Portræt. Efter anklager om en stribe sexovergreb fremstår Naser Khader stadig tydeligere som den mellemøstlige despot, som han har viet sit liv til at gøre op med.

Khaders spejlbillede

Khaders spejlbillede Af Arne Hardis

Vil man forstå 58-årige Naser Khaders betydning for det moderne Danmark, skal man placere sit udsigtstårn ved folketingsvalget i 2001. Valget, hvor pariaerne i Dansk Folkeparti pludselig kom til højbords og skulle være med til at diktere arkitekturen i dansk udlændingepolitik. Det lille systemskifte blev det kaldt, og det var ment politisk, men forstås bedst i dybere forstand, som et skifte i selve nationens mentalitet.

Valgets tale i 2001 var den åbent formulerede ambition om at begrænse tilstrømningen, som det hed. Færre flygtninge, færre familiesammenførte, færre, som ikke udtrykkelig var inviteret herop dernedefra for at arbejde hos og for os. De personlige pronominer blev politiseret i et klart adskilt os og dem. 24-års-regel og menneskesyn blev vigtige ord i et nyt politisk vokabularium. Vi vænnede os til hårdere retorik over for fremmede, som nogle ellers med vekslende stemmestyrke hævdede var venner, man bare ikke havde haft lejlighed til at møde endnu.

2001 var mere Danmark, mindre udland. Den nye statsminister Foghs hypnotisk urokkelige kurs i stedet for forgænger Nyrups stadige vekslen mellem Karen Jespersensk og Svend Aukensk accent, mens det af ham formulerede moralens årti randt ud sammen med Socialdemokratiets indre sammenhængskraft.

Flertallet for det nye system var mageligt, ubekvemmelsen ikke desto mindre betydelig. Hos mange af de tabende socialdemokrater, på næsten hele venstrefløjen og i alle radikale sind, naturligvis, men også blandt liberalt sindede borgerlige, som lige skulle vænne sig til magtens knap så liberale vilkår og pris.

Og så kom denne syriske palæstinenser ind i Folketinget båret frem af egne meritter og fremgang for Det radikale Venstre under Jelveds lederskab og fik den livgivende og livsfarlige rolle som den store tilgiver.

Certificeret god

Naser Khader steg ud af det efter 2001 skarpt definerede »dem« og løftede forundringen, det uvante og måske endda selvforagten af »os«. Selv barn af en fremmedarbejder, som det engang hed. Selv certificeret god med radikal medlemsbog siden 1984, ti år efter ankomsten til Danmark. Selv udgået fra den anden kultur.

Med alle disse kreditiver på plads og i orden hævdede Naser Khader med den karakteristiske, blødt tøvende, men stadig mere principfaste røst, at det var rigtigt nok, ræsonnementet bag den stramme udlændingepolitik. Når man kunne finde på at kalde en organisation Demokratiske Muslimer, som Khader gjorde i 2006 efter muhammedkrisen, bestod foretagendets navn jo kun nonsenstesten i kraft af den underforståede påstand om, at den udemokratiske muslim er et påtrængende problem, måske endda en grundfigur.

Nu er det hele måske slut. Måske er den stribe af krænkelsessager, som DR og Berlingske har afdækket, slutpunktet for den Khaderske mission. Måske ender han – som fjender stræber så ihærdigt efter livet, at han er udstyret med PET-vagter – med at tage sig selv politisk af dage.

Sagerne er for mange, medieresearchen for solid, vidnesbyrdene for detaljerede, mønstret for genkendeligt til, at Naser Khader kan søge ly bag det klassiske påstand mod påstand-bolværk på et område, hvor de eneste vidner til det passerede er de to involverede selv.

Det er i øvrigt, hvad Khader gør. Afviser, betvivler, undrer sig over, at vidnesbyrdene kommer så sent. Finder det uforståeligt, at flere af kvinderne har opretholdt kontakt med ham også efter de angivelige krænkelser og overgreb.

Papes store prøve

Sagen Naser Khader eksploderede fredag morgen i sidste uge. Skriverier og omtaler har i den forløbne uge hyppigt haft den politiske nekrologs anslag – det gælder også denne tekst.

Utidigt? Uretfærdigt? Folkedomstol? Det første ved vi i sagens natur ikke, det sidste kan der svares ubetinget ja til. Hvis Naser Khader falder, fældes han af offentligheden, af folkedomstolen, men den konstatering bærer sin egen logik for politikere. De vælges ved den folkedom, som et folketingsvalg også er, og de kan fældes ved samme instans. Eller længe inden.

Khaders bagland har påfaldende travlt med ikke at bakke den anklagede op, partitoppen på Christiansborg ikke mindre travlt med at gemme sig bag den partiinitierede advokatundersøgelse, som man foreløbig har henvist hele den betændte sag til.

