Partiportræt. Pernille Vermund og co. stjæler det blå rampelys. Målt på medlemmer er de nu landets tredjestørste parti, og baglandet drømmer om ministerposter.

Borgerlige bad guys

Borgerlige bad guys Af Jeppe Bentzen

Mens resten af det borgerlige Danmark bøvler med at formulere en samlet vision, skriger Nye Borgerlige deres fædrelandsutopi med retorisk saft og kraft ud over provinsens tage. At partiet kun har siddet i Folketinget siden 2019, glemmer man hurtigt i dag, halvandet års tid senere. For nok er der i øjeblikket myldretid på den politiske midte, men længst til højre vifter Nye Borgerliges fire mandater med armene og tilbyder en fortælling, der for en gangs skyld ikke er en nuancering af Socialdemokratiets. Strategien ser ud til at virke. I denne måned nåede partiet en ny milepæl: 15.000 medlemmer, en stigning fra 6.000 i 2019. Målt på det parameter er Nye Borgerlige nu landets tredjestørste parti. Fremgangen underbygges af flere nylige meningsmålinger, hvor partiet går markant frem, mens Dansk Folkepartis opbakning fortsat falder – og Venstre har sine dårligste målinger i årtier. Et gennemsnit af den seneste måneds meningsmålinger giver Nye Borgerlige 8,1 procent af stemmerne, ifølge Berlingskes Barometer. Til folketingsvalget i 2019 fik de 2,4 procent. Dengang satte daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen partiet i bås med Stram Kurs og understregede, at en regering i hans navn ikke kunne dannes med den yderste højrefløj – så hellere hen over midten. Løkke lagde kimen til en blå borgerkrig, som foreløbigt kulminerede med Inger Støjbergs rigsretssag. Hårdest ramt synes Støjbergs egen, nu tidligere, formand at være. Og jo mere forpustet Jakob Ellemann-Jensen er, desto mere medvind synes Nye Borgerlige at få. Fastholdes deres fremgang, er det ikke givet, at en borgerlig statsministerkandidat kan ignorere dem igen efter næste folketingsvalg.

Hvem er de nye borgerlige? Partiet gør en dyd ud af at definere sig negativt: De er ikke politisk korrekte, ikke levebrødspolitikere, ikke en del af det politiske system eller elitære. Derimod sat i verden for at gøre det, der ikke blev gjort, da flygtningestrømmen ramte danske motorveje, som Vermund formulerer sin adkomst i en tidlig lanceringsvideo. Hvordan partiformanden, den tidligere selvstændige arkitekt, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, gift med en mangemillionær og bosat i Snekkersten, Nordsjælland, formår at overbevise sine vælgere om, at hun ikke tilhører eliten, forbliver en gåde. Et bud er, at Vermund og Nye Borgerlige konsekvent stiller sig i opposition til alt, der er rent og poleret, med en tøhø-tilgang til særligt klimapolitik og MeToo-sager. I partiets selvbillede er de borgerlige bad guys, dem, der sidder bagerst i bussen med skoene oppe på sædet. De stikker fingeren i såret på de hellige, dér, hvor det gør allermest ondt. I en DR-dokumentar fra 2019 kalder Vermund en taxichauffør for »perker«, og da ordvalget får kritik efterfølgende, udtaler hun til Ekstra Bladet: »Lad os nu kalde tingene, hvad de er, hvis man er neger, så er man neger, hvis man er perker, så er man perker.«

Feministisk krænkelseshelvede

En anden markant person, der i stadig højere grad tegner partiets profil, er Lars Boje Mathiesen. Uddannet folkeskolelærer fra Østjylland og ordfører for blandt meget andet finans, skat og erhverv. Ligesom Vermund har han ikke noget imod at ødelægge den gode stemning. Men hvor Vermund taler i patosfyldte vendinger, der forarger fjender og forfører venner, er Mathiesens varemærke at endevende Excel-ark og kolde statistikker.

»Fakta har ikke følelser,« siger han, da Weekendavisen møder ham på hans kontor på Christiansborg. På Facebook går hans videoer fra Folketingets talerstol viralt, ofte handler de om besparelser i det offentlige. Ved siden af lærergerningen har han været håndboldspiller og -dommer, drevet hotel i Ribe, været svejser og forsanger i partybandet Mathiez, der stadig kan hyres til at spille Danseorkestret, Big Fat Snake og andre favoritter. Symptomatisk for Mathiesens politiske stil tøvede han med at tage stilling til rigsretssagen mod Inger Støjberg. Mens hans formand prompte gav fuld støtte og kastede en fiskesnøre efter Støjberg, svarede Mathiesen, da dagbladet Politiken ringede, at han ikke kunne tage stilling, da han endnu kun havde læst en del af Instrukskommissionens beretning. Efter endt læsning ringede han tilbage til journalisten og bekræftede, at han stemte imod ligesom resten af sit parti.

