikke for mænd, der tvivler på sig selv. De falder for dem, der tror på sig selv. Som professor Henrik Høeg-Olesen fra Aarhus Universitet nøgternt konstaterer: »Det gode budskab er, at det er muligt at kompensere for en lav højde ved at have en masse andre talenter, for når vi har kendt folk over tid, så er det rent faktisk de talenter, vi lægger mærke til. Det dårlige budskab er, at hvis du både er lav og ikke har talenter til at kompensere for det, så er du ikke særlig godt stillet.«

Med andre ord er det kun cool at være sårbar, hvis man allerede har bevist sin styrke.

De stærke mænd kan tillade sig at give den som svage; de svage vinder stadig mest ved at fremstille sig selv som en succes. Og lur mig om det ikke også gælder inden for ledelse: Før chefen har etableret sig som autoritet, bør han – eller hun – nok ikke være for ivrig med at indrømme sin tvivl og sin sårbarhed.

Misforstå mig ikke. Jeg har det fint med, at stærke mænd viser sårbarhed. Det er sexet. Når blot man ikke bilder sig ind, at sårbarheden i sig selv er deres styrke og kan hjælpe svage mænd til at blive stærke.

Side 34