Før Khader-affæren har man diskuteret, om Søren Pape Poulsen har haft så solid en rygvind i meningsmålingerne helt ved egen kraft eller hjulpet af Venstres sammenbrænding.

Her er en sag, partiformanden må få håndteret. En advokatundersøgelse kan formentlig kun udskyde beslutningen – inde eller ude – en eventuel retssag er nok endnu værre set fra partiets synsvinkel. I måneder vil al konservativ politik være henvist til de nedre hylder ude i baglokalets mørke, mens det politiske udstillingsvindue vil være totalt domineret af Sagen Naser Khader.

Naturligvis. Sådan ville det også være for et årti siden, mekanismen er ikke svækket efter MeToo-bølgen. Uretfærdigt? Det ved vi stadig ikke, vi ved kun, at anklagerne mod Khader er talrige, detaljerede og tilsammen fremstår med betydelig troværdighed. Hvad vi med al sikkerhed ved, er, at politik ikke handler om retfærdighed.

Formanden nøjedes med en skriftlig udtalelse til Berlingske. Partifællen »indgår ikke i arbejdet på Christiansborg«, så længe sagerne undersøges, påpegede Pape tilføjet det selvfølgelige: stor alvor, til bunds i sagen, nødvendige konsekvenser. Kvinderne bør kontakte politiet, hvis de mener sig udsat for overgreb. Partiet har uafhængige advokater på den slags sager og tillige en egen whistleblowerordning.

Hele Pape Poulsens skriftlige statement har den grundige, udsættende, tidkøbende karakter. Let er det ikke for Pape, som er i klemme mellem en gammel og en ny konservativ mærkesag. Mellem Khaders retssikkerhed på den ene side og de krænkede kvinders udsagn på den anden skal formanden finde den smalle farbare sti.

Den store tenor

Naser Khader gjorde opmærksom på sig selv allerede flere år før sin folketingsdebut ved det lille systemskifte. Han skrev den banebrydende Ære og skam i 1996 og fulgte i et samarbejde med Jakob Kvist op med Khader.dk i år 2000. Den første bog introducerede danskerne til den for de fleste ukendte, læs: mærkelige, muslimske tro, den anden fortalte også Khaders egen historie om en 11-årig dreng, som kom til Danmark og skulle lære alt om Danmark og demokrati fra bunden.

Da Khader.dk genudkom i 2006, skrev denne avis’ Martin Krasnik forord, og han forsøgte ikke at jævne Naser Khader med jorden. Han så den radikale mands liv som »centrum i den danske udgave af den store europæiske identitetskamp«.

Store ord, men overgået af journalisten David Trads, da denne året efter hyldede Khader som det nærmeste, Danmark kom en Kennedy. Anledningen var det parti, han skabte under navnet Ny Alliance.

På den tid, i det nye årtusindes første mange år, ville alle have med ham at gøre. Integrationstænketank, Etisk Råd, De Radikale i København, kendisser og andet godtfolk, som håbede at kunne kortslutte sig til en politisk karriere.

Han førte en brav befrielseskamp med betydelige personlige ofre. De, der ikke beundrede ham, forbandede ham ned i helvede. Til sidst blev han medlem af den eksklusive kreds af politikere, som må beskyttes af livvagter.

I det radicoole hovedstadsmiljø blev Naser Khader en egentlig darling, optræden sammen med Morten Helveg Petersen og Klaus Bondam i Pumpehuset blev et ikonisk højdepunkt. Tre tenorer, hvis sorte butterfly sad mere lige, end tonerne faldt rent. Folk myldrede ind i det storbyradikale miljø, den stereotype nyindmeldte var en 29-årig magisterkvinde, næsten færdig med sit studium, forklarede festarrangøren stolt.

Henrik Dahl, dengang kendt som sociolog, udlagde teksten i Berlingske Tidende: »Det er ret sensationelt, at de Radikale har formået at få begreberne ’cool’ og ’partipolitik’ til at nærme sig hinanden på en meningsfyldt måde. Det er meget længe siden, at de to begreber har kunnet rummes i samme sætning. Det er vel ikke rigtigt set siden de venstreorienterede 1970ere, men i dag er det cool at være radikal.«

Journalisten bag artiklen hed Ole Birk Olesen, verden er lille. I dag er de tre tenorer for længst gået hver til sit langt fra det radikale parnas, kun Morten Helveg Petersen tjener sit brød for partiet nede i Bruxelles.

Der var noget sært upolitisk over det radicoole miljø dengang. Var der overhovedet nogen, der så på Naser Khader som egentlig politiker? Som manden, for hvem det tre år senere var logisk at forlade Marianne Jelveds parti ad scenens højre exitdør? I partiledelsen blev man stadig mere irriteret over, at Khader ikke havde orden i sine ting, at han cruisede gennem politik. Højrefløjsradikal? Snarere rodet radikal, Khader-radikal.

