Kommentar. Godt brølt, Louise Fischer! For en gangs skyld en kvinde, der ikke foregiver at være offer for patriarkatet.

Radio på alle 4

Radio på alle 4 Af Anna Libak

I weekenden fik jeg ligesom alle andre – bare indrøm det – hørt Radio4s reportage fra en swingerklub i Ishøj, hvor reporteren Louise Fischer blev eftertrykkeligt genåbnet. Det var et indslag af den slags, der virkelig trænger ind og bliver stående længe.

Jeg havde forventet at blive forarget – i det mindste professionelt.

Men nej. Tværtimod blev jeg i aldeles godt humør. Kudos til den ku... undskyld dame, tænkte jeg.

Men min egen reaktion undrede mig faktisk. For jeg hører ellers ikke til dem, der nogensinde selv ville sætte mine ben i en swingerklub, endsige anbefale det til andre.

Nok er jeg nysgerrig. Men ikke nysgerrig nok til at kopulere med tilfældige mennesker for senere at opdage, at den ene er min nye kunderådgiver Kurt i Sydbank, eller at den anden er Jacob, far til Emma i parallelklassen.

Hun har ikke sex som led i noget emancipatorisk projekt. Nej, hun har bare sex. Bum.

Swingerklubber bygger således på den falske præmis, at sex er ukompliceret.

Men det er da løgn: Som regel ender sex med, at nogen forelsker sig eller bliver jaloux eller føler sig misbrugt eller bare ensomme: Det gnidningsløse knald er en illusion. I Nils Gunder Hansens fremragende bog om teologen K.E. Løgstrup kan man læse, at det skyldes, at den seksuelle relation i modsætning til andre relationer er uformidlet: Man er ikke sammen om noget, man er simpelthen sammen. I en swingerklub instrumentaliserer man sex og bruger den anden som middel til målet om seksuel tilfredsstillelse. Man parrer sig, man elsker ikke. Det fører nemt til selvhad.

Alligevel følte jeg altså kun sympati for Louise Fischer.

Hvorfor? Ja, det gik først op for mig, da jeg i Søndagspolitikens kultursektion faldt over et interview med endnu en fjerdegenerationsfeminist, der iscenesætter sig som pornomodel og kæmper for smukke kvinders ret til at have sex, med hvem de vil. Som om de ikke allerede har ret til det. Det kniber mere for de grimme.

Over flere sider forklarede Sofie Riise Nors, at det for hende er et emancipatorisk projekt at dulle sig op og gøre sig uimodståelig, for på den måde tager hun ejerskab over sin egen lækkerhed. Med hendes egne ord:

»Det her er mig, der tager kontrol over min krop og bevidst træder ud i en arena med seksuel performance, hvor jeg iscenesætter mig selv i min EGEN kontekst ... og jeg er HOT.«

Pludselig fattede jeg, hvorved Louise Fischers indslag på Radio4 adskilte sig fra alle de utrolig mange andre indslag om kvinders lyst, som man kan møde på diverse medieplatforme. Fischer undskylder ikke sin promiskuitet med, at hun er et offer for patriarkatet, der tvinger kvinder til at have sex på mænds præmisser. Hun har ikke sex som led i noget emancipatorisk projekt. Nej, hun har bare sex. Bum. Hun var på reportage og syntes, at det blev mere interessant på den måde.

Og det føles faktisk velgørende, for det er efterhånden ret trættende med alle de lækre kvinder, der lader, som om de bor i Saudi-Arabien og derfor bliver nødt til at krænge burkaen af sig for at vise, hvordan en normal kvinde ser ud. Som om.

Fra Bourdieu ved vi, at der findes forskellige former for kapital, og fra vores eget samfund ved vi, at seksuel kapital er en af dem. Sex er magt, i hvert fald hvis man ligner en fjerdegenerationsfeminist, og derfor er det lige tykt nok, at de vil give den som ofre. Hvorfor skal feminismen tages som gidsel? Hvorfor kan de ikke bare stå ved, at de gerne vil vise sig frem, fordi de ser godt ud?

Svaret kender vi jo godt: Ved at give den som offer immuniserer man sig over for beskyldninger om selvoptagethed.

Og nej, hermed siger jeg ikke, at der ikke findes sexisme i Danmark. Selvfølgelig gør der det, i nogle brancher mere end andre. Alle former for kapital – også den økonomiske – er under angreb fra folk, der vil have fingrene i den og ikke tager et nej for et nej.

Så vist skal vi da sige fra og protestere mod sexisme, men ærligt talt, så tror jeg ikke, at fjerdegenerationsfeminister er de rette til det: Det er lidt ligesom at lade baconproducenterne reklamere for veganismen.En langt større ambassadør for feminismen er Louise Fischer, som har sex og nyder det uden at undskylde eller bortforklare.

Og til dem, der vil sige, at hun sætter en ny kedelig standard i journalistikken, så ingen journalist nu kan dække aktiviterne i en swingerklub uden selv at være med, vil jeg sige: Jo da. Der er masser af plads til kritisk journalistik om netop swingerklubber, der hidtil kun har været skildret i halvflove, benovede reklameindslag.

Hvis vi endelig skal have sengekantsjournalistik, så fortæl os hele sandheden: om hende, der fortrød, om ham, der blev ulykkeligt forelsket, og om kunderådgiveren i Sydbank, der stødte ind i sin mors veninde.

Side 34



        



Videnskabspodcast
Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby