DEN almindelige teori om dansk politik er, at forandringer sker med en gletsjers hast. Den antagelse blev falsificeret, da gletsjeren pludselig styrtede i havet. Store profiler forlader deres parti. Venstre og Dansk Folkeparti er i opløsning. Socialdemokratiet befæster en magt af stauningske proportioner. Dramaet er så intenst, at den fascinerende historie om De Konservative får meget lidt opmærksomhed. I en række meningsmålinger er partiet større end Venstre. Konservative har for første gang i årtier mulighed for et gennembrud som andet end et mindre vedhæng til Venstre.
POLITISKE iagttagere kan konstatere, at partiet bruger fremgangen til at forholde sig så passivt og tavst som muligt. Man kan simpelthen ikke fatte sit held og bruger derfor alle kræfter på at undgå at spolere det: bekræfte hinandens loyalitet, undgå ballade og fløjkrige og ellers ikke sige noget, der kan støde nogen.
VERDENS konservativt sindede danskere må derfor se langt efter visioner og sammenhængende budskaber fra partiet. Søren Pape Poulsens temperament er at udtale sig meget forsigtigt fra sag til sag, mens hans omgivelser pakker ham ind for at undgå større brølere, som for eksempel hans aflysning af grøn politik som konservativ mærkesag. Taktikken er at forholde sig roligt, så færrest muligt stiller ham spørgsmål.
SVAR på spørgsmål om visioner for landet har heller ikke partiets andre figurer. De bruger partiet som platform til at markedsføre sig inden for et meget snævert felt. Naser Khader og Markus Knuth har travlt med at profilere sig selv og deres holdninger til islam og udlændinge. Den tredje profil, Rasmus Jarlov, har i disse uger det slagnummer, at myndighederne skal blande sig udenom, hvis folk vil falde gennem isen. Fremgangen bruges til profilering af store egoer på sociale medier og en fastholdelse af en ren nationalkonservativ bastion, en lidt mere venlig udgave af Nye Borgerlige, der kun drejer sig om indvandring og retspolitik.
PÅ partiets platforme kan man godt finde alt muligt om konservativ politik. Men ingen besværer sig med at fremlægge, hvad partiet virkelig vil med landet. Partiets vælgere bor hovedsageligt i storbyerne, og de kunne nok ønske sig noget solid konservativ idépolitik: en seriøs skattereform. En visionær kulturpolitik. En gennemtænkt grøn omstilling. Ja, måske noget om den ærkekonservative holdning, at alle samfundets dele supplerer hinanden; det private og offentlige er hinandens forudsætning, ikke modsætning. Engang havde partiet en grøn og international profil, men den arv løftes ingen steder. Partiformandens frygtsomhed afspejles af en indadvendt, pessimistisk verdensopfattelse – milevidt fra den optimisme, der prægede partiet, da det engang var fyrtårnet i blå blok. Hvad skyldes da fremgangen? Ja, den minder mest om en virksomhed, hvis værdi pludselig vokser uden anden forklaring end ydre omstændigheder.
GAMESTOP var netop sådan en virksomhed, en hidtil ubemærket forhandler af videospil, der for nogle uger siden oplevede et meget omtalt og voldsomt boom på aktiemarkedet. Forklaringen var, at mange små investorer i protest mod store spekulanter valgte at støtte denne ellers helt ligegyldige virksomhed. På den måde er De Konservative den politiske verdens version af GameStop: Fremgangen har ikke noget med partiet som sådan at gøre, men skyldes andre aktørers elendigheder. Og ligesom GameStop må man formode, at den forsvinder som morgendug, så snart omgivelserne får styr på tingene. Medmindre partiet griber denne mulighed for at gøre sig til et visionært konservativt folkeparti igen.