Mathiesen kan dog også tale dunder om tidens tern: Fra en debat om kvindekvoter i maj indleder han sin ordførertale med at karakterisere Danmark anno 2020 som et »feministisk krænkelseshelvede«. Alligevel er det første, han siger denne onsdag, at han er gået ind i politik for sine døtres skyld:

»Når jeg taler om at beskytte danske værdier, især mod påvirkning fra islam, handler det om, at mine to piger skal vokse op i et trygt Danmark, hvor de kan leve frit, udfolde sig, tale frit, udtrykke deres seksualitet, og hvor de ikke skal være bange for at gå på gaden om natten som i Sverige,« siger han.

Mathiesen vil ikke nødvendigvis sidde i Folketinget i årevis, men når pigerne bliver store, skal de vide, at deres far ydede en indsats. Han kalder sig gerne feminist, hvis vi understreger, at det er i »den gammeldags forstand«. Og at han først og fremmest er far, musiker og talnørd.

Inden Vermund inviterede ham ind i partiet, sad Mathiesen i Aarhus Byråd for Liberal Alliance. Nu er det hans opgave at forklare vælgerne, hvorfor Nye Borgerlige ser økonomisk politik som værdipolitik. Også i dag farer han op af stolen og fægter med armene, mens han deler eksempler på forskellige kommuners ødslen med skattekroner, til jazzbands og mellemledere. I sommerens agurketid forsøgte Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt at genvinde tabt terræn, da han i debatindlæg og interviews fortalte vælgerne, at Nye Borgerliges økonomiske politik er vildt liberal. »De vil gøre Danmark til Schweiz 2.0,« sagde han.

Men hvad Messerschmidt slog op som noget fordækt, står Mathiesen gerne på mål for.

»Hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti har patent på, hvor stor statens rolle bør være,« siger han. »Og selvom landene ikke kan sammenlignes, er Schweiz da ikke det værste land at lade sig inspirere af.« Han understreger alvoren: »Vi er her for at beskytte Danmark mod totalitære magter. Om det så er socialister eller islamister.«

Patent på »danske værdier« ejer heller ingen. Op til seneste valgkamp slog Socialdemokratiet på trommer for »tillid« som bærende dansk værdi. Nye Borgerlige synes at have tabt tilliden til det, socialdemokoratismen hylder som dansk: velfærdsstat, internationale forpligtelser, folkeskolen, offentligt ansattes gode intentioner. Individets frihed står centralt for partiet. Kampskriftet »Borgerlig Renæssance« sammenfatter deres grundprincipper og skildrer Danmark, som det så ud, hvis Nye Borgerlige havde magt, som de har agt: Friheden er under pres fra særligt islam og den offentlige sektors vokseværk. Og fra EU, som Danmark bør melde sig ud af. Personskatten skal under 40 procent for alle, og selskabsskatten fjernes helt. Der skal ryddes op i det offentlige: Ineffektive jobcentre skal afskaffes for at fremme ansvarsfølelse og virketrang. Alle skoler skal være selvejede. Partiet har tre ufravigelige krav: Det skal ikke være muligt at søge asyl i Danmark. Udlændinge, der flytter hertil, skal finde eller skabe et job inden for to år, ellers udvises de uden mulighed for statslig understøttelse. Udvist bliver de også efter første dom.

Det er i strid med Menneskerettighedskonventionen, ligesom kravet om selvforsørgelse og udsmidning uden mulighed for understøttelse er på kant med Grundloven. Men de juridiske begrænsninger bør nu ikke være noget problem, for et princip i partiets udlændingepolitik er, at konventioner, der står i vejen for politikken, må opsiges. Selv Grundloven skal kunne skærpes, understregede Vermund allerede i 2016. Rationalet kom igen til udtryk i forbindelse med rigsretssagen mod Inger Støjberg: Hun har i sin »kamp for pigerne« været »begrænset« af lov og konventioner, lød Vermunds argument.

I modsætning til Støjberg ser partiet dog gerne statsministeren afsat ved en rigsret efter minkaflivning og principielt lovbrud, uagtet hendes politiske intentioner. Statsministeren blev ellers omfavnet i pandemiens første fase, hvor Vermund roste statsministeren for at turde handle ansvarligt uden at afvente myndighederne. I dag blæser vinden i modsat retning. Nye Borgerlige skubber mest på for tidlig genåbning, og Vermund »koger over af raseri«, fordi regeringen stadig holder samfundet lukket, mens smittetallet falder.

Stolthed og fordom

Det koger i Nye Borgerliges gryde, og duften lokker mange til. I løbet af det seneste år har fem siddende byrådsmedlemmer meldt sig ud af Dansk Folkeparti og enten direkte eller efter kort løsgængerperiode meldt sig under Vermunds faner. To i Vordingborg, et i Næstved og i Fredericia, og så sent som i januar et i Rebild Kommune. Her meddelte Kim Edberg Andersen, der foruden at være byrådsmedlem er formand for teknik- og miljøudvalget, at han ønsker at nedlægge sit mandat for i stedet at genopstille for Nye Borgerlige. Hans ræsonnement er sigende: Nye Borgerliges »energi« passer ham bedre, som han sagde til TV2 Nord. På Facebook forklarer han, at hans mærkesager forbliver uændrede: respekt for de ældre, bedre løsninger til tidligt nedslidte og at »få bugt med al den dyremishandling, der finder sted«. Det er de samme akkorder, Dansk Folkeparti har spillet i 20 år. En bred opfattelse blandt de bortløbne er, at de efterhånden klinger falskt.