Hvilket nok var nok?

I offentligheden, dele af offentligheden, var han noget meget større. Han blev elsket som den muslimske rollemodel, som kækt og frihedselskende fik tatoveret »demokrati« på overarmen i arabisk oversættelse. Selv den politisk mest hørehæmmede kunne tolke det budskab.

Regner man ytringsfriheden med som en af demokratiets forudsætninger, blev tatoveringens udsagn testet i 2005 under muhammedkrisen. For mange danskere bestod han prøven med glans. Nye danskere, muslimer, var imod hans indsats i en grad og et antal, så Naser Khader fandt det fornødent eller belejligt at etablere den ovennævnte proklameret demokratiske organisation. Demokratiske Muslimer fik ikke nogen glorværdig levetid.

Det sært upolitiske i Naser Khaders liv blev gentaget, da han sammen med Anders Samuelsen og Gitte Seeberg dannede Ny Alliance. Vældig populære i starten, dengang i 2007, vældig politiske også, men så alligevel ikke. De tre erklærede, at nok var nok, men de tænkte ikke på det samme. Seeberg ville af med Pia Kjærsgaards magt over dansk udlændingepolitik, Samuelsen indføre liberale reformer. Khader? Han ville være partiboss og kunne sagtens leve med den stramme udlændingepolitik, hvis det var ham, som stod for den.

Udnyttede de to andre Khaders popularitet? Det gik, som det gik.

Mens Khaders forvandling til dansk politiker med klassisk dansk hverdagspolitik på programmet aldrig åbenbarede sig, havde han stadig dette meget større at tilbyde os. I et af principper løftet sprog, som han allerede i 2000 fik Modersmålsprisen for, gav han os ord for det, vi endnu ikke havde sprog til. Vi var i løbet af et par årtier hoppet fra gæstearbejderen over fremmedarbejderen til andengenerationsindvandreren og borgeren med anden etnisk herkomst end dansk. Orddannelser med stadig flere stavelser hobet sammen for at dække det »dem« og »os«, som Khader på en gang italesatte og lovede at kunne overvinde.

Selv den mest fremmedartede kunne blive så ærkedansk, at det næsten var udansk med den demokratitatovering. Muslimer var måske ikke alle demokrater, men kunne blive det. Ja, selv en muslimsk mand med muslimske forældre kunne blive næstenkristen. Efter gennemførte teologistudier begyndte han at betegne sig selv som kulturkristen muslim og udgav en bog om det i 2013. Bekendelser fra en kulturkristen muslim hed den. Harmonisøgende og eksplosivt provokerende på en gang.

Besøgte man Khader i privaten for interview, mindede han som den selvfølgeligste sag af verden om, at man ikke skulle nævne hans navn, kun adressen, når man ringede efter en vogn. Han stolede ikke på den københavnske taxaverden.

Det tredje ansigt

Efter Ny Alliances forvandling til Liberal Alliance og genkomsten som konservativ folketingsmand dalede Naser Khaders stjerne noget. Manden, som var løbet op af den ene skyttegrav for at søge ly i fjendens, stod hyppigt fanget i ingenmandsland, og der er aldrig trygt at være.

Færdig var han ikke, selvom han fra 2011 var ude af dansk politik. Ved valget i 2015 kom han igen, og som De Konservative har udviklet sig, fandt Naser Khader et selvfølgeligt politisk hjem, da først man havde fået kalibreret propagandakanonen og kørte plakaterne med naziislamismen ud på fjernlageret.

Historien kunne være endt lykkeligt her som beretningen om en mand, der med kolossale personlige omkostninger konsekvent levede den forandring, som han og mange danskere mener må ske i minoritetsmiljøerne. Integreret? Nej, assimilleret.

Tragedien, som krænkelsessagerne har tydeliggjort, er det tredje billede af Khader, som langsomt, men med stadig skarpere træk træder frem og viser sig ved siden af helten og forræderen. Manden, som ville gøre op med stereotypen af den mu­slimske despot, deler stadig tydeligere kendetegn med ham.

Det er tragedien. Trusselskulturen, som blev afdækket af Berlingske og sendte ham stressramt på orlov. Kvindeforagten, som ekkoer efter de seneste krænkelsessager. Og, hvis de sager er bare nogenlunde retvisende beskrevet, tillige den tvetungede tale.

Khader har beskrevet kvindeforagt i Mellemøsten og i islam i bogen Naser Khader fortolker Den duftende have. Den bog er fra 2018, og her er han prisværdigt klar i mælet:

»Den kvindeforagt, disse mænd lever med, skal mødes med foragt og straf. Vi må støtte kvinderne og alle, der taler deres sag.«