Jan Køpke Christensen deler opfattelsen. Han kører rundt mellem ærinder i Aabenraa, da Weekendavisen fanger ham over bilens højtaleranlæg. Køpke er førstesuppleant for Vermund og baglandets mand i Sønderjylland. I 90erne sad han i Fremskridtspartiets folketingsgruppe med blandt andre Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl. Siden har han været forbi Konservative og Venstre, men nu har han endelig fundet hjem hos Nye Borgerlige.

Køpke fortæller begejstret om partiets medlemsfremgang: »Jeg kniber mig selv i armen hver dag.« Adspurgt om en karakteristik af de engagerede i kredsen understreger han bredden blandt folk, der skifter parti til fordel for Nye Borgerlige.

»Jeg møder arbejdere fra Socialdemokratiet, revisorer fra Venstre og konservative advokater. Alle samfundslag,« siger han: »Og jeg er forbløffet over de mange kendte navne, der også melder sig ind. Selv journalister!«

Regler om navnebeskyttelse forhindrer Køpke i at sige mere, men han er også mest af alt glad for, at folk har »fået øjnene op for partiet og tør stå ved det«. Køpke er vintercampist og oplever samme tendens på pladsen. »Nu kommer folk over og siger højt, at de også stemmer på Nye Borgerlige. Det gjorde de ikke for få år siden.« Snart kan de tre ufravigelige krav blive til virkelighed, siger han. Men vil det ikke kræve, at Nye Borgerlige selv danner regering? »Ja, men det tror jeg også, vi kan komme til. Hvis målingerne holder, og der kommer et blåt flertal, er det ikke utænkeligt. Pernille Vermund vil være en fantastisk god statsminister,« siger han.

Et samlet bolværk

Typisk kendes ungdomspartier ved, at de deler moderpartiets dagsorden, men stiller forslag, der næppe bliver gennemført lige med det samme, men sender tydelige signaler. For et gennemsnitligt velfærdsvenligt sind vil Nye Borgerlige i den forstand tage sig ud, som udfyldte de rollen som resten af den borgerlige fløjs ungdomsafdeling. Under Vermunds første debat med Dansk Folkepartis formand i marts 2019, på sidstnævntes hjemmebane i Sønderjylland, tweetede redaktør på B.T. Henrik Qvortrup, at Vermund vaskede gulv med Thulesen Dahl: »Det er realpolitisk verdensfjernt, men [fucking] effektiv retorik.«

Hvad så med Nye Borgerliges egen ungdomsorganisation? Landsformanden hedder Mikkel Bjørn Sørensen, er 25 år og bor i Randers. Vi taler sammen tirsdag efter fyraften. Ligesom i moderpartiet har Sørensen oplevet kraftig medlemsfremgang. Fra 200 til cirka 500 medlemmer i løbet af det seneste år. Og ligesom Køpke Christensen sætter han pris på, at det er en blandet skare. Der er en overvægt af unge mænd, siger han, men både vvs’ere, læger og folk fra erhvervsuddannelser.

»Mit indtryk er, at vi mobiliserer unge, der ellers ikke ville engagere sig i politik,« siger Sørensen, der bærer hat, kongeemblem i jakkens revers, er hyppig kirkegænger og mest optaget af værdi- og kulturpolitik. Han går med egne ord »til kamp mod alt moderne«. I den seneste rekrutteringsfilm formulerer han ungdomsorganisationens dagsorden som en modstandskamp: »Vi vil ikke se til fra sidelinjen, mens Danmark stander i våde.«

Er Vermund værdikrigeren, der kan repræsentere det samlede parti, karakteriserer Lars Boje Mathiesen og Mikkel Bjørn Sørensen to af baglandets bærende fraktioner. Hvor førstnævnte er en liberal talnørd, som insisterer på brovtende folkelighed, rå foretagsomhed og offentlige besparelser, tilhører Bjørn Sørensen den tilbagelænede, stærkt nationalkonservative del af Nye Borgerlige, der taler om åndelig rygrad, kristen arv, tradition og den slags, der ikke kan placeres i et Excel-ark. Er de to fraktioner modstridende? Tilsyneladende ikke. Begge vil nok sætte pris på en Matador-analogi, og det skal de få: Boje Mathiesen knokler som den tidlige Mads Skjern i Tøjhuset, mens Bjørn Sørensen ville ønske, at alt forblev det samme i Korsbæk Bank. I sidste ende vil de gerne sidde om samme høje bord.

Læs Hans Mortensens analyse af blå bloks nedsmeltning: 'Afdansningsbal i den borgerlige'

Læs også Arne Hardis' interview med De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen: »Selvfølgelig er der behov for kontrol med indvandringen.«

Eller læs denne uges leder fra Martin Krasnik om De Konservatives fremgang: 'Konservativ boble'

Side 5



Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter